Ensomheden er den værste fjende – om atypisk spiseforstyrrelse

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

(for English click here)

I dag skal det ikke handle om rygestop, planter, stress, depression eller Asperger. I dag skal det handle om noget jeg ikke skriver om særlig tit, men som er en stor del af min hverdag – ja, af alle mine vågne timer på en dag. Jeg er blevet inspireret af et opslag på Facebook, hvor Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade efterlyser flere historier fra dem, der ikke lige er unge anorektikere.

Og jeg brugte et par timer, hvor det kørte i hovedet på mig, for det er enormt grænseoverskridende at fortælle om det, måske netop fordi jeg/man ikke lige passer ind i en firkantet boks. Og jeg/man kan være bange for omverdens reaktion, fordi man jo ikke er “rigtigt” syg, når man ikke vejer 36 kilo og sulter sig selv. Måske er det derfor historierne mangler. Men i sidste ende slog det mig at det at historierne mangler, måske netop er grunden til at de mangler. Fordi vi i ensomheden tror det er os, der er forkert. Så  – bladet fra munden, eller hvad man nu siger: i dag vil jeg fortælle om hvad spiseforstyrrelse er for mig, hvad den gør og hvad det betyder på dagligt basis.

Jeg er som bekendt for nyligt diagnosticeret med Aspergers Syndrom og et af de punkter, hvor jeg i det skjulte kunne genkende mig selv, er de mange afsnit om komorbide lidelser, hvoraf bl.a. selvskade, depression – og spiseforstyrrelse er blandt mulighederne.

Jeg er ikke den “type” person med spiseforstyrrelse, du hører mest om. Derfor er det også svært at tale højt om og jeg tror faktisk at alle i min egen familie tænker at spiseforstyrrelse “det var det, jeg havde i gymnasiet, da jeg sultede mig selv”. For jeg taler ikke om det. Det er pinligt og jeg skammer mig og jeg kan slet ikke overskue at skulle forklare, hvordan en spiseforstyrrelse også kan se ud.

Lad os starte med i går. I går havde jeg en lille sejr. Jeg var i stand til at stoppe mig selv fra at spise en overflødig portion til aftensmaden. Det er ikke tit, det sker. At være i stand til at sige nej til mad. Selv lige nu, mens jeg skriver, kredser mine tanker om noget at putte i munden. Det er derfor, jeg har lakridspastiller liggende. De skulle gerne hjælpe med at fravælge chokolade og kage i løbet af dagen. Og nogle gange lykkes det også. Ofte gør det ikke.

Hvornår mine tanker om min egen krop og om mad blev sygeligt er svært at sætte en finger på. Men spiseforstyrrelse kom første gang rigtigt til udtryk i min gymnasietid i form af en anorektisk periode på halvandet år. Her talte jeg kalorier, ikke bare på sjussebasis, men vejede al mad ned til enkelt gram og regnede det præcise kalorieindtag ud. Jeg førte skemaer, diagrammer og grafer over vægtnedgangen,, over kalorieforløbet, måltider, antal minutter i aktivitet, om det var siddende, gående, stående eller løb – for man forbrænder forskelligt alt efter hvad man beskæftiger sig med – og jeg talte minutterne og i den værste tid var jeg nede og regne i sekunder. Det siger næsten sig selv at jeg i den periode havde et ret højt fravær – min spiseforstyrrelse var mit et og alt.

Jeg blev hjulpet ud af anoreksien af en lærer, der ofte brugte tid på at tale med mig, ikke kun om spiseforstyrrelse, men om livet, om opture og nedture og hvordan vi mennesker kan håndtere disse. Jeg forstod at jeg ville leve, så jeg vendte alle mine grafer og diagrammer på hovedet og begyndte at holde nøje øje med humør, at nå en vis mængde kalorier på en dag, være mindre aktiv osv. Og rigtig mange vil sige i dag at det var et langt, men sejt træk og “hvor var jeg stærk”, for at kunne hive mig selv ud af en spiseforstyrrelse, der var så omfattende.

Problemet er bare at den aldrig forlod mig. Kun lige indtil jeg igen sultede mig selv, men nu mere i det skjulte – for jeg havde faktisk lært at folk ville forhindre det og tvinge mig til at spise. Og kom jeg først i gang med at spise rigtigt, havde jeg svært ved at stoppe. Jeg søgte ikke hjælp, for jeg syntes det var for pinligt. Og jeg havde ikke lyst til at dø, så jeg sultede mig selv til et vist punkt og så kæmpede jeg for at genvinde kiloene. Men uanset hvad jeg vejede, var min krop forkert, jeg var forkert.

Hvis jeg skal fastsætte et tidspunkt, så startede min tid som BED’er under en stress sygemelding, hvor jeg trøstespiste indtil jeg mistede kontrollen over kalorieindtagene. Jeg kunne meget aktivt fortælle mig selv at nok var nok, men pludselig stod jeg alligevel med en kage i hånden. Og jeg spiste den ikke. Jeg slugte den, som om jeg ikke havde spist i en uge.

Men “uofficielt” så er det med BED, som det er med anoreksien; det er svært at sætte en finger på, hvornår det gik fra normalt til unormalt til sygeligt. Jeg havde perioder tidligere end dén stress sygemelding, hvor jeg mistede kontrollen over mit indtag og kunne simpelthen ikke sige fra.

I dag har jeg forstået at jeg er en blanding, det der også kaldes atypisk spiseforstyrrelse. Udtrykket er BED, overspisning, men jeg tænker som anorektiker. Har skyldfølelse over hver eneste kalorie, jeg indtager, kontrollerer faktisk også kalorier på alt, der kommer i kurven, når jeg handler. Jeg kan stå længe foran spejlet og studere de ting, jeg er utilfreds med. Men jeg kan sluge de ting, jeg spiser, som om jeg ikke har spist i en uge. Og måske har det altid været en atypisk spiseforstyrrelse. Fælles for hele forløbet er at jeg aldrig har fået professionel hjælp. Jeg har været stærkt selvregulerende med en pendulvægt til følge.

Jeg er bange for at gå på slankekur, for jeg er bange for at det tager overhånd. Jeg er bange for at spise for meget for længe, fordi dét også tager overhånd og kan blive livstruende. I bund og grund er jeg bange for mig selv.

Man kan som sagt ikke se på mig at jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg fortæller sjældent om den, fordi jeg så skal til at forklare, hvorfor jeg spiser. For folk tror at spiseforstyrrelse handler om at sulte eller stikke en finger i halsen.

For mig handler det om, hvad der foregår på tankeplan.
Det handler om at uanset hvad jeg gør i forhold til mad, er det ikke godt nok. Det er altid forkert, det jeg gør. Udtrykket er som sagt lige nu BED, men det kan meget hurtigt slå over i anoreksi.
Det handler om at næsten hver eneste vågne time er mine tanker beskæftiget med mad, med kalorier og med hvordan jeg ser ud og med at jeg skal blive bedre til at styre mig.

Det handler om at se på andre mennesker og misunde dem deres ubekymrede adfærd omkring mad og deres evne til at sige stop.

Men det værste er ensomheden. For når andre som mig ikke er synlige, bliver ensomheden den, der bekræfter og understreger at vi er forkerte. At vi ikke er okay. At “det bare er mig, der skal tage mig sammen”.
Så det prøver jeg på. Og svinger som et pendul mellem to yderpunkter på skalaen; anoreksi og BED. Ensomheden er den værste fjende i en atypisk spiseforstyrrelse.

For det ér svært at forklare for andre, hvad en atypisk spiseforstyrrelse går ud på. Film, hvor spiseforstyrrelse er en del af emnet, handler typisk kun om anoreksi og bulimi. Og typisk kun om teenagere.
Hvordan skal man forklare sig som voksen kvinde – eller mand, for den sags skyld – at man har en lidelse, der kun rammer teenagere? For det er sådan det ser ud, set udefra.
Jeg fortalte min chef at jeg havde en spiseforstyrrelse og han sagde at han gerne ville se mig spise i pauserne, men selvfølgelig ikke kunne tvinge mig til det. Og det var en rigtig sød og velment gestus; men han skænkede simpelthen ikke en tanke, at det kunne handle om andet end at sulte sig. Og da han så at jeg spiste i pauserne, var han tilfreds.
Og jeg havde ganske enkelt ikke overskud eller modet til at prøve at forklare på det tidspunkt. Jeg forsøgte lidt her, før jeg blev langtidssygemeldt, fordi vi kom til at tale om vægt og jeg havde taget 10 kilo på. Men det er også bare rigtig svært at få sat ord på når man står i situationen.

Selv når jeg sidder og skriver dette, slås jeg med en trang til at retfærdiggøre overfor mig selv, at jeg har en spiseforstyrrelse, af samme årsag; jeg vejer ikke 36 kilo og jeg sulter ikke mig selv. Min pendulvægt holder sig nogenlunde indenfor normerne, så “det er jo ikke så alvorligt”.

Men det er det. For når tankerne konstant kredser om sin egen forkerthed, koster det på psyken. Og næste slankekur eller næste overspisningsperiode kan være den, der får skålen på vægten til at tippe for alvor.

Jeg håber inderligt at jeg med dette indlæg kan hjælpe andre til at få sat ord på eller til at få en følelse af ikke at stå helt alene. For jeg ér ikke den eneste med en atypisk spiseforstyrrelse, det véd jeg rationelt. Jeg er ikke den eneste i dette land, hvis udseende lyver om den egentlige tilstand. Jeg er ikke den eneste, for hvem ensomheden er den værste fjende.

(Tjek eventuelt også mine indlæg om Det kære elevatorliv og indlæg om At turde bede hjælp ud)

 

 

4 Comments on “Ensomheden er den værste fjende – om atypisk spiseforstyrrelse

  1. Kære Linda, tak for din historie. Den rammer lige i hjertet. Jeg er selv 44 år og ude af virkelig mange års usynlig spiseforsyrrelse. Dert er så sejt du fortæller din historie. Det der har hjulpet mig rigtig meget er online workshops om personlig udvikling bla Mette Holms workshops om selvkærlighed. Hun er psykolog i Århus og hun er så sej og det er vildt billigt at købe hendes online workshops. Kh, Mia

    1. Hej Mia
      Tusind tusind tal fordi du tog dig tid til at skrive til mig – og tak for dine søde ord. Jeg vil undersøge dit fif med det samme i dag. Måske jeg også kan lægge min spiseforstyrrelse bag mig en dag. Hav en rigtig skøn og dejlig dag

  2. Tak! Tak fordi du så godt beskriver, hvordan det også kan være, at have en spiseforstyrrelse. Det er så voldsomt, når den fylder alle vågne timer, og jeg løber konstant panden mod muren ift. at få hjælp til at komme ud af den. Lige pt. er jeg normaltvægtig, og med et BMI 17-17,5 i perioder, bliver jeg jo ikke set som sådan rigtig syg af det, som du også oplever. Det er totalt opslidende!

    Kh

    1. Hej Stefani. Først og fremmest tusind tak for de søde ord. Jeg bliver helt ydmyg og rørt, når folk bruger tid på at smide mig en besked. Men ja, det ér en voldsom sygdom at have, uanset hvad man vejer, altopslugende. Men desværre bliver der først gjort noget ved det, sådan rigtigt, når man er skind og ben. Jeg sender dig de bedste ønsker og hvis du ikke allerede har kontakt til LMS enten via chat, personlig rådgivning eller lignende, så vil jeg anbefale det. Det er ikke behandling, men et sted hvor man kan komme med alle sine tanker – og hvor de véd at spiseforstyrrelser rent fysisk har mange forskellige udtryk. Jeg håber at det nye år bliver året, hvor du ikke løber panden mod muren mere, men derimod får et gennembrud. Bliv ved med at kæmpe for det. Bedste ønsker herfra – og igen, tak for dine ord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *