Al det snak om bivirkninger

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

Lad mig allerførst starte med en undskyldning; jeg har ikke skrevet nogle dage, fordi jeg har haft det skidt. Dette skyldes medicinskifte og medicinforøgning på samme dag, så der er både bivirkninger og afvænningsproblemer, jeg har været igennem. Det kan være svært at forstå, hvis man ikke lige har stået i det, så jeg besluttede mig for at prøve at beskrive hvad det er der egentlig sker, når kroppen pludselig skal vænne sig til noget andet.

Allerførst helt konkret, så er jeg steget i mit ene antipsykotiske medicin, stoppet med et andet (som jeg fik til at få ro til natten) og har fået noget nyt til at sove på. Dvs. en øgning, en afvikling og en opstart inden for 24 timer. Min krop er voldsomt utilfreds. Mit sind er utilfreds.

De første tegn er i løbet af tirsdag, hvor humøret styrtdykker. Jeg hører skrig næsten konstant hele dagen på nær formiddagen og omkring frokost – og efterhånden som aftenen skrider frem, får jeg mere og mere uro i kroppen. Jeg har lyst til at græde og græde voldsomt. Jeg er frustreret, jeg er vred, jeg er ked af det. Og værst af alt, jeg har virkelig virkelig lyst til at påføre mig selv smerte, for at få et sted at rette min opmærksomhed i mod. Jeg falder lidt i. Jeg tæver min ene arm med knoerne på hånden på den anden. Følelsen lige inden og under kan bedst karakteriseres som desperation. Forestil dig at du ligger under vand og bliver holdt nede. Når luften løber ud, vil du gøre hvad som helst for at komme op til luft igen. Du vil rive, kradse, flå for at komme fri. Selvskaden, når den vælter ind over, føles lidt i den stil. Det er en flodbølge, der river dig med, med mindre du så den komme og har fundet noget at holde fast i – og selv da, kan bølgen være for stærk.

Jeg sover stort set ikke om natten mellem tirsdag og onsdag, er plaget af fysisk og psykisk uro, har smerter i armen (I know, det kan jeg principielt kun takke mig selv for) og skyldfølelse. Heldigvis havde jeg været forudseende nok til at få afsat min vagt på arbejde om onsdagen, hvor jeg nærmest er i trancetilstand, uroen varer ved, jeg går formålsløst rundt, prøver at tænke på alt andet end selvskade og gemmer mig i musikken for at overdøve skrigene i mit hoved. Jeg er dødtræt, men uroen i kroppen lader mig ikke slappe af eller sove. Onsdag aften har jeg igen problemer med søvnen. Jeg vender og drejer mig og det er ligesom uanset hvordan jeg ligger, så er det ubehageligt og næsten smertefuldt. Her får jeg dog helt op til 3 timer i et stræk, hvilket var bedre end foregående nat hvor jeg ramte cirka to timer fordelt på 4-5 blundere. Men torsdag er jeg stadig træt, møder ind på arbejde til en masse hængepartier og ved instinktivt at jeg er nødt til at finde en reserve et eller andet sted i mit system. Det lykkes også nogenlunde, men griber mig selv i at tælle ned til fyraften. Grundet deltidssygemelding, så var det dog kun 4 timer og det kunne overskues. Da jeg får fri, må jeg melde afbud til fødselsdag i familien. Jeg kan mærke at der skal spares kræfter big time, og sociale sammenhænge tærer mere end de tilfører. Torsdag fortsætter i store træk som onsdag, får dog sovet i 4 timer inden jeg vækkes af et tordenvejr og er ude af stand til at falde til ro igen. Fredag bød på godt seks timers arbejde og jeg må indrømme de holdt hårdt, trods det at jeg er rigtig glad for mit arbejde. Der skulle tempo på for at nå de sidste hængepartier og jeg løb tør for kræfter efter to timer. Jeg måtte simpelthen sætte tempoet ned, måtte støtte mig et par gange til vores reoler i Frugt og Grønt. Midt i det hele begyndte skrigene sammen med følelsen af at min hjerne fik stød. Jeg har en coping mekanisme til de situationer – jeg begynder at tale/mumle mig igennem arbejdet, eller begynder at nynne. På et tidspunkt spørger min chef om jeg har overskud til et par timer ved kassen og jeg er taknemmelig, for jeg havde brug for at sidde.

Hvordan hænger det sammen med social angst? Det gør det heller ikke. Det er pissesvært, men jeg prøver at gøre det lidt mekanisk: simuler øjenkontakt, hils i et lyst toneleje, kør tingene igennem kassen, svar med et stort smil, hvis der tages verbal kontakt, sig beløbet, simuler øjenkontakt, sig tak og hav en god dag. Det er et mantra, der kører inde i mit hoved, mens det står på. Og måske er det også dét der gør at jeg hurtigere kører træt ved kassen. Men to timer kunne overskues. Og lettere at overskue end at køre nogle paller med varer med en krop, der ikke kunne mere.

Fredag eftermiddag blev lidt lettere end de foregående, måske fordi det lykkedes mig at få en lur, hvilket lagde en dæmper på de forskellige ubehag. De var der stadig, skrigene, tanker om selvskade, uroen, men der blev ligesom lagt et tæppe over det hele. Men det bliver en kort stakket frist, for humøret styrtdykker lørdag til depressionsgrad. Jeg har en række ting, jeg elsker at gøre, men lørdag fandt jeg ingen glæde ved noget af det. Koncentrationen, evnen til at fokusere på en opgave, sætte den i gang er stort set væk. Så jeg bryder sammen lørdag aften, græder som pisket og følelsen og lysten til bare at forsvinde er næsten overvældende – jeg sagde næsten. For jeg får holdt mig selv fast, tager et minut ad gangen og beslutter hvert minut, at jeg kan klare ét minut mere. Jeg tager en Phenergan (mod køresyge og søsyge) sammen med min sovemedicin, fordi Phenergan har en beroligende og søvndyssende virkning på mig. Det lykkes mig at få 6 timers søvn, hvilket er stort og rekord for den sidste uge.

Så søndag morgen er der lidt mere overskud, selvom jeg stadig døjer med humør, træthed og smerter i kroppen. Men jeg ér også i et voldsomt søvnunderskud, så det giver mening for mig at jeg ikke lige springer rundt og får ordnet en masse. Jeg får også googlet bivirkninger på Circadin og det viser sig at blandt de ikke almindelige og sjældne bevirkninger, ligger der depression og lurer. Så jeg får lavet en note i min kalender om at kontakte min sundhedsperson i psykiatrien, med henblik på en snak om mulig begyndende depression. Derefter er jeg igen udmattet og ligger egentlig bare brak. Sådan kører det det meste af dagene, en lille opgave, hvile, en lille opgave, hvile, osv.

Bortset fra søndag omtrent efter frokost. Det er som om en dyne bliver løftet. Jeg havde timelang diskussion med mig selv om hvorvidt jeg skulle ud og nyde solen i en park, fordi ‘hvad nu hvis der var mange mennesker?’. Jeg får dog endelig sparket mig selv afsted og på vej hjem derfra, føler jeg mig pludselig meget afslappet og næsten tilpas. Der er stadigvæk træthed i kroppen, men mentalt er der en ny form for energi. Dén energi holder ved resten af søndagen, hvor jeg igen får sovet seks timer, over til mandag morgen, hvor jeg skriver nu og kan sige at jeg stadig har denne nye energi, et svagt overskud i trætheden. Og med den note vil jeg slutte af med forhåbning om at det var bivirkningerne for denne gang. Hvis det er tilfældet, så får jeg nu en god periode lige om hjørnet, som typisk varer ved indtil næste medicinændring. Life is a battlefield.

Jeg håber det gav dig indblik i hvordan bivirkninger kan påvirke og opleves. Hvad enten du skal til at starte medicinforløb, er pårørende eller endda arbejdsgiver, så håber jeg at mine ord her har givet en form for forståelse for at det ikke bare er ‘at tage sig sammen’, som nogle nogle gange får tænkt og sagt. Bivirkninger er forskellige fra person til person, men jeg er langt fra ene om oplevelsen af at kampen mod og med bivirkninger, er hvad det reelt er: en fandens kamp.

Det er formodentlig også én af grundene til at selvmordsraten er højere i begyndelsen af en psykiatrisk, medicinsk behandling, fordi medicinen kan påvirke humøret så ekstremt, at man ikke kan se en vej ud. Det er nok også én af grundene til at ved samtlige ændringer i medicin jeg har haft, har jeg fået at vide at hvis der kommer mørke tanker om selvskade eller selvmord, skal jeg endelig kontakte psykiatrisk skadestue, min læge eller sundhedsfaglige kontaktperson. Og selvom jeg er stolt over at det lykkedes mig at komme igennem lørdag uden en skramme eller et mærke, ved at tage livet ét minut ad gangen indtil jeg kunne få styr på trangen, så burde jeg, set i bakspejlet, have kontaktet psyk den aften. Og jeg ved faktisk ikke helt hvorfor jeg ikke gjorde det. Måske var det min modvilje overfor telefoni, måske jeg skammede mig… jeg tænkte tanken, kunne ikke overskue det, men det er uklart hvorfor jeg ikke kunne overskue det.

Hvilket leder mig til en ret vigtig konklusion: den velmente vejledning om at søge hjælp er superfin. Men der mangler en form for back up i systemet, måske endda en form for telefonkæde, lidt ligesom nogle ældre mennesker har med hinanden, for at sikre tryghed i dagligdagen. For lørdag aften kunne jeg ikke række ud efter hjælp, men jeg ville have taget telefonen, hvis den havde ringet.

Jamen, det kan de pårørende da gøre, tænker du så måske. Og ja, det kan de godt, men burde de stå med den slags alene? For der er i forvejen ikke ret meget hjælp til pårørende i systemet, selvom der dog er forbedringer. Men forestil dig at et familiemedlem i den anden ende af landet ringer og pludselig står med snak om selvmord eller selvskade. Forestil dig at lægge røret på i den samtale. Jeg kan bare sige at det ikke er noget, jeg ønsker at min familie skal gennemgå. Det vil være ti gange lettere for mig at tale rent ud af posen overfor en professionel, hvor jeg ved de har en mulighed for supervision og back up.

Er det realistisk at lave professionelle telefonkæder? Nej, det er det nok ikke. Der bliver sparet i systemet i forvejen og dette vil formentlig kræve ret mange ressourcer, som der ikke er det fjerneste udsigt til. Men det er en tanke, jeg smider ud i rummet, som måske kan danne en eller anden som for spire et eller andet sted på et lige så brugbart alternativ.

I så fald håber jeg at høre om det.

Pas på dig selv derude. Og husk, bliver livet uoverskueligt, så oversku det en uge, en dag, en time eller endda ét minut ad gangen. Tag det i små bidder indtil du kan trække vejret igen. For selvom det ikke føles sådan, så vil du før eller siden mærke dyndet slippe sit tag lige præcis nok til at du kan rejse dig op igen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *