En af de dage

Det var meningen at jeg i dag skulle have skrevet om en rigtig god kronik i Jyllands-Posten omkring indsatsen i jobcentrene overfor langtidssygemeldte. Jeg ville også gerne have givet en anmeldelse af facebookforedrag om angst fra Psykiatrifonden. Men jeg har en af de dage.

En af de dage, hvor hovedet ikke er min ven. En af de dage, hvor jeg har lyst til at skrige og tude, men der er lukket for vandet. En af de dage, hvor verden kryber insisterende ind under min hud. Hvor der har været for mange mennesker. Hvor medicinens bivirkninger indtager scenen og vrider min hjerne rundt.

Jeg har skærmet mig bag iPad og musik i ørene. Det tager det værste. Men rastløsheden breder sig inden i. Jeg vil gerne række ud, men ved ikke hvordan. Det er som om jeg har glemt ordene og lige når jeg tror at jeg har dem, forsvinder de og min hjerne fortæller mig at jeg ikke skal, at jeg har brug for at være alene. Og det er muligt den har ret. Min psykiater siger at ambivalens er et af de gennemgående træk, måske dette er ambivalens; at ville række ud til andre og ville være alene. For hvordan skal jeg bede dem forstå noget, jeg knap nok selv forstår?

På dage som disse vokser de mørke tanker. Tanker om skade, tanker om at forsvinde. På dage som disse kæmper jeg hårdere end de fleste formår at begribe. På dage som disse ser de en nedtrykt kvinde, måske et par af mine ticks trænger igennem. De har ingen anelse om hvad der foregår indeni.

Jeg har presset mig selv for hårdt i dag. Har været på arbejde i tre timer på min deltidssygemelding, fik lyst til at potter mine agurkespirer om, og manglede lecakugler. Impulsivt fik jeg lyst til at tage i IKEA, hvis ellers aldrig sker. Så det gjorde jeg. Købte ind til ompotning. Men allerede i IKEA begyndte det at gå galt. Det var ikke fordi der skete noget dramatisk. Mit hoved forsvandt ligesom bare et andet sted hen. Jeg følte mig i trance, som om jeg gik i min egen boble og andre ikke kunne se mig. I bussen hjem kunne jeg ikke finde ro, jeg var udmattet til knoglerne og tænkte hele tiden på ting som “hvad nu hvis jeg ikke har kræfter til at komme hjem”, “hvad nu hvis jeg besvimer”, “hvorfor banker mit hjerte så hurtigt?” og “træk vejret, husk at trække vejret”.

Da jeg nåede hjem begyndte jeg at potte om, mest fordi at nu var jeg nået så langt. Men jeg burde nok have udskudt det til i morgen og fundet sofaen i stedet. Det er altid nemt at være fucking bagklog. Ikke desto mindre, jeg pressede mig selv for hårdt. Og oveni reaktioner og symptomer, er jeg vred over at jeg ikke kan tage på en spontan og egentlig hurtig tur uden at dagen vælter.

Jeg lukker for nu.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.