Feriehilsen – mellem planter og oplevelser

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet og jeg burde beklage, men det vil jeg ikke. Der har været nogle uger på arbejde der har krævet min fulde opmærksomhed og så er det ferietid, hvor jeg – på trods af at jeg indtil nu ikke hat lavet en skid – havde brug for at koble helt fra. Jeg er ærgerlig over at jeg ikke har fået skrevet så meget som jeg havde håbet, men omvendt så må det også betyde at jeg har haft brug for total ro i mit hoved. Tit og ofte får jeg spørgsmålet “hvordan vil du selv have det hvis det var en god veninde eller lignende, der havde brug for at….” og det har efterhånden fået min hjerne til at fatte at jeg undskylder for meget. Det er ok at være ærgerlig over noget, men det er jo rigtig nok: vi skal ikke undskylde når der er nogle prioriteter, der går over andre. Sådan er livet bare. Og det er så nemt at sige, men alligevel har jeg brug for at forklare hvorfor jeg ikke undskylder. Er det ikke tankevækkende? Og jeg ved der er nogle af jer derude der genkender det her til fulde.

Men som sagt jeg har været væk, men ikke blevet væk. Der er en forskel. Arbejde lader vi lige ligge. Det handlede om chef på ferie og mig, der blev mere eller mindre ufrivilligt raskmeldt, da en kollega havde behov for nedsat tid. Sådan er det og alle der har haft mellemlederstilling stilling, ved hvad jeg snakker om. Så er der bare tidspunkter, hvor man er nødt til at træde til, selvom det egentlig ikke passer i kortene.

Hvad der derimod er værd at snakke om er min egentlige ferie… ikke den uge jeg brugte på ikke at lave en skid… udover at starte et par bogprojekter… men den rigtige ferie, hvor kæresten og jeg ender i Holbæk, hos min sturestore søster og kæreste, med besøg hos Bakken, Nyhavn, kanalrundfart og møde min mindste storesøster i samme hug. Derfor bliver dette også skrevet ad flere omgange. I skrivende stund er min storesøster ved at forberede Spaghetti Bolognese til tonerne af Beth Hart (tror jeg) og min skønne kæreste sidder ved siden af og læser en stor tyk roman, kaldet Det Lille Liv. Og her pauser jeg og lader dig sidde og vente… nej, du fortsætter selvfølgelig bare med at læse, men jeg holder en pause.

Efter en aften med en smuk måne og en morgen, hvor lyden af fugle og kattepoter dominerer, fremfor morgentrafikken hjemme hos os selv, vil jeg fortælle dig lidt om min indendørs have, som det første.

Den er nemlig i afvikling… ikke permanent, men nogle af planterne har givet deres for i år, så jeg har haft et lille oprydningsarbejde at se til. Nogle andre har slet ikke villet noget, såsom en af min peberplanter, og de er også blevet frasorteret, for at give karmplads og mest mulig lys til dem, der stadig kan og vil. Min anden peberplante har sat en enkelt peber indtil videre, så den har fået plads i køkkenet fordi der for tiden er allermest sollys at hente. Så det lader til at der kun bliver en enkelt frugt at høste nye frø fra. Jeg tror jeg har ladet dem gro for meget uden beskæring. De er i al fald begge blevet ret store sammenlignet med sidste år, sætter blomster, men altså kun en enkelt frugt. Så måske jeg næste år skal være mere obs på at få fjernet diverse ekstra og overflødige grene, så planterne i stedet kan koncentrere sig om at udvikle frugter, fremfor at blive store. Nu har det også været en sommer med ret meget regn og grå dage, så det kan måske også være én af årsagerne. Så igen sidder jeg og overvejer om man skulle investere i noget plantebelysning. For samtidig med at jeg synes der er en vis charme i at lade naturen råde selv, så ér det jo bare lidt sjovere, hvis der faktisk også kommer noget ud af anstrengelserne.

Jordbær har været årets store overraskelse, som jeg næste år skal have plantet i aflange kasser, så de dels bedre kan bære i en vindueskarm – fremfor den tøjbalje de står i nu – men også så hver plante for optimal belysning og plads. Jeg vil både prøve at dyrke de små jordbærfrø, jeg allerede har høstet, men også prøve at få et par jordbærplanter, der er forkultiveret, fra et plantecenter eller lignende. Og så skal frøene tidligere i jorden end de kom det i år.

Jeg tror også at dette er sidste år med flere agurkeplanter. I en lejlighed, med begrænset vinduesplads tager de for meget plads fra andre projekter. Derfor vil jeg kun satse på et enkelt skud, gro dét op og høste hvad jeg kan derfra. Derudover synes jeg at tomatplanter og peberfrugtplanter æstetisk tager sig noget bedre ud – og det har også lidt at sige, når man ser på dem flere timer dagligt. Jeg vil gerne nyde synet af opvækst og blomstring, og agurkeplanter vokser – til mit temperament – lidt for hurtigt og er lidt for aggressive med at gribe fat i omkringstående planter med deres fangarme.

Og så er der tomaterne… ingen tvivl om at jeg skal have mine Mini Kumato igen. De satte en del tomater, som blandt andet har været brugt til at lave ovntørrede tomater, og de smagte fremragende. Lige for tiden gror jeg en spæd Yellow Pear tomat, som jeg er spændt på om jeg kan nå at få frugter fra inden det bliver for koldt og mørkt i årstiden. Endelig havde jeg cherrytomater, som dog blev noget større end jeg normalt ville forvente af cherrytomater. Planten gav en del frugter, men mange revnede simpelthen på stænglen allerede inden fuldt udviklet farve, hvilket måske skyldes de mere regnfulde dage, og den begrænsede mængde solskin. Smagen var ret neutral, så lige dén sort kommer jeg ikke til at gro igen. I min svigermors have så jeg dog noget, jeg må prøve at lege med. Det var næsten sorte tomater, måske mere auberginefarvede, og udover at have sat en del frugter, så virkede planten også ret robust i sin bygning. Jeg har aldrig smagt den sort, så ingen tvivl om at det skal prøves.

Jeg er, på grund af afvikling, også på udkik efter et par sensommerprojekter, der kan strække sig ind i efteråret. Jeg overvejer at lave en kartoffelplante, et par skud gulerødder og så en del spinat. Hidtil har jeg sået spinat som om det var basilikum eller persille, dvs. bare drysset nogle frø i en lille potte. Men det bliver ret sparsomt med resultat og jeg tænker at det er fordi det enkelt frø mangler plads til at udvikle sig ordentligt. Og til en efterårssæson, hvor mørket sniger sig ind på os, kunne det være godt med noget frisk spinat i maden til at give et godt vitaminkick.

Jeg må sige at jeg er ret misundelig på min søsters altan, hvor solen er på fra morgenstunden. Men alas, måske engang. Nu er det mit andet år som urban gartner, og jeg er lidt over the moon over at jeg stadig har en del at lære om planterne. Jeg kan godt lide at “plantetække” ikke bare er noget, man lærer én gang og så lykkes alting bare derfra, men at det derimod er en proces, både i forhold til hvordan man får det bedste resultat med de ressourcer, man nu har til rådighed, og også i forhold at finde ud af at der er planter, der bare passer bedre til éns temperament, end andre. Som nævnt før kan jeg godt lide at se farverne udvikle sig, se blomstringen og være med i opvæksten at mine planter. Derfor er kartoffel og gulerod også stadigvæk på tænkestadiet, fordi de rent æstetisk ikke byder på ret meget af det, jeg normalt går efter. Hvad der derimod tæller for forsøget er at vi går ind i en sæson, hvor der – med min viden i hvert fald – begynder at være begrænsede muligheder. Og jeg vil jo gerne strække sæsonen så langt ud som muligt. Jeg har også overvejet at undersøge grantræer. Mere specifikt deres voksehastighed, i forhold til om man simpelthen kan dyrke sit eget juletræ i en lejlighed og have adskillige år inden det bliver for stort. Men det bliver i al fald ikke i år at dét kommer til at ske. Tror jeg. Hvis det skal være, vil jeg gerne så det fra starten. Det vil sige, jeg har egentlig ikke lyst til at købe et færdigt ungt skud, som jeg gjorde med mandarin og citrus træerne (som i øvrigt vokser ret hurtigt i min vindueskarm), men følge det helt fra starten og se det spire op.

Jeg vil anbefale, hvis man virkelig er blevet bidt af det urbane gartneri, at give sig selv et par flerårige planter, som f.eks. et citrustræ, fordi selvom der går lidt dvale i den om vinteren, så har man stadig noget at gå og nusse om. De kræver selvsagt lidt mere tålmodighed, for frugterne viser sig i følge alle bøger ikke før efter et par år, men de små spæde træer er smukke i sig selv. Og selvom jeg endnu har det til gode, så er jeg ret sikker på at når frugterne endelig kommer, så bliver det en helt fantastisk oplevelse og glæde.

Og med de ord vil jeg lægge det urbane gartneri på hylden, for denne gang.

Min ferie kommer til at bestå at sightseeing i Holbæk, guidet af min søster, i dag. I morgen går turen til Bakken og på kanalrundfart i København. Billederne derfra kan du også finde på min Instagram, lindalind1978.

Det første jeg vil sige til folk, der ikke har været i Holbæk er at det er en smuk og levende by. Du finder både skov, vand og byliv indenfor gåstrækninger, der er overkommelige for de fleste. Og skulle man have en dårlig ryg, ben eller andet der gør at man ikke lige kan holde til 30-40 minutters gang, så er der bybusser, der kan tage én fra A til B.

Vores tur gik gennem Knudskov ned til Isefjord, hvor vi fulgte vandkanten ind til midtbyen. Her fik vi efter en kort ærinde/shoppetur i Bog&Ide, Matas og H&M en lille forfriskning på Café Vivaldi. Vi var lidt trætte i bentøjet da vi kom hjem og ramte da også sofaen ret hurtigt til noget god ferieafslapning.

Selv måtte jeg ind og lægge mig, der var så mange sanseindtryk fra midtbydelen, at jeg lige havde brug for at tømme hovedet.

Aftenen bød på grill, stearinlys på altanen og en stjernehimmel. Eller sagt på godt dansk: hygge!

Turen til Bakken havde jeg glædet mig helt sindssygt til og måske var det dét, der gik galt for mig. For inde i mit hoved var jeg så spændt at alle andre indtryk ikke kunne rummes. Så da vi endelig ramte Bakken, kunne jeg mærke at jeg allerede var fyldt godt op og jeg mere havde brug for et aflukke og isolation end den rutsjebanetur, jeg havde ventet måneder på. Det var rigtig hyggeligt på Bakken og jeg fik da også høstet en souvenir i Korsbæk butikken. Det blev til en enkelt tur i Rustjebanen. Mest fordi min kæreste og jeg nok vidste at jeg ville blive ærgerlig ellers. Og det var sjovt og jeg er glad for at jeg gjorde det.

Dagens næste højdepunkt var mødet med min mindste storesøster, som jeg ikke har set i flere år. Jeg havde forinden arbejdet mig igennem begyndende myldertid på Hovedbanegården og Nørreport Metro så igen var jeg godt brugt op. Så da hun sagde at hun ville tude, og gjorde det lidt, så begyndte jeg også. Så brillerne måtte lige af så det ikke duggede. Herefter var det en smuk kanalrundfart, som kan anbefales til folk, der endnu ikke har prøvet det.

 

 

 

 

På den sidste morgen læste jeg via Psykiatrifonden på Facebook en artikel fra Geisling, lægen, om at vi mennesker skal huske at drømme midt i al hverdagens hektiske ræs efter materielle ting. At vi glemmer de ting, der er vigtige for os og ender med at føle os fanget i et karrusel, vi ikke kan komme af. Den påvirkede mig dybt. Så dybt at jeg fik en ret hård erkendelse, da jeg sad i toget hjem, om at jeg var ret langt væk fra, hvad jeg drømte om og at de drømme jeg havde, havde jeg næsten glemt. Derudover blev jeg voldsomt i tvivl om de drømme jeg havde, for vis skyld, de var der. Drømmer jeg om at være købmand for min skyld, eller fordi jeg prøver at bevise at jeg er god nok som menneske, til at have lov til at være her?

Jeg ved i skrivende stund ikke, hvor omfattende og varig erkendelsen er, men jeg ved at jeg skal give mig selv tid til et eftersyn og virkelig fokusere på hvad der er vigtigt for mig uden hensyntagen til hvad andre måtte tænke eller føle.

Og måske derfor er jeg egentlig ikke klar til at ferien er slut. Fordi der pludselig blev rigtig mange tanker at forholde sig til, ikke kun mht erkendelse, men også vemod over at sige farvel til nogle, som jeg kun ser sjældent, men gerne ville se tiere, ting, jeg fik lyst til at genoptage og meget andet.

Måske er det dét, en ferie i virkeligheden skal gøre – få os til at stille spørgsmål om hvorfor vi egentlig er her og hvad der driver os.

Hvilket leder mig til det sidste emne, som jeg kort nævnte i starten, nemlig mine to bogprojekter.

Den ene handler om psykisk sygdom på arbejdspladsen og er tænkt som en go-to for virksomheder og kolleger og gerne som inspiration til at hjælpe psykisk sårbare og syge til at fastholde deres arbejde.

Den anden er eller bliver måske en roman om en kvinde med psykisk sygdom, hvor jeg trækker en del på mine egne erfaringer, men giver nogle andre rammer at udspille historien på. Ellers lægger det sig for meget op af selvbiografi, og dét er ikke meningen. Det betyder at jeg gør mig mange tanker om, hvordan det ville være hvis jeg fx. ikke havde en kæreste, et job, med mere. Jeg tror der er én følelse der vil skære helt igennem… og det er ensomhed. Det jeg gerne vil med den, er at vise livet som psykisk syg indefra, vise behandlingssystemet fra den behandledes synspunkt.

Men meget mere om det på et andet tidspunkt. Lige nu vil jeg lægge Ipad’en fra mig og nyde min sidste feriemorgen til fulde. Hey, der er solskin😊

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *