At få en diagnose

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

“Ja, vi har jo været igennem en lang række spørgsmål og tests og jeg har konfereret løbende med overlægen og også her til sidst. Og vi er fuldstændig overbevist om at du har Aspergers Syndrom….”

Han fortsatte med at tale, men jeg hørte ham egentlig ikke. Jeg var blevet forberedt på det, at de overvejede Aspergers, men jeg havde ikke rigtig bundfældet den ordentligt. For jeg var jo ikke computernørd eller talgeni. Jeg ved ikke hvad jeg havde ventet ud af en to år lang kamp for at få et svar på alle mine nedture, ved ikke hvad jeg havde forventet af følelser, når jeg fik svaret – men i hvert fald ikke denne tomme fornemmelse, der alligevel var fuld af noget jeg ikke kan beskrive. Jeg ved at jeg blev lidt grådkvalt. Jeg ved at jeg tænkte at nu kan jeg endelig komme videre. Jeg ved at jeg tænkte “jamen, hvad så nu?”. Jeg tror at hvis man kan være lettet og bange på samme tid, så var det dét jeg var.

Lettet, fordi de afviste skizofrenien, og erstattede det med stressudløst psykose, også kaldet mikropsykose.

Bange, fordi Aspergers Syndrom ikke kan medicineres og snarere end at fikse problemet, ville det kræve omstillinger. Og jeg er dårlig til omstillinger. Jeg er ekstremt dårlig til at have ubekendte faktorer i fremtiden. Bange, fordi jeg i dét sekund vidste at jeg ville blive sat i nogle svære valg.

Der er imidlertid gået nogle uger siden dén samtale, hvor jeg blev diagnosticeret med Aspergers Syndrom med stressudløst psykose og depression. Jeg har forsøgt mig med Tony Attwoods bog “Asperger Syndrom”, hvilket måske var lidt et overkill, taget i betragtning af at det er over 500 siders teori. Alle opslag jeg lavede handlede om børn og jeg er ikke i tvivl om at bogen vil være guld værd for forældre til nyligt diagnosticeret barn. Men jeg er 39 år og har knapt overskud til at gå i bad… faktisk går der dage i mellem, fordi jeg simpelthen ikke magter det. Derfor har jeg bestilt en engelsk bog, der hedder Asperwomen, fordi fotos fra bogen giver indtryk af en bog, der er væsentlig mere tilgængelig.

Derudover har jeg givet slip på diagnosen, forstået på den måde at jeg har valgt ikke at fokusere på Aspergers Syndrom. Eller rettere, det var jeg nødt til, fordi min hjerne er så udbrændt og tyndslidt, at det nogle gange virker som en sejr bare at trække vejret. For det har været hårdt at blive udskrevet til en hverdag, hvor man pludselig skal få ting til at hænge sammen, sørge for selvpleje og mad på bordet. Det er en hverdag, hvor et indkøb kan udmatte mig for resten af dagen, en hverdag hvor jeg kæmper med selvskadetanker og hørehallucinationer næsten konstant. Så jeg trækker bare vejret og til tider tager det minut for minut.

Det vigtigste omkring det, at få en diagnose, som jeg vil give videre, er at du ikke bliver et nyt menneske. Det bliver hverken lagt til eller taget fra dig som individ, du er stadig nøjagtig den samme som før. Du får med tiden en større selvforståelse, men du ændrer dig ikke pga af en diagnose. Du vil kunne forklare nogle ting med en anden referenceramme overfor andre mennesker end før en diagnose, men med al sandsynlighed vil det være de samme ting, du forklarede inden en diagnose, bare med andre ord.

Der ér dog én ting, som jeg har tænkt over: en diagnose kan give dig en følelse af at det er legitimt at have det, som du har det. Jeg tror dog primært at det handler om dig selv og dine egne forventninger, selvom der nok skal være dem, der pludselig ændrer mening om dig, når diagnosen bliver sagt højt. Her behøver jeg blot at nævne Prins Henrik, så vil der være utallige eksempler på dette.

Jeg har slået mig selv oven i hovedet over ikke at være særlig god på det sociale område. Jeg har forsøgt at ændre på det, og det har kostet dyrt på overskudskontoen. At have fået diagnosen Aspergers Syndrom har givet mig en anden form for tolerance overfor mig selv og selv om jeg stadig mangler meget viden omkring Aspergers, så forstår jeg at der er nogle ting, jeg bare ikke kan gøre noget ved. Kunsten her er så at kunne acceptere det. Den del kæmper jeg stadig med.

Jeg undrer mig ofte over at man er nødt til at give ting et navn, hvis man falder udenfor normen. Det føles for mig lidt som om at man skal have en undskyldning for ikke at være som de fleste. Og rigtig mange bliver i dag faktisk lidt berøringsangste, hvis du fortæller om noget, hvor du ikke er en del af normen. F.eks. skulle selvsamme læge, der gav mig diagnosen tage tilløb, når han skulle omtale min kæreste som hende. Jeg er ret sikker på at det samme vil ske, når jeg begynder i fremtiden at tale om Aspergers. Ikke hver gang, ikke altid, men det vil ske.

Her er det vigtigt at du holder fast i at eventuelt akavede øjeblikke, såfremt du selv er afklaret, ikke handler om dig, men om den andens uforberedthed på anomali. Har du overskuddet, så brug det på at gøre et andet menneskes syn på hvad der er normalt lidt bredere – hvis de er interesserede. Og du må ikke spørge mig om, hvordan man tyder om et menneske er interesseret. Jeg svarer som regel bare ret åbent på spørgsmål, men siger ingenting, hvis jeg ikke bliver spurgt.

Så min pointe er:

En diagnose ændrer dig ikke på et grundlæggende plan. En diagnose kan ikke bruges til ret meget i sig selv, andet end at give dig et holdepunkt, og måske endda et fællesskab med ligesindede (hvilket til gengæld er et kæmpe plus). Det er lidt det samme som at gå og glæde sig til at blive 18, blive konfirmeret eller for den sags skyld gift. Når røgen har lagt sig er du i bund og grund stadig det samme menneske, blot med lidt ekstra erfaring. Endelig kan en diagnose, alt efter hvilken diagnose vi taler om, betyde at du kan få bevilliget ekstra hjælp til nogle ting, få adgang til den rigtige medicin, der hjælper og så videre. Men du bliver ikke et nyt og anderledes menneske af en diagnose – og heldigvis for det.

Hav en rigtig dejlig dag derude. Sæt tempoet lidt ned og pas godt på hinanden.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *