Lidt om ensomhed

Jeg vil gerne tage hul på et rigtig tungt emne, som mit instinkt siger, mange i et udredningsforløb på vej mod en diagnose, med medicin og bivirkninger, kender til.

Ensomhed.

Det første spørgsmål, jeg har – bebrejdende – stillet mig selv, er hvordan jeg kan tillade mig at føle mig ensom, når jeg har en skøn kæreste og en familie, der – for dem, der kender min proces – har min ryg. Men det er en skævvridning, der måske siger mere om min sygdom, end det siger om virkeligheden.

For ensomhed er ikke noget, man “tillader” sig. Det har intet at gøre med, hvor mange mennesker, der har din ryg. Det har noget at gøre med at blive forstået på et plan, som kun eksisterer mellem mennesker, der har gået i hinandens sko. Der er en grund til at sorggrupper og gruppeterapi har så stor virkning for mange; de møder ganske enkelt andre, der ved på et dybere plan, hvad de går igennem.

Den mulighed har du ikke i et udredningsforløb, hvor der endnu ikke foreligger en diagnose. I hvert fald ikke når den foreløbige vurdering peger mod én af psykiatriens alvorligste og måske mest tabubelagte sygdomme. Her er grupper, selv på Facebook, et lukket land. Og dét i en periode, hvor du har brug for bare at fortælle og fortælle om det kaos, de angstfyldte nætter, om ambivalensen, om sorgen, om fremtidsudsigterne, frygten for samme – alt det pardon my French lort der fylder dit hoved. Alt det, du ikke fortæller de nærmeste, fordi du er bange for at de ikke kan rumme det og endelig får nok og vender ryggen til, fordi de er nødt til at beskytte sig selv.

For selvom jeg taler for åbenhed omkring psykisk sygdom, så er jeg stadig påvirket af stigmatiseringen, der altid ligger og lurer. Jeg har hørt kommentarer som “du skal bare ud og løbe en tur”  og “hvad med en tur i biffen, kan det ikke muntre dig lidt op?” – og de ér velmente kommentarer. Men de gør også ondt, fordi de i cement slår fast at ingen omkring dig reelt ved, hvad du går igennem. Nogle kan have en stærkere fornemmelse end andre, fordi de har haft psykiske problemer i en periode i livet.

Tiden i udredning er ensom, fordi du endnu ikke er tildelt nogen form for terapi, gruppetilhørsforhold eller andet. Der er langt mellem udredningssamtalerne i en periode, hvor frustrationen over at miste kontrollen over sit liv er på sit højeste. En opvask udmatter dig på et plan, der for de fleste ikke giver mening. Der er dage, hvor du ikke magter nogen form for nærvær, fordi alt det du har brug for at sige ikke bliver sagt og alt det der er ligegyldigt, bliver sagt. Og du følger trop, fordi det på en måde er forventet, fordi “så syg virker du da heller ikke”. Og samtidig ved du inderst inde at sådan ville de, der virkelig elsker dig aldrig sige, men din sygdom får din hjerne til at bilde dig ind at du bare grundlæggende er til fucking besvær for alt og alle.

Jeg har undersøgt sagen lidt og det viser sig da også at i det felt, jeg ligger i, ift diagnoser, ligger der en udpræget risiko for at udvikle depression under et udredningsforløb, ofte grundet netop ensomhed og følelsen af at miste sig selv i forløbet med sygdomserkendelse.

Derfor tager jeg også hul på emnet, for jeg synes det rejser et ret vigtigt spørgsmål: hvis man ved at der er udpræget risiko for depression under et udredningsforløb og erkendelsesforløb, hvorfor er der så ikke en form for udredningsterapi? Som ikke er rettet mod en diagnose, men som bare handler om at få bearbejdet den krise, man aktuelt går igennem?

I mit tilfælde har samtalerne med overlægen hidtil handlet om at tale om symptomer og oplevelser og vurdere i samråd med hende, i hvor høj grad og hvilken grad, de påvirker min hverdag. Derudover starter jeg næste uge op i et sideløbende forløb hos en psykiatrisk sygeplejerske, der skal tjekke løbende at min krop kan holde til medicinen efterhånden som vi arbejder os igennem varianter og forskellige doseringer. Ingen af dem beskæftiger sig med terapeutisk samtale. Så jeg sendte min overlæge en mail, hvor jeg fortalte om ensomheden, om frustrationerne over sygdom og manglende kontrol og hvor meget de følelser gennemsyrer min hverdag, uanset hvor glad jeg så ser ud udenpå.

Jeg håber der bliver reageret i én eller anden form på det. Men vi taler også om et nedprioriteret område, der kæmper med at få enderne til at hænge sammen. Jeg tror alle der arbejder i sundhedsvæsnet mærker besparelser i én eller anden forstand. Derfor er det også vigtigt for mig at slå fast at jeg ikke mener at manglen på terapi eller bearbejdning under et udredningsforløb skyldes ond vilje eller ligegyldighed. Jeg stoler på at min overlæge og min sygeplejerske gør hvad de kan indenfor de rammer de har – og faktisk lidt mere, da sygeplejersken skrev en sms fra privat telefon, fordi jeg havde svært ved at tale i telefon.

Men det ændrer ikke på at der er et hul i det psykiatriske system, der åbner op for at patienter i en periode faktisk kan få det ret meget værre, fordi de oveni sygdomserkendelse og bearbejdning også skal til at slås mod en begyndende depression. En depression, der vil være ubehandlet indtil der på et tidspunkt foreligger en egentlig diagnose.

Jeg har en del symptomer, der bliver talt om, men kombinationen af særligt tankemylder, paranoia og angst er en cocktail, som jeg rent fysisk på min krop, kan mærke trækker mig i en forkert retning. Jeg har dage, hvor jeg går 50 meter og når et udmattelsespunkt, hvor jeg er nødt til at stoppe op. Der er dage, hvor jeg cykler hjem fra arbejde og er nær grådens rand, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal finde kræfterne til at komme hjem, hverken på cykel eller gåben. Mine muskler gør simpelthen ondt, som om jeg havde cyklet 100 kilometer. Selv om det er fysisk træk, så påvirker det psyken enormt. Hvornår får det ende? Holder der aldrig op? Skal jeg have det sådan her resten af mit liv? Magter jeg at have det sådan her resten af mit liv? Hvor længe magter jeg det?

Det er særligt efter den nye medicin jeg får, Aripiprazole Sandoz. Tre gange har jeg været nede og ligge på et koldt gulv, fordi det har sortnet for mine øjne. Til gengæld tager det skrigene i mit hoved – nå ja, hovedparten i det mindste – og jeg har på nær et enkelt møde med en hammer, ikke udsat mig selv for selvskade i perioden – og dét møde lå i starten af forløbet. Så det er lidt pest eller kolera, hvilket måske ender ud i at vi skal ud i en tredje type medicin. Modsat hvad mange tror, så handler det ikke bare om at tage én enkelt type medicin og så er man fit for fight igen. Psykiske sygdomme hører til i hjernen, og hjernen er fra person til person wired på hver sin individuelle måde. Det er reelt logik for perlehøns at sygdomme, der ligger dér hvor mennesket bliver et individ, ikke kan behandles fra én bestemt metode over én kam. Men vi er vant til fra fysiske sygdomme at der er en bestemt type medicin – i de fleste tilfælde i hvert fald – der tages, som så skaber enten helbredelse eller forbedring. Medicinering i psykiatrien er en kompliceret proces med et hav af bivirkninger af både fysisk og psykisk karakter, med håb om at for enden af regnbuen ligger symptomfrihed og venter. Alt i mens du venter på at få dit liv tilbage.

Hvilket i sig selv er en sjov tanke, fordi jeg egentlig griber mig selv i at ønske mig tilbage til status quo, med alle symptomerne og nedturene – fordi det havde jeg efter godt 20 år lidt vænnet mig til. Vænnet til er egentlig et forkert udtryk, for efter min sidste nedtur, fik jeg alligevel nok og satte mig for at finde ud af hvorfor min hjerne var, som den var og er. Jeg havde bare ikke gjort mig noget begreb om hvor udmattende og ensom dén proces skulle vise sig at være.

Jeg er dybt taknemmelig for at jeg ved at jeg har nogle, der har min ryg. Også selvom jeg ikke gør brug af det, fordi jeg er bange for at være en belastning. Jeg kan slet ikke begynde at forestille mig denne proces uden de mennesker i mit liv. At føle sig ensom uden at have rationelle øjeblikke, der minder én om at der ér mennesker, der er der for dig – jeg håber virkelig for de mennesker, der ikke har det, at psykiatrien i det mindste her kan gøre noget.

Så i min ensomhed og frustration er jeg alligevel heldigt stillet. Og her kommer så en anden type stigmatiserende kommentar man kan komme ud for: vær glad for det du har, der er andre, der har det værre end dig!

Og det ér der. Men det ændrer ikke følelsen inden i.

Hvis du brækker benet og får at vide at du ikke skal pive, fordi nogle mennesker får åbent knoglebrud og der er meget værre…

Hvis du får brystkræft og får at vide at du i det mindste stadig har dine bryster, for andre er nødt til at få dem fjernet….

De fleste mennesker, der møder den slags kommentarer direkte eller indirekte, vil på et eller andet tidspunkt nå til ensomheden, følelsen af at stå alene, uanset om der er et menneskeligt sikkerhedsnet eller ej.

Ensomheden gror ud af stigmatiseringen. Og det er derfor åbenheden og kampen mod stigmatisering ligger mig så nært.

Håber du kunne bruge dette til noget, selvom jeg egentlig bare havde brug for at åbne ventilerne lidt.

Så sidder du derude og genkender disse følelser, så vid at du ikke er alene. Der findes mennesker, der ved på egen krop, hvad du går igennem. Jeg ved også at det er en ringe trøst, og mit bedste råd vil være at fortælle om din ensomhed og din frustration til den læge, der har ansvaret for dit forløb. Det er vigtigt, selvom det er svært, og selvom du måske føler at du ikke har lov til at føle sådan. For du har lov til at føle sådan og det ér en følelse, du skal tage alvorligt. Tag vare om dig selv – ræk hånden ud.

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.