Kampen mod sig selv – om selvskade

Det er svært, det her. Svært, fordi der ikke tales om det. Men det burde man. Selvskade er noget, der bør sættes ord på og jeg mener ikke i den typiske teenage/cutter jargon, for sandheden er at også voksne udøver selvskade. Sandheden er at selvskade er meget mere omfattende end at skære, eller cutte, som det så populært – og i min verden – smagløst bliver kaldt.

Jeg sidder i skrivende stund med tanker om selvskade. På orlov fra psykiatrisk sygehus i weekenden, jeg har min kæreste hos mig og alligevel dukker disse giftige tanker op og laver klistret spindelvæv i mit sind.

Jeg startede som ret lille. Det er der ikke mange andre end psykiatere, der har fået at vide. Dengang var det pisk med sjippetov, spæde forsøg med kniv og slag med linealer. Jeg ved ikke hvorfor det startede, men jeg formoder at det er lidt samme årsag, som nu; at nogle følelser bliver for svære, hvor den fysiske smerte er håndtérbar og ikke mindst begribelig. Jeg har altid følt en lettelse i krop og sind umiddelbart efter selvskade – lige indtil den dårlige samvittighed rammer, hvad den oftest gør, når selvskade begynder at efterlade sig spor, der forårsager spørgsmål fra nære, som man elsker. For jeg var egentlig aldrig i tvivl om at jeg lavede noget forkert. Det går jeg i hvert fald ud fra, eftersom jeg aldrig fortalte det til nogen. Men der var så meget, jeg ikke fortalte. Og meget af det, jeg fortiede, gjorde og gør stadigvæk rigtig ondt.

Man vænner sig til smerte. Ikke på et punkt, hvor det bliver okay, men forstået på den måde at man bliver vant til at føle smerte. Jeg havde engang fået en skade i ryggen, der lagde mig brak i et godt stykke tid. Da jeg blev gående igen, havde jeg en rum tid, hvor daglige og konstante rygsmerter blev en vane til en grad at jeg tydeligt husker den dag, hvor jeg opdagede at smerten var væk. Jeg stod på en parkeringsplads til Fakta i Hammel og jeg stivnede helt i min gang og standsede dér, midt i det hele – og jeg græd, fordi jeg pludselig huskede hvordan det var ikke at havde ondt i ryggen.

Psykisk smerte er ikke meget anderledes, vil jeg mene. Den kan være kort eller vedvarende, men min erfaring siger mig at man “vænner” sig til smerten, man glemmer hvordan et liv uden kan være, man affinder sig med sine vilkår. Engang i mellem knækker man sammen. Jeg har for et par dage siden udførligt skema med mine triggere, mine advarselstegn og mine hjælpemidler. Min kontaktperson på dagen fortalte mig at hun var forundret over hvor høj grad af indsigt, jeg havde i min sygdom. Men det har jeg jo netop, fordi selv det at knække kan blive en rutine, hvor man genbruger gamle værktøjer.

Jeg skrev selvskadetanker under advarselstegnene, men jeg burde faktisk også have skrevet dem under hjælpemidler. Dette skal ikke være en fortale for selvskade, for det er absolut ikke dét jeg mener. Men faktum er at for mange selvskadere ér selvskade en lindring, en ventil, når psyken er ved at brænde sammen i smerte. Det uheldige og tragiske er at selvskade desværre også er stærkt vanedannende. Jeg har oplevet mit eget forløb på den måde at der skal mindre og mindre til før tankerne kommer. Og det vanedannende ved selvskade er også videnskabeligt bevist, fordi hjernen udskiller nogle stoffer, dem, der giver følelsen af lindring, som – hvis jeg husker rigtig – er mere vanedannende end morfin.

Jeg siger med selvskade, som jeg siger med smøgerne; jeg ville ønske, jeg aldrig var begyndt. Jeg ville ønske at jeg var blevet opdaget og standset, før det blev et reelt værktøj i min værktøjskasse. Men det skete ikke og lad mig slå det fast med det samme: det er ikke nogens skyld, at det blev sådan. Der er et par mennesker, der ikke længere er en del af mit liv, som forårsagede stor skade, men dem, i sig selv, udløser ikke pr automatik selvskade. Jeg har på mit seneste psykiatriske ophold lært at jeg har svært ved at forholde mig til mine egne følelser, til at identificere dem, i sær i nuancerne, både hos mig selv og andre. Noget, jeg faktisk troede jeg var god til, viser det sig at jeg kun kan forklare i teorien. Og der er åbenbart forskel på at forstå noget intuitivt, som de fleste mennesker gør, og så at rationalisere og tænke sig frem til et resultat, som jeg gør det. Lige pludselig forstod jeg bedre, hvorfor selvskade var kommet ind i mit liv. For jeg har set og oplevet meget, der har gjort ondt, men uden at forstå det, giver fysisk smerte pludselig mening.

Jeg sidder ikke med magiske kort til hvordan man opdager selvskade, ej eller til hvordan man undslipper dem, da jeg stadig sidder med tankerne. Det eneste, der afholder mig fra at gøre det, er et løfte om ikke at skade mig selv i weekenden, mens jeg er hjemme. Og søndag, når jeg er tilbage, afgiver jeg nyt løfte om at holde natten ud, mandag morgen et løfte om at undgå selvskade indtil tirsdag og så videre.

Indtil videre vil jeg sige at vejen ud af selvskade foregår én dag ad gangen, med adskillige daglige kampe med mig selv om at lade være.

Der er ingen måde jeg kan forklare følelsen udover at sige at jeg er bange for mig selv. Jeg er bange for min værktøjskasse, fordi der ligger redskaber, jeg burde holde mig fra og ikke kan styre. Psykisk sygdom og sårbarhed er netop dét; kampen med sig selv på daglig basis. Slagene står forskelligt for hver enkelt af os, men for mit vedkommende starter kampen når jeg vågner. Jeg ved at jeg står op til en kamp, og jeg ved at jeg ofte hellere bare vil sove videre, væk fra kampen og mit sinds gladiatorarena. Ikke bare med selvskade, men med alle de former for kampe mit sind rummer. Men selvskaden fylder rigtig meget, fordi jeg ved at den direkte påvirker mine nærmeste og den smerte, jeg påfører dem, giver mig både skyld- og skamfølelse. For det sidste jeg ønsker, er at gøre mine nærmeste ondt. Det har aldrig været dét selvskade har handlet om for mig. For mig har selvskade paradoksalt været en overlevelsesstrategi, en usund strategi, men en strategi ikke desto mindre. Og jeg er ved at prøve at lære mig selv at agere i min smerte uden brug af min vante strategi, min ventil. Jeg er ikke nået så langt at jeg har nogle svar, men jeg har en bøn til de, der oplever selvskade hos en ven eller pårørende: lad være med at affærdige det som opmærksomhedshunger. Please, lad være med at sige at det bare handler om opmærksomhed!

Første gang nogle opdagede de første synlige mærker, havde jeg allerede været i gang i flere år. At have så ondt i sindet at fysisk smerte er den eneste måde man føler man kan trække vejret på, handler ikke om opmærksomhed, det handler om overlevelse. Vi kan mødes på “et råb om hjælp”, men det er et råb om hjælp, der skal tages alvorligt og som der skal sættes ind for hurtigst muligt. Og det er sindssygt vigtigt at der sættes ind med andre redskaber til at tackle sindets smerte, for den, årsagen til selvskaden, forsvinder ikke bare fordi man forhindrer mere selvskade. Det kan jeg skrive under på i denne skrivende stund.

Jeg bruger min åbenhed om mine kampe, som en slags redskab. Jeg taler meget om at det er for at nedbryde tabuer, hvilket det også er, men det er også rent egoistisk en måde, jeg lærer at forstå mig selv og mine udfordringer. Jeg tænker bedre, når jeg skriver. Jeg reflekterer. Og jeg tvinger mig selv til at se min selvskade i øjnene og lærer langsomt at acceptere at selvskade måske altid vil være en del af mit tankesæt.

Og det er okay. Det er okay, at jeg lige nu har tanker om selvskade. Det er okay at jeg har billeder i mit hoved af selvskade. Det er okay, fordi jeg har ondt i mit sind lige nu. Jeg kan mærke jeg har ondt, men jeg kan ikke identificere hvorfor. Det er okay, fordi jeg har gået tre uger uden selvskade og jeg tror på jeg kan klare de næste tredive minutter, de næste to timer, den kommende nat uden at falde i. Måske når jeg undervejs en lille åbenbaring på noget af min smerte. Måske jeg bare får en svag fornemmelse. Men jeg skal nok komme igennem natten uden selvskade. Om jeg så skal tage uret ned fra køkkenvæggen og tælle minutterne eller sekunderne, så skal det nok lykkes.

I’ve got this!

Jeg håber at jeg med dette har givet noget indsigt i hvad det vil sige at selvskade og jeg håber at andre i samme båd har fundet en tro på at de også kan tage det en time ad gangen, en dag ad gangen. Jeg håber at du finder en anden vej gennem din smerte, men vi ved begge at den ikke er let. Mit allerbedste råd til dig vil være at sige det højt. Til en forælder, en god ven eller hos en behandler eller et pragtfuldt sted som headspace, der er der for netop at lytte til de unge.

Men husk at selvskade ikke kun er et teenage problem. Det starter oftest dér, men adskillige voksne lider af selvskadetanker og handlinger, så hvis du har krydset de 20-25 år, så vid at du ikke er alene.

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.