Hvorfor er dialog så svært?

Facebook
Facebook
Twitter
Visit Us
LINKEDIN
Google+
http://lindavlind.dk/blog-post/hvorfor-er-dialog-saa-svaert
EMAIL
RSS
INSTAGRAM

Tænk på en gammel dansk film. En hvilken som helst film, det står dig helt frit for. Prøv at se om du kan genkalde dig filmen i de store træk.

Er der en situation hvor to karakterer i uenighed enten når et kompromis eller bliver enige om uenighed i al fred og ro? Er der en scene, hvor en ikke tidligere præsenteret karakter træder til og hjælper? Er der en scene, hvor der snakkes henover hækken? Hvor der inviteres til kaffe? En visit-scene?

Nu ved jeg godt at gamle danske film er ret feel good og lyserøde i deres skildring. Men det ændrer ikke på det faktum at alle de ting, dét kunne vi engang. Jeg ved det, det lyder mærkeligt i munden på en indvendt og social angst kvinde som mig, men hæng på lidt endnu, for der er en pointe med galskaben, udover at man godt kan ønske sig mere udadvendt og mere tryg med nye mennesker.

Vi kunne lave kage til nyindflyttere, passe hinandens dyr under ferie, lave vejfester, hilse og snakke i opgangen og meget andet. Det er der intet spor mærkeligt i, for mennesket er i bund og grund et socialt væsen.

Men stille og roligt snigende gik det galt for os. Nu bander vi af naboens valg af hækklipning, sukker over nye naboer, for nu var der lige blevet sådan en ro. Vejfester er snart en by i Rusland, for ingen gider at tage initiativet. Passe hinandens dyr kan vi godt finde ud af stadigvæk – mod betaling.

Jeg mindes en situation for år tilbage hvor min ekskone og jeg var kørt fast på stranden – ja, det var dumt at køre derud i en bette lejebil, men vi vidste ikke bedre – og efter at have okset i en time med at håndgrave hjulene fri, kommer denne her midaldrende mand kørende i hvad der formodentlig var firhjulstrækker og standser og siger: jeg har en line bagi, så jeg kan hjælpe jer fri, hvis I har en hundredlap.

Vi takkede pænt nej tak, også på den efterfølgende “er I sikre?”. Det var fristende, det var det virkelig, men vi blev begge ret forargede over forslaget. Hvad blev der af at hjælpe betingelsesløst? Det ville have taget ham 5 minutter af hans tid og de 5 minutter skulle så koste 100 kroner. Det blev instinktivt for os begge en principsag. Måske fordi vi var bedre opdragede; hjælp er noget man giver, ikke noget man tager sig betalt for.

Der var engang man talte ordentligt til hinanden, hvor man blev sendt på værelset, hvis man kom til at kalde sin søster for en idiot, fordi tv-kanalen blev slukket (og det viste sig at være ens far, der havde trykket på knappen – jep, det skete). I dag kan du nærmest hoppe ind i en hvilken som helst debattråd på sociale medier og finde ord og sætninger, der får “idiot” til at lyde som et kys fra en engel. Vores borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, der er ret aktiv på de sociale medier, kan ikke dele en god nyhed om bevillinger, fremgang mm. uden at der skal være nogle, der så brokker sig højlydt over et problem på et helt andet, urelateret område. Altså lidt ligesom, “vi tildeler sundhedsområdet ekstra millioner” – “fint, kan vi så snart få lavet hullerne på cykelstien i den og den by”.

Hvordan er vi blevet sådan nogle brokhoveder? Hvordan mistede vi evnen til at være taknemmelige for det vi har? Hvordan mistede vi evnen til god takt og tone? Hvorfor er det blevet så svært at være i dialog med hinanden?

Jeg savner dage, der ligger før min tid. For det var allerede under afvikling under min opvækst. I de tidligste år husker jeg noget med naboer, der kigger ind, men det er så langt tilbage, at jeg ikke husker noget konkret derfra.

Jeg er ikke selv god til det. Takt og tone i samtale, jo, men samtalen selv er lidt svær. For jeg ved aldrig hvad jeg skal sige og ender altid med at sidde og føle mig akavet og forkert. Og samtaler bliver ret korte, når man kun kan komme i tanker om “ja” og “nej” som svar. I debatter holder jeg som regel helt mund, fordi jeg tror at folk vil hade mig eller synes jeg er åndssvag, hvis jeg ikke lige mener det samme. Nogle folk bliver ret insisterende i deres tonefald, når de debatterer, hvilket også skræmmer mig, fordi jeg som regel tolker det som vrede – hvorefter jeg bøjer af og giver ret, for at få fred. Men jeg ville ønske at jeg var god til det.

Der er langt mellem de gode dialoger på de sociale medier. Den slags hvor der skrives ordentlig og sagligt, uden selvfremhævelse (de dér meget belærende typer, som fluekn***** et begreb – pardon my French – hvor man sidder med fornemmelsen af at det ikke handler om emnet, men mere om at vise hvor klog man er), uden ukvemsord, uden automatikholdninger – de dialoger, hvor man rent faktisk sidder med en god fornemmelse bagefter.

Der findes en haveentusiastside, hvor spørgsmålet om hvordan jord skal gødes, kan blive til en skriftlig kamp om at få ret! Inklusive ukvemsord, tvetydige spydige bemærkninger og deslige.

Omvendt kan man så spørge sig selv, hvem vi skal se op til i den sammenhæng. Jeg mener, vores folkevalgte politikere gør det samme. En kvindelige politiker, jeg ellers synes kommer med relevante ting, kalder pludselig på sociale medier Donald Trump for “moron”. Nu er jeg ikke enig med Trump overhovedet, men jeg er heller ikke tilhænger af at man bruger ordet “moron” om et andet menneske, hvor uenig man end er med det menneske.

Mere og mere virker det som om at det handler om hvem der råber højest og ikke om at finde løsninger. Det er også årsagen til at det var noget af en overvindelse for mig at lave en blog, for hvem ved, hvad jeg kan få smidt i hovedet? Jeg afholder mig ofte fra at komme med et, synes jeg selv, fornuftigt indlæg i en debattråd, simpelthen fordi jeg er skræmt over tonen i tråden.

Jeg nægter at tro på at jeg er den eneste, der har det sådan. Og jeg ser da også med mellemrum gode dialoger derude. Men der er ved at blive langt imellem dem. Men hvorfor?

Jeg har ikke noget svar, kun gætterier. På en eller anden måde har vi fjernet os fra hinanden. På en eller anden måde er vi blevet os selv nok. På en eller anden måde er verden måske blevet så åben, at vi bliver nødt til at være os selv nok. Måske. Jeg ved det ikke.

Der er klogere mennesker end mig, der kan sige noget mere brugbart om hvorfor vi agerer som vi gør.

Jeg vil nøjes med at konstatere et afsavn, som jeg synes er ret stort for det at være et menneske.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *