Det kære elevatorliv – op og nedture som psykisk sårbar

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

 

Man behøver ikke at være psykisk sårbar, for at vide at livet rummer op- så vel som nedture. Det ved de fleste mennesker. Den store forskel ligger i hvor mange ressourcer, det enkelte menneske har til at håndtere de uundgåelige livsvilkår.

Der har indtil i dag været lidt stille på min blog de sidste dage, hvilket skyldes at jeg har taget et styrtdyk i humøret, til en grad hvor jeg overvejer om jeg igen burde hive fat i Psykiatrien og bede om hjælp.

Jeg har skrevet min historie om atypisk spiseforstyrrelse til Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS), som er blevet delt på deres facebookside og det har genereret ret meget trafik på min hjemmeside. Ikke bare på selve blogindlægget, men også på mine andre indlæg. Og det er skønt. Det er skønt at se de mange “synes godt om” og det betyder at mit primære mål om at nedbryde tabu omkring psykisk sårbarhed og psykisk sygdom har haft optur de sidste dage. Jeg har skrevet en boganmeldelse af Dødevaskeren, som også bliver læst af mange. Så set ud fra et bloggerperspektivog ud fra min passion for at skrive, så burde jeg jo have optur, ikke?

Men sådan, så enkelt, er livet og virkeligheden ikke helt skruet sammen. Livet er ikke et IKEA møbel.

Jeg skrev om atypisk spiseforstyrrelse og jeg foretog derefter nogle mål af min krop, bare for at se hvad min medicinering og BED periode indtil videre havde forårsaget af skader. Og mine kropsmål var øredøvende nedslående. Jeg var godt klar over at der skulle forandringer til, men hvor mange ekstra cm der var røget på, havde jeg ikke noget fast begreb om – indtil for få dage siden. Og set i bakspejlet, tror jeg ikke at jeg var klar til dén erkendelse. Set i bakspejlet burde jeg måske have ventet til de mest sultfremkaldende medicintyper var afviklet og ude af mit system. Resultatet blev en voldsom nedad eskalerende reaktion, der tog mig adskillige skridt tilbage i den langsomme forbedring, jeg havde oplevet.

Og det er her forskellen mellem “normale” mennesker og mennesker med psykisk sårbarhed ligger: evnen til at håndtere modgang. Jeg vil ikke sige at psykisk sårbare er ressourcesvage, for at leve med sin sårbarhed og leve med psykisk sygdom – eller sygdom i det hele taget – kræver i sig selv enorme ressourcer. Og man kan ikke gøre sig begreb om hvor meget styrke det kræver at stå ud af sengen hver eneste morgen, velvidende at man skal kæmpe lige så indædt som dagen før, velvidende at kampen nok aldrig slutter helt – man kan ikke gøre sig begreb om dette, medmindre man selv står, eller har stået i det. De fleste mennesker oplever perioder i livet, hvor det ér sådan. Forskellen ligger i at for nogle mennesker er der ikke udsigt til bedre tider – ikke sådan for alvor. For psykisk sårbare og psykisk syge er dén kamp et grundlæggende livsvilkår.

Så derfor skulle man måske tro at man som psykisk sårbar var bedre klædt på til at håndtere når livets elevator pludselig bevæger sig endnu længere ned. Og det ér man på sin vis også – for man er på en helt anden måde bevidst om egne overlevelsesstrategier, såsom i mit tilfælde at skrive det ud af systemet, hvilket er årsagen til at jeg i dag har udgivet tre blogindlæg og ikke bare ét. Udover denne, har jeg skrevet to boganmeldelser. En anmeldelse af Min notesbog fra Politikens Forlag og en anmeldelse af Mit Haveår fra Haveselvskabet/Turbine.

Jeg er af adskillige psykologer, psykiatere og nære mennesker i mit liv blevet beskrevet som én, der er enormt selvbevidst og én, der formår at sætte ord på de svære ting og som formår at kæmpe sig ud af kriser. Nogle gange tænker jeg at det er lige før at jeg er min egen psykolog.

Men det er et tveægget knivsblad, for med den større selvbevidsthed og jo større evne til at analysere mine op- og nedture, kommer også større selvbebrejdning for ikke at kunne styre den – pardon my French – skide elevator bedre. Jeg får fortalt mig selv at “jeg om nogen burde vide at kunne styre udenom”. Jeg burde vide bedre, jeg burde kende knapperne i elevatoren godt nok til at vide at dem med et minus foran, tager mig sublevel, under kælderniveau. Så hvorfor får jeg trykket på dem? Hvorfor er vi som psykisk sårbare og syge så gode til at komme til at ramme de forkerte knapper med alle de bedste hensigter?

Nogle gange er det fordi det ikke er os selv, der trykker på knapperne. Nogle gange er det fordi en usynlig elevatormekaniker får byttet om på knapperne.

Da jeg skrev om min atypiske spiseforstyrrelse, var det med dén intention at få fortalt at spiseforstyrrelse handler om andet end at veje 36 kilo og sulte sig selv. Jeg målte min krop med den intention og formodning at jeg var klar til at tage det næste skridt i min recovery, at genvinde min egen krop. Men i den proces, kom jeg også uforvarende til at trykke på en anden knap i elevatoren, der tog mig langt under kælderniveau og i stedet gjorde at jeg mistede herredømmet. Jeg kom ganske enkelt til at trigge mit eget selvbillede, mit eget selvhad og min egen følelse af utilstrækkelighed.  Måske var de konkrete kropsmål med til at synliggøre hvor langt ned jeg var kommet og dermed også hvor langt der var igen.

For de fleste med psykisk sårbarhed og psykisk sygdom arbejder hele tiden imod et tikkende ur. I mit tilfælde er der en øvre grænse for hvor længe mine sygedagpenge fortsætter og det betyder at fremtiden rent økonomisk er enormt usikker. Og at se mine kropsmål synliggjorde for mig at der er lang vej endnu – og måske længere end min sygedagpengeperiode tillader. Det satte gang i en masse tanker om, hvad der så skal ske, hvordan skal vi overleve uden at blive sat på gaden og så videre. Og det er jeg, i kraft af min Asperger, meget dårlig til at håndtere. Jeg kan ganske enkelt ikke i mit sind administrere usikkerheder og manglende facit i livet. Jeg kan bedst lide at tingene kører som farveinddelte perler på en snor og hvis der pludselig er en rød perle blandt de blå, eller der mangler en perle eller er for mange, så kortslutter mit system. Jeg går i panik og begynder at trykke febrilsk på knapperne i elevatoren, fordi jeg bare skal væk fra den etage, jeg er på. Og nogle gange betyder det at man kommer til en etage, hvor der er endnu mere kaos end det man kom fra.

Så hvad skete der helt konkret, de sidste par dage? Udadtil er det ret simpelt; min atypiske spiseforstyrrelse, min BED periode, slog ganske enkelt over meget aktive anorektiske tanker. Ikke forstået på den måde at jeg ikke spiser, men forstået på den måde at jeg kom til at skrue op for den anorektiske stemme inde i mit hoved og dén stemme er meget konsekvent og ubønhørlig. Selvskade blev min straf for ikke at kunne styre mit kalorieindtag, for selv-bodyshaming og i sidste ende blev selvskade min straf for at være selvskadende. Jeg har haft tilstrækkelig mange ture i det spiseforstyrrede univers til at vide at min spiseforstyrrelse mere handler om kontrol og søgen efter kontrol, end det egentlig handler om mad og udseende. I kølvandet på dén erkendelse, at jeg var havnet i en ny nedadgående spiral, kom trætheden.

Jeg skrev før at jeg ikke mente at psykisk sårbare er ressourcesvage, alene fordi den daglige kamp er ressourcekrævende i sig selv. Måske er det bedre at kalde det ressourceudfordret. Fordi selv den bedste kriger løber tør for kræfter, når modstandere kommer fra flere sider på én gang.

Og det er dér, jeg står og som mange psykisk sårbare og psykisk syge står jævnligt. Vi er gode krigere, vi har mange ressourcer, men nogle gange løber vi også bare tør for kræfter, fordi vi kæmper en kamp på daglig basis. Nogle gange må man sænke sværdet og paraderne og lade sig overmande, ikke fordi man har lyst, men fordi kræfterne slipper op.

Mit vigtigste budskab til folk, der sidder derude og føler sig overmandet og trætte af at kæmpe er nok, at bare fordi man sænker sværdet, betyder det ikke at man har overgivet sig. Det betyder bare at man giver sig selv lov til at blive taget til fange, for at genvinde kræfterne – for igen at tage kampen op, når man har fulde liv på spillerkontoen igen.

Jeg minder mig selv om i disse dage, at nogle gange er man nødt til at komme ned under kælderniveau før man kan få adgang til at komme en etage op. Det kan også siges på en mindre billedlig facon; det skal blive værre før det bliver bedre. Det er altid mørkest lige før daggry.

Det jeg selv har lært at mit nylige mentale dyk er, at det her er for stort til at jeg kan nøjes med en månedlig samtale med min læge. Jeg har lært at min kampstrategi ikke kan holde mine modstandere væk. Jeg har lært et par knapper mere at kende i elevatoren.

For ligesom opture, er nedture også tveæggede knivsblade; der er altid en ekstra viden, noget mere erfaring at tage med sig til fremtidige kampe. Og det er lige præcis derfor, jeg ikke ser mennesker med psykisk sygdom og sårbarhed som ressourcesvage og hvorfor jeg til enhver tid vil argumentere mod den overbevisning. For jeg mener faktisk at vi i kraft af vores kampe netop er ressourcestærke – vi har bare for mange modstandere at kæmpe i mod, hvilket gør os ressourceudfordrede.

Og bare en tanke her til slut; tænk på hvor mange ressourcer, der kunne frigives hvis vi var i et system, der kæmpede sammen med os, som havde vores rygge, fremfor at stå udenfor og se på, analysere vores kampresultater og pege fingre.

Det er bare en tanke.

Jeg er ikke selv vildt bekymret for min nylige nedadgående udvikling. Jeg er træt af at kæmpe, jeg har måttet sænke sværdet, jeg ved at den næste tid bliver udfordrende og svær og udefra såvel som indefra vil se håbløs ud til tider.

Men jeg ved også at der med enhver nedtur også kommer en optur. Jeg markerer og noterer mig de knapper, jeg er kommet til at trykke på, så jeg forhåbentlig ikke trykker på dem igen en anden gang. Jeg lærer.

Og helt ærligt; er det ikke i bund og grund det, livets elevatorture handler om, uanset om man er psykisk sårbar eller ej: at lære og blive klogere på livet selv.

Hav en rigtig dejlig dag derude.

På min linkside har jeg reserveret plads til links til private hjemmesider og blogs, så hvis du er indehaver af en sådan, der handler om f.eks. psykisk sårbarhed og kunne tænke dig at få bredt budskabet lidt ud, så skal du være velkommen til at sende mig en præsentationsmail på ll@lindavlind.dk. Jeg forbeholder mig ret til at afvise en anmodning og slette et link, hvis jeg bliver opmærksom på stødende indhold på den pågældende side. 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.