Glæden ved det indendørs gartneri

Facebook
Facebook
Twitter
Visit Us
LINKEDIN
Google+
http://lindavlind.dk/blog-post/glaeden-ved-det-indendoers-gartneri
EMAIL
RSS
INSTAGRAM

Efter nogle mere alvorlige blogindlæg og efter en hård periode har jeg denne morgen været rundt og kigge til mine planter i mit lille indendørs amatør gartneri. Og jeg blev igen forundret over den stille glæde, jeg finder i mine grønne vindueskarme. Så det er dét, det skal handle om i dag, bare for at skifte lidt kurs, samtidig med at jeg gerne vil dele en bogoplevelse med jer.

På Bossy Acres i USA er der nemlig to grønne ildsjæle, hvoraf Elisabeth Millard er én af dem. Det er to kvinder med supergrønne fingre. Elisabeth Millard har skrevet en del bøger, har jeg fundet ud af, men det er især “Den indendørs køkkenhave” jeg gerne vil anbefale. Den tager dig igennem alt fra mikrogrønt, til citrus, til tomater og kartofler og krydderurter og hun bruger en god portion humor i processen. Bogen er sindssygt nem at læse og hvis man ikke har lyst til at kaste sig ud i projektet, så vil jeg næsten garantere at man som minimum overvejer det kraftigt efter at have læst bogen. Nu er jeg selvfølgelig inhabil, grundet min interesse, men… jo, dét vil jeg vove at påstå. Hendes entusiasme for den indendørs have smitter gennem både papir, blæk og oversættelse. Det gode ved bogen er at den udover at tage dig igennem de mest almindelige planter også beskæftiger sig med det, der er lige så vigtigt: nemlig redskaber, belysninger, pottevalg og ikke mindst planlægning. Mit første år, sidste år, havde jeg ingen plan. Jeg plantede løs og gik virkelig amok i forskellige varianter. Og jeg købte mig fattig i frø. I år har været lidt anderledes med Millard i hånden, selvom der er plads til forbedringer. Jeg har været mere selektiv, men fordi jeg er så nysgerrig, så har det stadig grebet lidt om sig. Men jeg kan mærke allerede nu at jeg er endnu mere selektiv næste år, fx med tomaterne. Jeg vil hellere dyrke noget, jeg véd lykkes, end bruge for meget krudt på ting, jeg er usikker på. I hvert fald ikke i samme omfang som hidtil, for nysgerrig på det grønne holder jeg nok aldrig op med at være.

Og der ér sgu noget med det der at se ting spire og gro. Jeg har for nogle dage siden smagt sæsonens første tomat og jordbær og bare det at sætte tænderne i, er en helt anelse fornemmelse med homegrown, end med købte grøntsager og frugt. Jeg sætter meget mere pris på smagen, på teksturen og hele oplevelsen af at stå ved ophavsplanten, dufte dens blade, samtidig med at jeg smagsprøver den første mini høst.

I år er mine tomater gavmilde. Og det er mine yndlingstomater, Mini Kumato, som kommer fra kerner jeg har taget fra købte tomater. Så det, sammenholdt med at det er dyrket i egen vindueskarm, hvor jeg kan dufte planten, mens jeg spiser, giver det hele et ekstra skud awsomeness.

Jeg har to typer tomat i øjeblikket, Mini Kumato, der er en ret mørk tomat og helt almindelige cherrytomater. Og de har forskellige “personligheder”: Kumato vil frem i livet og vokser stærkt og højt og kræver opbinding og med tiden beskæring. Dens stængler er tynde og lange, hvorimod cherrytomaten er mere tykt og fast. Cherrytomaten vokser heller ikke ligeså stærkt, men antager lidt mere buskform sammenlignet med Kumato. Begge har sat frugt, så næste sæson kan jeg se frem til 2. generation af begge planter.

Her til morgen har jeg lagt mærke til at mine aubergine planter virker til at begynde at danne blomstring. Det er første gang jeg forsøger mig med aubergine, så jeg er superspændt på resultatet. De skal gerne have det meget varmt, så det giver selvfølgelig lidt udfordring i et klima som Danmarks. Derfor har de også front seat vinduespladser og jeg er varsom med for meget udluftning i dét vindue, fordi vinden udenfor stadig er ret kølig. Om det er rette fremgangsmåde, ved jeg faktisk ikke, men tiden må vise om det bærer noget med sig. Aubergine er i øvrigt noget anderledes end hvad jeg ellers har dyrket førhen. Planten virker mere kompakt med store blade og er ganske smuk at se på i sig selv.

Og så har vi jordbærrene… er der noget yndigere end blomsten på en jordbærplante? Jeg er ret ekstatisk over at jeg overhovedet får bær i min vindueskarm, og at de samtidig smager godt er jo helt vildt. Jeg har faktisk to forskellige sorter, fra to forskellige ophav, hvor af én er succes og den anden ikke – ikke endnu, men der er slet ikke tegn på blomstring, så jeg forventer ikke at se noget fra den. Tre planter er købte jordbærplanter, beregnet til at sætte i jorden. Det er dem, der afgiver bær. Så har jeg sået jordbær fra frø, som ikke afgiver noget. Jeg er lidt i tvivl om årsagen, måske fordi jeg har haft sået dem for sent eller for tæt. Men jeg skal have høstet frø fra de købte planter, så jeg har til at så næste år. Og så bliver det rigtig spændende og se om der kan komme en anden generation ud af det. Jeg var lidt forsigtig i år og plantede det hele i en vasketøjsbalje, fordi jeg egentlig ikke troede det ville føre noget med sig. Men der er ingen tvivl om at jeg til næste år skal have fundet en aflang, dyb og bred potte med godt dræn, så planterne får de bedste betingelser.

Det blev lidt sent med at få agurkerne i gang, fordi tomaterne hidtil har fyldt så meget, sammen med fejlslagne kartofler, men lige nu er der syv skønne unge planter, der vokser sig til ret hurtigt. Jeg var i går ude i skoven for at finde døde grene, jeg kunne bruge som opstamningsgrene til agurkeplanterne, for det er er spørgsmål om tid nu, hvornår de begynder at lave gribestængler for alvor. De er så småt begyndt at række ud efter omgivelserne. At jeg vælger grene fra naturen har to årsager: det er gratis og det ser mere dekorativt ud end en bambuspind eller hvad man ellers kan købe i byggemarkeder og havecentre. Om de er stærke nok, vil tiden så vise. En agurk vejer godt til i planten og skulle de sætte flere agurker, så kan det blive nødvendigt at finde mere stabile metoder. Men indtil videre nyder jeg bare det dekorative syn. Samtidig ved jeg også at jeg muligvis kommer til at investere i større potter til dem. Lige nu er det kun 10 liters spande de står i, og det kan blive nødvendigt at få dem op i større format.

Derudover har jeg to plantestativer, der egentlig bare har stået ubrugt hen, men jeg har netop lavet et af dem til et kommende urte og salat mekka. Der er rød basilikum, citron basilikum (giver et fantastisk pift i en smoothie, men vær varsom med dosering) og persille frem allerede. Jeg plantede dem om fra små aflange potter, til deres nuværende enkeltpotter, for at holde dem adskilt fra hinanden. Derudover har jeg sået spinat, blomstersalat, rød pluksalat og karse og kattegræs. Kattene er vilde med græs, så de to nederste potter i stativet er blev til kattegræs potter, så de er i nippehøjde for en kat.

For mig er der mange glæder ved det indendørs gartneri. At nusse om planterne giver mig ro, når jeg er urolig. Det gør mig glad at se et frø titte op som en lille sød spire og det gør mig endnu mere glad at se spiren vokse sig stor og stærk. Det er jo en livscyklus man er vidne til, så på et tidspunkt kommer der også en afvikling. Den er så til gengæld lidt sørgmodig, fordi det også markerer afslutningen på en sæson. I år har jeg imidlertid anskaffet citron- og mandarinplanter. Helt unge, 20 cm i højden, og de skal jo så også passes vinteren over. Men de fleste er et årige planter, som omkring august og september synger på sidste vers. Det betyder også at jeg er på udkik efter vinterprojekter, og her vil jeg se om det kan lykkes med kartoflerne, når der ikke er så mange andre planter at passe samtidig. Siden potato pot projektet kuldsejlede med en halv håndfuld små kartofler har jeg faktisk hevet Millard frem, for hun skriver nemlig om kartofler (det havde jeg bare glemt) at kartoflerne er klar til høst når toppen visner og at de ikke må stå for varmt. Så jeg tænker at det vil være oplagt at køre det som et vinterprojekt.

Sidst men ikke mindst er der den der oplevelse, jeg skrev om før, sanseoplevelsen i at spise direkte fra træet/planten. Det er altså en ret speciel oplevelse at være så tæt på ophavet til den mad man spiser. Jeg ved godt at folk er forskellige, men flere og flere begynder at tænke i økologi, sprøjtemidler mm. I dén henseende, når du står ved din egen plante, så véd du at der ikke er sprøjtet med kemikalier. I mit tilfælde, når jeg bruger gødning, er det økologisk gødning. Helt at undgå gødning, når du kun har indendørs arealer at gøre godt med, bliver nok svært, men der er ingen tvivl om at det skal prøves engang, når jeg er erfaren nok. Når du gøder, giver du jorden næring. Planten suger næringen ud af den jord, du har plantet den i og hvis du kun opererer i 10 og 20 liters spande, så er der grænser for hvor længe jorden kan blive ved med at være god for en plante. Derfor tilfører man gødning til jorden, så planten kan få god næring igen. Det er af samme årsag at man ikke genbruger pottejorden og ryster så meget jord af rodklumpen som muligt ved ompotning.

Allerførst var jeg bange for at gøde, fordi jeg tænkte at gødning måske var giftig. Jeg ved godt at det er lidt fjollet, men sådan fungerer min hjerne altså nu en gang. Hvis der er noget, jeg ikke ved nok om, så kan det hurtigt blive farligt, grimt eller lignende. Men jeg læste op omkring det og blev klogere.

Mine planter er mit positive element, selv på dage, hvor jeg har det rigtig skidt. Jeg har måske ikke på mørke dage overskud til det store ompotningsprojekt, men jeg finder en glæde i at vande, mærke på bladene, løsne jorden lidt op, klippe lidt til osv. Når det er indendørs så er der selvfølgelig begrænsninger og dermed er der også dage, hvor der ikke er så meget at lave på plantefronten. Der prøver jeg også at brede sæsonen lidt ud, så der jævnligt er ompotning, fremfor én stor ompotningsdag. Dét er så til gengæld et temperamentspørgsmål, for hvis man gerne vil have fridage, så er begrænsning måske kodeordet her. Personligt ville jeg gerne have en rigtig have, eventuelt kolonihave oven i… for jeg vil gerne slå græs. Jeg elsker duften af nyslået græs, det er blandt mine bedste barndomsminder og tager mig altid tilbage. Derudover er der mange blomster jeg gerne vil prøve kræfter med og jeg drømmer om at have en rosenbue med smukke engelske roser og et stort drivhus med både masser af groplads og ompotningsplads.

Indtil videre må jeg dog nøjes med min indendørs køkkenhave og det er også udemærket for nu, mens jeg har mine medicin- og sygdomskampe. Og inden længe vil jeg lægge den første skitse til en plan for vinterhalvårets projekter.

Det kommer du til at høre mere om til den tid.

Hav en dejlig dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *