At turde at bede om hjælp

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

 

Ude i min gang på hoveddøren hænger der et skilt, som jeg fik af min svigerinde. Skiltet har teksten “What doesn’t kill us makes us stronger”. Og selv om teksten lidt er blevet en kliché, så har den rigtig meget sandhed i sig. For når vi får modet til at gøre de svære ting, så bliver vi lidt stærkere end før, lidt mere erfarne og lidt mere modige. 

I dag skal det handle om hjælp. Om at turde at bede om den. Om hvor svært det kan være at bede om hjælp. Og hvorfor det kan være svært at bede om hjælp. Lige præcis dette fylder rigtig meget i mit hoved i disse dage, fordi jeg, som jeg også har skrevet om i de seneste indlæg “Ensomheden er den værste fjende” og “Det kære elevatorliv”, har fundet mig selv med fødderne pladask nede i hjælpepotten. For mig, og for mange andre, er det et rigtigt svært sted at være. For det er jo bedst at kunne klare det hele selv. Eller er det?

Der skete det at jeg med “Ensomheden er den værste fjende” triggede nogle handlinger og nogle følelser, som jeg ikke var mentalt klar til. Reaktionen blev lange nætter uden søvn, fordi jeg var bange for alle de mareridt, der var hver gang jeg sov. Jeg gik helt i sort, da jeg lavede en måling at min krop, for at se, hvad medicin og BED’en havde gjort ved mig, med den intention at nu var jeg overskudsagtigt klar til at genvinde min krop og lægge arbejdet i det. Jeg var imidlertid ikke klar til at se tallene sort på hvidt. Og jeg crashede. Kulminerende med en utrøstelig og næsten ustoppelig tudetur af et sammenbrud onsdag aften.

Til mit held havde jeg i forvejen en tid torsdag  morgen hos min læge angående opfølgning på medicin og efter snak med kæresten onsdag aften, var det klart for mig, at tiden var kommet til at bede om hjælp. Jeg havde forinden været klar over at jeg var begyndt at komme ud, hvor jeg ikke kunne bunde ved egen hjælp, men sammenbruddet gjorde det klart, at det kun kunne gå for langsomt.

Så jeg gik til bekendelse hos min læge, fortalte om alle mine tanker, om begyndende selvskade, måtte vise mine skader frem, hvilket var ret grænseoverskridende. Jeg græd lidt mere og fik fremstammet at jeg gerne ville have en henvisning til noget psykologhjælp eller en psykiater. Og hun tøvede ikke med at tage i mod min fremstrakte hånd og satte øjeblikkeligt en henvisning i gang. Da jeg kom hjem, kunne jeg mærke at det ikke var nok. Jeg var ikke i en tilstand, hvor jeg kunne vente på at blive indkaldt på et nærmere udefineret tidspunkt. Så efter en god lur – uden mareridt i øvrigt – satte jeg mig til LMS’ chatrådgivning uden at vide hvad jeg skulle skrive. Jeg vidste bare at jeg havde brug for at gøre ét eller andet. Her fik jeg også lidt hjælp til hvordan jeg kunne bruge en individuel samtale til at tage hånd om de værste tanker indtil jeg fik henvisningen igennem. Og jeg græd lidt mere. Men har til gengæld haft den bedste nattesøvn i halvanden uge, så dét tager jeg som et stort wake up call. Men det fik mig også til at tænke over alt det her med at bede om hjælp og turde sige tingene højt.

For jeg er ikke den eneste i verden, for hvem det er grænseoverskridende at bede om hjælp. Desværre, ret langt fra den eneste. Og for at være min egen djævels advokat, så forstår jeg faktisk ikke, hvorfor det er sådan. Og så alligevel gør jeg, fordi jeg jo kender det på min egen krop. Men hvis jeg skal være pinligt rationel, så har jeg langt oftere mødt forståelse og hjælp, når jeg endelig har fået modet til at bede om den, end jeg har mødt afslag. Alligevel er angsten for at møde afslag så dominerende at jeg ofte undlader at række min hånd ud.

At bede om hjælp er en erkendelse af at der er noget, man ikke kan klare selv. Og i et psykisk sårbart sind kan det meget hurtigt blive til en følelse af at være svag. Det kan det for alle mennesker, hvis omstændighederne taler for det. Selv den mest robuste kan opleve at det kan være svært at række hånden ud. Man kan stå foran en forfremmelse og vil det at bede om hjælp så sætte én i et dårligt lys? Man kan stå med rod i familien og opleve at man har brug for hjælp, men undlader at bede om den, fordi de andre har nok at tænke på. Jeg tror på at alle mennesker før eller siden finder sig selv i en situation, hvor de mærker på egen krop, at hjælpen er svær at bede om.

Men for nogle af os er det et gentagent livsvilkår, der skal lægges arm med ofte. Og det øger rent logisk set risikoen for at blive mødt med afslag, i sær hvis det er det samme menneske, man beder om hjælp fra. For vi er jo også nødt til at se det fra den andens synspunkt, fra den, der bliver bedt om hjælp. Dén person har jo også nogle personlige grænser og et personligt overskud, som vedkommende er nødt til at tage hånd om og vare på selv. Og det er her, jeg tror at man som psykisk sårbar kan være ekstra udsat, netop fordi det personlige netværk ofte ikke er ret stort og måske er det kun én eller to mennesker, man tør at betro sig til. Og det kan være svært og til tider udslagsgivende, hvis man så mødes med et afslag, uanset hvor velbegrundet og rationelt, dét afslag er. Så ofte fravælger vi at bede om den – i hvert fald direkte. For når vi beder om hjælp, bliver vi ekstra sårbare som mennesker. Vi åbner os faktisk rigtig meget for hinanden, når vi beder om hjælp. Og det kan være svært at lade være med at tage det personligt, hvis afslaget så kommer.

Min pointe er: bed om den alligevel. Hvis ikke til de nærmeste, fordi de har været brugt meget, så bed om den overfor din læge, din behandler eller de mange støttegrupper, der findes rundt omkring i landet. Selv om jeg ikke vidste hvad jeg skulle skrive i chatten med LMS, så gav min unavngivne rådgiver mig et godt råd; nemlig at kontakte telefonrådgivningen på mandag for at sætte et møde op til en individuel samtale. Jeg havde ikke modet til det forinden, men jeg ved nu, efter chatten, at jeg på mandag, når deres telefoner åbner igen, vil ringe alligevel. Fordi min rådgiver på chatten indirekte fik givet mig invitationen til det og dermed også gjorde det mindre grænseoverskridende for mig at få ringet. Jeg ville ikke have ringet på egen hånd. Og sådan skal man nogen gange ad en omvej, for at få bedt om hjælpen – og det er okay. Det er ikke særlig effektivt, men det er okay.

Og rigtig mange steder, der arbejder med psykisk sårbarhed, har netop en eller flere muligheder for at tilbyde rådgivning og støtte. Tjek gerne min linkside for muligheder, der kommer løbende flere gode organisationer på. Der er adskillige facebook grupper der er oprettet til specifikke diagnoser, hvor ligesindede kan dele bekymringer og sejre. Hvor man hjælper hinanden, så langt overskuddet nu rækker. Og hvor man med tiden, når man får lidt overskud selv, kan give et godt råd eller bare en tanke og en støtte til et menneske, der står et sted man selv har stået. Selv er jeg med i et par danske Aspergergrupper, hvor bare det at læse om andre, der slås med de samme ting, at se sort på hvidt at man ikke er alene, kan være en hjælp i sig selv.

Jeg oplever at der er kommet meget mere fokus på det at bede om hjælp og at være der for hinanden. Se bare i reklameblokkene, hvor for eksempel forsikringsselskaber bruger det som mantra og slogan. Hvor der er sket et skifte fra at sælge tryghed i hverdagen til den enkelte til at have fokus på de ting, vi gør for hinanden. Og det er et godt skifte; jeg ved godt at det i sidste ende bare handler om at sælge et produkt, men dét produkt kunne sælges på mange andre måder. Jeg er salgsuddannet, så jeg kender mulighederne, men ved samtidig også hvorfor de vælger at slå på netop det emne. For det handler om at sælge varer i sidste ende. Men samtidig vælger det enkelt firma også at sende et budskab, de vælger at tage stilling til en problematik og noget der er almenmenneskeligt svært. Det er dét der sælger produktet, men det er også det, der kan få nogle til at nå en vigtig erkendelse: “Hey, måske er jeg ikke helt alene om det her”. Og dén erkendelse er i mine øjne så utrolig vigtig.

For når man når den erkendelse inderst inde, at man ikke er det første eller sidste menneske i verden, der har brug for hjælp, så bliver skridtet til faktisk at bede om hjælp lidt lettere tilgængeligt. Nemt, nej – men lettere – ja. Og det er fløjtende ligegyldigt om den erkendelse kommer fra en reklame, fra en chatrådgiver eller fra en snak med sin mor. Det vigtige er at nå den erkendelse. At man har brug for hjælp. For først der kan man begynde at arbejde med modet til at få det gjort. Først dér kan man begynde at lægge de første sten til en forandringens sti.

Sommetider ved vi ikke, hvor vi skal bede om hjælp. Og så kan det blive rigtig svært at bede om det. Men så har jeg et lille fif, som er indlysende, men som man godt kan glemme (det gør jeg selv i ny og næ): nemlig at bede om hjælp til at finde ud af hvor man kan bede om den hjælp, man har brug for.

Jeg oplever det i de grupper, jeg er med i på Facebook, med jævne mellemrum faktisk. At der er en, der smider et indlæg op om om der er nogen der ved noget om det og det, hvor man kan få hjælp til det og det og så videre. Og der er som regel nogen, der kan komme med, om ikke et svar, så et kvalificeret bud. Måske sidder der oven i købet et andet menneske og læser, der har netop de ressourcer til rådighed.

Jeg vil gerne bruge lidt af mit indlæg til at fortælle om en artikel, som jeg stødte på forleden dag. Artiklen kan du finde her. Overskriften er “Er du dårlig til at bede om hjælp?” og handler selvfølgelig om dette emne og er skrevet af Annette Aggerbeck og udgivet første gang i januar 2017. Artiklen fortæller lidt om hvorfor det kan være svært at bede om hjælp og hvad det er i vores kultur, der kan lægge hindringer i vejen for os. Jeg vil klart anbefale artiklen som supplement til mit indlæg, også fordi der er nogle gode links videre til emner som at tage imod støtte fra andre og om at være mentalt robust.

Men i artiklen var der noget, der virkelig rørte mig personligt og det er i sær dét, jeg gerne vil dele med jer. Det er psykoterapeut Henriette Boysen, der fortæller om hvor meget og hvor lidt hjælp man kan forvente og hun siger dette:

“Du kan nok ikke forvente, at en bekendt står til rådighed ved en af dine livskriser, men snarere at en gammel veninde gør det. Når det er sagt, kan man nogle gange blive overrasket og opdage, at man får et tættere forhold til nogen, som man ikke havde regnet med ville stille op for en…”

Og jeg bliver nødt til at sige: det er virkelig virkelig en ret god pointe, hun kommer med her. Jeg har gennem mange år haft et dysfunktionelt forhold til min far. Vi skrev sammen til jul og fødseldage og nogle gange end ikke det. Og jeg tror faktisk at vi begge har savnet kontakten, men ikke helt vidst hvordan vi skulle tage hul på det. Derfor var det også med bævende hjerte at jeg fik fortalt ham, at jeg var blevet indlagt i psykiatrien. For jeg anede ikke om han ville forstå, jeg anede ikke hvad svaret ville være og om der bare ville være tavshed. Men det viste sig at den hånd, jeg meget bævende rakte frem, blev startskuddet til mange omsorgsopkald fra ham og jeg har de sidste to måneder snakket mere med min far, end jeg har gjort i nok fem år, hvis ikke mere. Og jeg sidder og får glade tårer i øjnene, mens jeg skriver dette, for selvom der stadig skal arbejdes for det, så føler jeg virkelig at jeg har fået en gave. Jeg ved ikke rationelt hvorfor jeg ikke havde regnet med det, måske fordi det var gledet ud i sandet så mange gange før, men for mig var det præcis som Henritte Boysen fortæller det; jeg fik et tættere forhold til én, jeg ikke havde regnet med ville stille op, men som faktisk gjorde det.

Jeg har det rigtig stramt med at tale i telefon med folk, uanset hvem de er. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få startet, holdt samtalen ved lige og i sidste ende afslutte – og det gør at jeg ofte ikke får ringet op selv. Og det er derfor at jeg stadig skal arbejde på min del af den superdejlige vending, forholdet har taget. Jeg ved at jeg er oppe og slås med min Asperger, fordi det meget handler om at jeg ikke kan aflæse situationen under en telefonsamtale, men forskellen er også at jeg nu ved, hvor det kommer fra. Hvad årsagen er. Hvilket leder tilbage til det vigtige begreb fra før: erkendelse.

Man er nødt til at have en eller anden form for erkendelse, før man kan række hånden ud. Men det er også min overbevisning at når man så gør det, rækker hånden ud, så åbner man også op for –  ikke bare hjælp – men uventede gaver.

Og det er derfor, hvis du har brug for hjælp og sidder og får argumenteret overfor dig selv for alle de grunde der er til ikke at bede om den, at jeg vil sige til dig: gør det alligevel. Tag femten eller hundrede dybe vejrtrækninger, græd, vrid dig; men gør det alligevel. Hvis du ikke ved hvor, du skal bede om den; så bed om hjælp til at finde rette sted. Hvis du ved hvor du skal bede om hjælp, men ikke tør, så bed om hjælpen alligevel ved at fortælle at du er bange for det – men gør det alligevel. For folk er mennesker og følelser omkring det at bede om hjælp er almenmenneskelige – og folk vil forstå at det er svært og de vil – hvis de på nogen måde er værd at have i dit liv – tage hensyn til det.

Og i sidste ende, så gør det dig stærkere. Det er med bittesmå skridt hver gang, men de små skridt er bedre end ingen skridt. Og uanset responsen på din fremstrakte hånd, så kan du altid tage noget erfaring med dig. Du kan vinde et tættere forhold til et andet menneske, du kan vide om dig selv at du har evnen til det – hvilket gør næste gang lettere. Så spring ud i det.

Har du en solstrålehistorie om at bede om hjælp, der kan være en inspiration for andre, eller gode råd til hvordan man bygger modet op til at turde at bede om hjælp, så del det gerne i kommentarfeltet.

Hav en rigtig skøn og dejlig dag derude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *