Hvorfor skal du stemme til kommunalvalg 2017 ?

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

Kommunalvalg 2017 nærmer sig med hastige skridt og de fleste politikere pointerer vigtigheden af at du stemmer. Jeg har sågar set et eksempel på at Trump er blevet brugt som eksempel på, hvad der kan ske, når en del af befolkningen vælger at blive hjemme.

Sidste kommunalvalg 2013 nåede vi en stemmeprocent på 71,9, har jeg læst mig til – op i mod folketingsvalg 2015, hvor godt 85 procent stemte, hvis jeg ikke husker helt forkert. Begge tal synes jeg faktisk er lidt skræmmende, for det er, når man regner efter, rigtig mange mennesker, der af én eller andet grund ikke får givet deres mening til kende.

Jeg har læst en del op til valget i år og jeg mener at kunne huske en valganalyse fra 2013, hvor i sær unge, ældre og socialt marginaliserede er blandt dem, der ikke får stemt.

Jeg har set rigtig mange politikere forsøge at henvende sig til de unge i år, hvilket er et godt tegn, for det tyder på at de har taget noget til sig i forhold til analyser. Men jeg kan også se det fra en anden synsvinkel – nemlig min egen, som deles af rigtig mange mennesker, med angst og psykisk sårbarhed inde på livet.

Jeg ved for eksempel ikke ret meget om hvem, jeg skal stemme på, hvis jeg vil sikre psykiatrien bedst mulige kår. Hvis jeg skriver til de enkelte kandidater, forventer jeg umiddelbart at alle vil sige “ja, selvfølgelig” og så glemme alt om det, efter valget. Jeg ser ikke psykiatrien som et vigtigt fokus emne i de fleste partiprogrammer og det får mig til at føle mig overset. Det får mig til at føle mig marginaliseret. Nu skrev jeg “de fleste partiprogrammer” og det skyldes at jeg har læst SF’s partiprogram, hvor psykiatrien bliver nævnt og noget af det, jeg godt kan lide, er at de pårørende bliver husket her. Så stemmer jeg SF? Det ville være oplagt, men jeg kunne bare godt tænke mig nogle flere valgmuligheder og derfor bliver jeg også ved med at søge information op til valget, fordi jeg er ikke blind for at jeg med mit kryds er med til at afgøre mange andre emner, end lige psykiatrien. Det store billede skal jo hænge sammen.

Jeg får det rigtig svært, den dag jeg skal stemme. Jeg har det enormt svært i store menneskemængder og jeg bliver sanseoverloadet på ingen ting. Jeg er blevet, via psykiatrien, klogere på at de problemer skyldes min Asperger diagnose. Så når jeg har stemt, vil jeg sandsynligvis være enormt træt og udmattet og ude af stand til ret meget i et døgns tid.

Så hvorfor ikke bare lade være? En stemme fra eller til..

Jeg kan ikke lade være, fordi jeg er blandt dem, der mener at vi er demokratisk forpligtigede til at give vores mening til kende, når vi bliver bedt om det. Stem blankt i sidste udvej, hvis du virkelig er i tvivl, men stem i det mindste. Det er den eneste måde, vi rammer en ledelse af kommune og land, der bedst muligt dækker de behov, der er gældende.

Jamen, det er jo bare kommunalvalg… Ja, det er det valg hvor beslutningerne kommer tættest på dig som borger. Folketinget sætter naturligvis de overordnede linier, men rigtig mange opgaver ligger jo ude hos kommunerne og regionerne. Det er, hvis jeg har forstået det hele rigtigt, hér de forskellige pengepuljer bliver fordelt til forskellige undergrupper, det er her der i det daglige prioriteres og prioriteres, for at få det kommunale og regionale budget til at hænge sammen. Det er demokratiet, når det kommer tæt på dig som borger.

Og det er derfor jeg trodser min sociale angst og mine sensoriske sensitiviteter når datoen rammer. Fordi valget er vigtigt for mig og for dig. Fordi jeg på førstehånd oplever psykiatrien, sygedagpengesystemet og en hverdag, hvor jeg kæmper for at få mig selv på fode igen. Jeg oplever fagpersoner, der har hjertet på rette sted, men ikke altid rammerne til at leve det ud.

Jeg vil ikke sidde og tale for at lige netop du skal stemme på et bestemt parti efter min mening. For det er ikke det demokrati handler om – det handler om at du stemmer på det, der er vigtigt for dig. Hvis du er under uddannelse, vil det være nogle andre ting, der er vigtige for dig. Hvis du er en del af den ældre befolkning, så er der ting, som jeg ikke ser, som er vigtige for din hverdag. Og det er dét, vi stemmer om. Og for at få det bedst mulige demokrati, er vi nødt til at komme afsted til stemmeurnerne.

Hav en skøn dag derude – og godt valg til folket og demokratiet.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *