3 forskellige slags råkost

Facebook
Facebook
Twitter
Visit Us
LINKEDIN
Google+
http://lindavlind.dk/blog-post/3-forskellige-slags-raakost
EMAIL
RSS
INSTAGRAM

Noget af det mest irriterende, når man slås med psykisk sygdom og sårbarhed, er alle de gode – og velmente – råd om at få motioneret og spise sundt. For det er bare ikke det, der er overskud til. Derfor får du her tre forskellige opskrifter på råkost, der er hurtige at få lavet og som smager godt.

Den friske

Du skal bruge 2 gulerødder, 1 æble og en lille klase vindruer. Du skræller gulerødderne og river dem. Herefter river du et æble, med skræl (husk at skylle), og blander i en skål. Top af med halvt skårne røde vindruer. Et voila, en omgang frisk råkost.

Den søde

Du skal bruge 2 gulerødder, en håndfuld rosiner, en håndfuld tørrede tranebær og hakkede mandler. Du skræller gulerødderne og river dem. Bland i en skål med rosiner og tørrede tranebær og top det hele af med hakkede mandler. Du kan også bruge mandelsplitter, eller bare hele mandler, alt efter temperament. Råkosten ligger i den mere søde ende af skalaen, men vil du have den sødere, kan du bruge et drys sukker og blande op med. Hvis du har en sød tand, så er det bedre at bruge et drys sukker, end at spise en plade chokolade.

Den syrlige

Du skal bruge 1-2 gulerødder, en portion naturel youghurt og hakkede mandler. Du skræller og river gulerødderne og hakker mandlerne. Hæld youghurten op i en skål og top den med revet gulerod og hakkede mandler. Igen kan du bruge mandelsplitter eller hele mandler, hvis du ikke lige har overskud til at stå og hakke dem. Denne udgave er rigtig god om morgenen eller som sund dessert.

Alle udgaver er gode som små måltider eller mellemmåltider. Skal der lidt ekstra fylde til, kan man sagtens spise brød til. Jeg foretrækker et kernefyldt rugbrød, et par skiver af det, men gå efter hvad du har lyst til. Husk at små skridt i den rigtige retning også tæller, og kommer du fra at skulle erstatte en plade chokolade, så er det ikke vigtigt hvilket brød du vælger, bare du kan lide det og du bliver mæt.

Dette er blot tre forskellige eksempler på råkost og grunden til at jeg valgte råkost som mit fif til dig om at få noget sundt ind i en psykisk belastet hverdag, er at råkost kan varieres alt efter smag. Røde æbler giver f.eks. en mere sødlig smag end grønne. Græskarkerner fremfor mandler gør smagen mere rustik. Leg selv videre, med de produkter, du kan lide.

Og husk at der er flere vitaminer i helt frisk økologisk frugt og grønt – men er pengepungen ikke til det, så gå efter friskheden. Formiddagen er et godt tidspunkt at handle på, fordi der som regel lige er fyldt op i butikken. Se, mærk og duft til dine råvarer. Dine sanser vil sjældent lyve for dig.

God fornøjelse – og hav en rigtig dejlig dag.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *