Angsten for fremtiden – eller hvorfor udredning ikke altid er en dans på roser

May 10, 2017 0 By Linda V. Lind

[DISPLAY_ULTIMATE_PLUS]


Hvad er udredning egentlig?

Udredning er et forløb i sundhedsvæsnet, hvor dine symptomer endevendes (redes ud), for i sidste ende at nå en konklusion i forhold til hvad du fejler. Dette kalder man også en diagnose. Og udredning findes både i fysiske og psykiske udgaver, hvor kvalificerede læger/psykiatere har til opgave at finde denne diagnose med henblik på at kunne starte en nyttig behandling. Officielt taler man om en 30 dages garanti, hvor du fra henvendelsesdatoen bør sidde til den første samtale efter 30 dage. Men vi har også et sundhedssystem under pres, så realiteten er for nogle lidt anderledes. Det var et lidt længere stræk for mig, hvilket primært skyldtes ventelister i systemet.

Mit forløb i resumé

I skrivende stund er jeg fortsat under udredning, hvilket betyder at jeg sammen med min tilknyttede overlæge i psykiatri arbejder frem mod et svar og dermed effektiv behandling. Efter mange års gentagne nedture i form af depressioner og stress, har jeg selv ønsket udredning, for at komme det til livs og finde ud af hvad der var og er op og ned i mit forløb. Dette skyldtes i sær at jeg fra tidligere psykologsamtaler år tilbage blev rådet til at få undersøgt om der var Asperger eller muligvis ADD/ADHD, der spillede ind. Dengang lyttede jeg ikke. Måske set i bakspejlet, fordi jeg ikke på dét tidspunkt var klar til at skulle definere mig selv ud fra en diagnose. Jeg blev faktisk ret fornærmet og holdt op med at komme der. I forbindelse med seneste sammenbrud, fik jeg imidlertid nok af afbrydelserne i mit liv og jeg søgte målrettet efter en terapeut med viden på præcis disse områder. Hun kunne genkende træk, der både kunne høre under det autistiske spektrum og ADHD symptomer, uden at hun kunne sige noget endeligt, da dette krævede en anden form for undersøgelse (dvs. udredning) end hun var kvalificeret til at give.

Så jeg tog en dyb vejrtrækning og fik det sat i gang via min læge. Lavede min research for at finde ud af om jeg var enig (hvilket egentlig var en smule arrogant, men jeg har et enormt behov for at hente viden, hvis jeg ikke føler jeg ved nok indenfor et givent område). Allerførste stop i forløbet var privatpraktiserende psykiater, hvor jeg var igennem adskillige lange spørgeskemaer ad flere omgang, som bagefter blev gennemgået minutiøst, hvor jeg skulle komme med uddybende svar. Dette resulterede så i en akut henvisning til den nordjyske psykiatri, da hun var bekymret for mig og vurderede at jeg var psykisk syg, med ret alvorlige symptomtræk. Henvisningen viste sig at være til ambulatorium for psykoser, hvor jeg skulle i forløb med en overlæge i psykiatri. Hun har – med forbehold for at hun ikke havde en endelig diagnose klar – nævnt skizofreni som en mulighed, på baggrund af de symptomtræk, jeg har. Ganske kort ridset op er disse: en markant anderledes måde at forholde sig til verden på, en vedvarende følelse af at være anderledes/ikke høre til, hallucinatoriske forstyrrelser på auditivt og visuelt plan, ambivalens, angst, voldsom irritabilitet, tankemylder og så den række af depressive og stressrelaterede nedture, der har været. Det var en hård én at få at vide, for min opfattelse af skizofreni var ret stereotypt. Det var noget med at man rendte rundt og kaldte sig selv for Jesus eller Mozart, og modtog beskeder fra rummet uden at vide at det ikke har hold i virkeligheden. Derfor blev jeg også ved at at understrege at de flashes jeg får og de skrig jeg hører, den hvide støj der vibrerer i mit hoved, den utydelige hvisken – jeg ved det foregår inde i mit hoved. Jeg har gennem årene været så vant til det at jeg har lært – nå ja, i de fleste tilfælde – ikke at reagere på det. I min verden, fordi jeg ofte har fået at vide at jeg var “for meget oppe i mit hoved”, så har jeg egentlig bare tænkt på det som en overaktiv hjerne, hvor jeg ret hurtigt fandt ud af at kreative aktiviteter, bøger og i sær musik gav mig ro. Jeg betroede mig ikke til nogen. Ikke fordi jeg var bange for at blive stigmatiseret, for da det startede var jeg ikke gammel nok til at tænke i de baner. Men jeg har en ret mistroisk og ængstelig natur, der altid spekulerer på andre menneskers egentlige intentioner. Tillid er ikke et begreb jeg opererer ret gavmildt med. Og selv de meget få mennesker jeg har tillid til, kan jeg blive lidt paranoid omkring hvilke bagtanker der ligger bag bestemte handlinger. Det er måske også hovedårsagen til at jeg først som 37 årig aktivt søgte egentlige svar. I skoletiden og hele uddannelsesforløbet var det muligt at navigere fordi det er en periode i livet hvor andre principielt strukturerer tingene for dig. Universitetet med deres ansvar for egen læring og fravær af navneopråb gav frihed til at have dårlige dage uden tanker om fraværsprocenter. Men da jeg ramte erhvervslivet, boede for mig selv eller med en kæreste, hvor hverdagen skulle til at hænge sammen både i hjemmet og på arbejde og jeg selv skulle til at strukturere og sætte tingene i gang, så kom jeg til kort. Jeg havde/har ganske enkelt ikke fundet en måde at have energi til begge dele. Hvis jeg arbejder, kan en simpel tøjvask hjemme udmatte mig. Hvis jeg har givet den en skalle i hjemmet, fordi rod reelt gør mig urolig og rastløs, så mangler jeg energi og overblik på arbejdet. Jeg har mange mange gange overvejet at investere i rengøringshjælp, men det betyder at et fremmed menneske skal lukkes ind i min privatsfære og det betyder at dette menneskes første indtryk af mig skabes på baggrund af rod og uorden. Jeg skammer mig ganske enkelt.

Mit mål med udredning var som sagt at få styr på disse ting, få afklaret problemområder og fikset dem.

Hvorfor udredning ikke kun er en dans på roser

Noget af det, der er ved at gå op for mig i udredningsforløbet er at min oprindelige tilgang ikke er helt så ligetil. Min behandlende læge fortæller mig om skizofreni (og jeg understreger at det ikke er en endelig diagnose) at man kan komme ud af det, med behandling og terapi. Jeg har dog også lavet mine egne undersøgelser, der ganske vist imod tidligere tiders forestilling om uhelbredelighed, viser at 25% af de ramte kommer sig med tiden – ja, via behandling – hvis sygdommen fanges i tide.

Men hvad er “i tide”? Er et forløb der har strakt sig fra pubertet frem til i dag at definere som “i tide”? Hvis ikke, hvad gør det så ved mine odds? Og det lyder flot at sige at 25% kommer sig (og det ér det også med tanke på at man for ikke mange år siden blev stemplet pr automatik som kronisk syg) – men det betyder unægtelig samtidig at 75% ikke gør. Det betyder også at symptomerne, nedture mv. fortsætter, for dem, der ikke kommer sig.

Jeg er ved at indse at uanset endelig diagnose, så er der en reel mulighed for at nogle eller i værste fald alle symptomer aldrig helt forsvinder. Jeg ved ikke hvilke. Jeg ved ikke med hvilken styrke. Jeg ved bare at sandsynligheden for det er reel i ét eller andet omfang. Jeg skal muligvis tage medicin resten af mine dage. Jeg skal muligvis bruge et par år på at finde den rigtige type og dosis, hvilket betyder at jeg muligvis skal indstille mig på et par år med dertilhørende bivirkninger, der spænder fra hovedpine, kvalme, uro i kroppen over til søvnbesvær, enorm træthed, svimmelhed, nedstemthed og ildebefindende.

Jeg kan ikke komme et plaster på, gips er nyttesløst, for det foregår i mit hoved. Ingen kan se at jeg er syg, så med mindre jeg deler min sygehistorie igen og igen, vil jeg med god grund blive opfattet som doven, ugidelig, humørsyg, irritabel, uengageret, arrogant, afvisende og meget andet. Jeg burde være ligeglad. Jeg burde være stærk nok til at trække på skuldrene og sige “fuck dem”. Men det er jeg ikke. For det betyder noget for mig, hvordan jeg bliver opfattet. Jeg véd at jeg er et godt menneske (ikke Moder Theresa style, men bare jævnt godt menneske), der hele tiden gør det bedste jeg kan. Det burde være nok, men det er det ikke. Det vil berøre mig, hvis jeg fornemmer at folk tolker f.eks min angst i sociale konstellationer som om jeg er en idiot.

Med andre ord, i forbindelse med en udredning, ligger der, for de fleste tror jeg, en proces med at bearbejde sætningen “jeg er ikke bare forbigående skidt tilpas, jeg er rent faktisk syg” (eller andre versioner af samme sætning). Det betyder også at man begynder at se på sit liv på en lidt anden måde. Jeg står f.eks. med et fuldtidslederjob og et butikschef trainee forløb lige pt. og er så småt begyndt at indse at der er en risiko for at jeg skal sadle hesten om. Ikke fordi jeg har lyst, for jeg vil sindssygt gerne gennemføre og blive butikschef. Problemet er at nogle af mine symptomer ikke er forenelige med det job, jeg drømmer om. Og da arbejdet er en væsentlig del af mit liv, så giver det sig selv at det føles som om gulvtæppet rives væk under mig. Forstå mig ret, jeg ved godt at det er worst case scenario, men jeg ville unægtelig være mere rolig i sindet, hvis det var 25% der ikke kom sig.

Så jeg øver mig i at sige at jeg er syg, samtidig med at jeg prøver ikke at lade sygdommen få overtaget. Jeg øver mig i at finde mine begrænsninger, uden at give mig selv lov til at give op på forhånd fordi “det kan jeg ikke, jeg er syg” – jeg øver mig i at finde ud af hvordan jeg kan være i min sygdom uden at miste motivationen.

Jeg er skræmt fra vid og sans. Forudsigelighed er ret vigtig for mig og lige nu ved jeg ikke hvad fremtiden bringer. Det véd ingen reelt, men et udredningsforløb tydeliggør dette og nagler det fast i bevidstheden med syvtommer søm. Jeg er bange for at blive arbejdsløs, for at havne i et socialt ydelsessystem, hvis oddsene går i mod mig. Jeg er bange for at jeg måske har adskillige nedture i vente endnu.

Jeg bliver rådet til sygemelding her i starten, men tanken skræmmer mig, fordi jeg føler at jeg giver min sygdom lov til at styre mig – og vil jeg så kunne indfange tøjlerne igen, når tid er? Så hver morgen handler om at mande sig op, ranke ryggen og sætte smilet på og holde det indtil fyraften, hvor det stivner og krakelerer i mit ansigt. Og dén facade i 7-13 timer tærer på kræfterne. At komme hjem til opvask, støvsugning, rod betyder at jeg ikke rigtig finder ro, før jeg begraver ansigtet i Ipad’en med SimCity, Hay Day, eller et puslespil, mens et par ørebøffer og Slipknot skærmer for yderligere indtryk udefra.

Og det skræmmer mig at der er en sandsynlighed for at den måde at leve på ikke lige forsvinder rundt om hjørnet. Det skræmmer mig at jeg til tider betvivler om der er grund til at leve et liv, der ikke er et rigtigt liv.

Men mest af alt så er det udmattende.

Så kender du nogen i et udredningsforløb, så husk at udredning for en periode kan forværre et menneskes tilstand. Ikke fordi udredning per se er skidt, men fordi man skal i gennem en erkendelsesproces, der ikke er særlig rar, samtidig med at man kan opleve at omverdenen tror at problemerne forsvinder ved de første samtaler. Hvorfor er du ked af det, du er da i gang med din behandling nu?

Behandling er  meget mere end at sluge en vis mængde piller. Og udredning kan være forbandet ensomt.

Join my social media sunshine families