At lære at leve igen – indlagt i psykiatrien

Facebook
Facebook
Twitter
Visit Us
LINKEDIN
Google+
http://lindavlind.dk/blog-post/at-laere-at-leve-igen-indlagt-i-psykiatrien
EMAIL
RSS
INSTAGRAM

Regnen tegner tykke striber ned af ruderne og slører træerne udenfor til våde fatamorganaer. Et sted lyder en lastbils baksignal og fra fællesrummet trænger der sig svage stemmer ind på værelset, brudstykker af sætninger og ord, der ikke giver mening eller kontekst til mine ører. Efteråret tager sine første skridt, bladene giver roligt op én for én, mens jeg sidder som tilskuer til en verden, der går videre. Den efterlader mig ikke. Jeg bæres med på ryggen af en kamel, mens jeg samler kræfter, indtil jeg bliver stærk nok til at gå selv. Herinde lærer vi at leve livet igen. Vi starter med bare at trække vejret, tager i mod maden og langsomt samler vi kræfter til at tage nogle skridt. Ind i mellem falder vi. Men vi får hjælp til at rejse os, der bliver pustet på hudafskrabninger og igen prøver vi at tage nogle skridt fremad.

Det kan være svært at forestille sig livet på indersiden af disse mure, hvis man da ikke lige selv har været der. Fordomme er der nok af. At være indlagt på en psykiatrisk afdeling. For psykoser. Det må være noget med remme, tvang og kummerlige vilkår. Men virkeligheden er en anden her. Vi er bare syge. I vores tilfælde er det bare vores hoveder og ikke arme, ben eller ryg, der er kilden til vores sygdom. Vi lever så godt vi kan, i det tempo, vi kan klare, hver i sær. For det er der plads og rummelighed til herinde. Vi kan nå at trække vejret.

Det er ikke første gang jeg har været indlagt, men første gang, jeg har set op og set med egne øjne, at der er andre mennesker, der har det ligesom mig. Selvom vi ikke snakker så meget sammen, så forstår vi. Vi dømmer ikke. For vi kender kampen mod eget sind på vores egne kroppe og vi ved at nogle gange er tingene bare uoverkommelige og river tæppet væk under os. Her er der ingen, der med et “høhø” får sagt “Du siger nok ikke så meget, hva’?” For vi véd at der er brug for plads, brug for rum til at tænke og mærke efter. Vi ved at når smerten er hård, så er det svært at rumme andre også. Så derfor siger vi ikke så meget herinde. Der er i virkeligheden heller ikke så meget at forklare, fordi vi instinktivt forstår essensen af hinandens kampe.

Når jeg siger at vi kan nå at trække vejret, så mener jeg også at der er plads til det. Der er ingen, der beder os om at tænke positive tanker, når det er aller sværest, for alle véd at det er hule og nemme ord, der ingen reel virkning har. For når du hænger i med neglene i dit eget liv, så er det andre redskaber, der skal til. En hjælpende, fremstrakt hånd, et reb… ikke én eller anden, der bare står og kigger på fra ti meters afstand og råber “jamen, bare tænk på at det bliver solskin i morgen”!

Der vil være dem, der mener at vi bare skal hurtigst muligt i gang igen og bidrage til samfundet. Og jeg er enig. Men jeg er ikke enig i holdningen om at “det da bare er at tage sig sammen”, hvis dét ikke giver mening, så forestil dig hvad man ville sige til fx. en kræftpatient eller en med anden alvorlig fysisk sygdom. Dem er der ingen, der beder om at tage sig sammen. Dem er der ingen der siger “nå ja, men bare tænk på hvor smukt en årstid det er, så går det nok” til.

Jeg og vi véd at det er velmente ord. Men det er også uovervejede ord og ord, der ender med at gøre rigtig ondt. Mest af alt fordi vi hører dem så tit, at vi uforvarende kan komme til at negligere vores egen sygdom og ende med at hoppe af kamelen før vi er klar, bare for at glæde dem omkring os. Men hopper vi af for tidligt, risikerer vi at knække helt.

Det klogeste ord, jeg har mødt, omkring min psykiske sygdom er som følger: “Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige. Men det gør mig utrolig ondt, at du har det så skidt”. For kære medmennesker, I behøver ikke at vide hvad I skal sige eller gøre. Det der er vigtigt er at I står ved vores side og holder en hånd i ryggen på os, når vi føler vi er ved at falde. Det der er vigtigt er at vi får lov til at hele vores sår. Hvis I er i tvivl om hvorvidt vi vil have et kram… så spørg.

Livet som psykiatrisk patient er skåret ned til det mest nødvendige. Måltider er tidsbestemte. Der er daglige, lette aktiviteter, der udover at holde os i gang, også træner os til når vi en gang skal ud og møde verden igen. Mange raske mennesker ville formodentlig kede sig herinde. Men for os er det nok. For os kan en ekstra lægesamtale eller en ekstra opgave være det, der vælter korthuset. Vi er ramt på vores strukturfornemmelse, vores overblik, vores overskud, vores evne til at tolke omverden, vores koncentration. Der er lange, dybe flænger i vores sind, som gør at det, der for raske mennesker er nemt, bliver næsten uoverkommeligt for os.

Men vi har et dedikeret personale til at hjælpe og støtte os. De spørger om vi har husket at spise frokost, de tjekker op på os på vores værelser, om vi er okay. De tager vigtige snakke med os omkring vores dybe flænger i sindet. De hjælper med at foretage opkald, når det bliver for svært. De hjælper med at finde ro, når tæppet pludselig forsvinder under vores fødder. Ganske langsomt hjælper de med til at bygge os op igen i samspil med de pårørende, der nu går med ind i det. Der er pårørende samtaler og kurser, hvilket – tror jeg – er ret nyt i psykiatrien, for det mindes jeg ikke for nogle år tilbage at der var noget, der rigtig hed, medmindre det var private initiativer. Men jeg kan tage fejl.

Jeg er ved at finde mig til rette i mine nye omgivelser. Jeg er stabil nok til at jeg må komme hjem på weekend i halvandet døgn, godt garderet med telefonlivliner, hvis jeg skulle få det skidt. Og jeg er samtidig så ustabil at jeg er nervøs for om det går godt, om jeg får en nedtur… ikke fordi jeg har tvivl om, hvorvidt jeg skal komme igennem. Men mest af alt fordi jeg jo håber på at det kun bliver godt, så jeg kan få så meget som muligt ud af weekenden og rigtig nyde det. Kamelen står stille og jeg prøver at stå lidt på jorden og mærke hvordan det føles, før jeg sætter mig op igen.

Vi lærer at leve igen i en del af sundhedsområdet, der har været nedprioriteret længe, men med et personale – fra elever til overlæger – der gør det absolut bedste de kan, med de vilkår de har. Kunne det være bedre? Ja, det kunne det nok. Man kan savne tid med personale, med fagpersoner, til at vende tanker med – tanker, der skal tjene til at hele flængerne i sindet. Man kan savne en overgang, fra indlæggelse til udskrivning, der er mere forberedende, så man forhindrer at udskrevne patienter går ned med flaget.

Derfor håber jeg at der fremadrettet vil være et større fokus – i sær politisk – på et område, hvor flere og flere får brug for hjælp. Jeg håber at der vil blive arbejdet mere forebyggende på arbejdsmarkedet, i samfundet, så vi kan undgå at flere og flere får brug for hjælp. For ingen ønsker reelt at være her. Vi er her, fordi vi har brug for det. Men allerhelst vil vi bare gerne kunne fungere i livet og deltage i samfundet og på arbejdsmarkedet. Vi er her for at få det bedre og fordi vi ønsker et liv, der svarer til vores raske medmenneskers. Vi bliver måske aldrig dem, der har to biler og tager på ferie hvert år. Men det er også okay. For vi lærer at leve, skridt for skridt, og at leve er noget andet og mere end materielle goder.

God weekend til alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *