Lidt om psykisk sygdom og misbrug

Facebook
Facebook
Twitter
Visit Us
LINKEDIN
Google+
http://lindavlind.dk/blog-post/lidt-om-psykisk-sygdom-og-misbrug
EMAIL
RSS
INSTAGRAM

Jeg ved i realiteten ikke så meget om egentligt misbrug. Udover smøgerne, som jeg røg i igen, så har der ikke rigtig været noget.

Det er så ikke helt rigtigt. For virkeligheden har vist mig at jeg nok har et begrænsningsproblem i forhold til alkohol. Ikke hver dag, ikke fra morgen til aften. Men for noget tid siden i forbindelse med opstart af medicin, startede jeg på hvad jeg kaldte lidt selvforkælelse og købte en flaske vin til aftensmaden. Det skulle bare være et enkelt glas.

Det, der for mig var stærkt vanedannende, var at de mørke tanker om selvskade og selvhad trådte i baggrunden. Den første halve flaske gav mig et frirum, et helle, hvor jeg kunne få lov til at lægge mørket på hylden. Hvad jeg ikke forstod i starten, var bare at den sidste halvdel forstærkede den tilstand jeg havde haft inden. Larmen i mit hoved vendte tilbage med fornyet styrke. Uro i kroppen. Jeg kunne gå på toilettet og miste tidsfornemmelsen, fordi hjernen enten gik i stå, eller jeg begyndte at græde og ønske mig langt væk fra alting. Tilstanden blev ikke bedre, da det langsomt gik op for mig at det var to skridt fra at løbe løbsk. Jeg har aldrig sagt det højt, men det er et faktum, at hvis du fortæller dig selv at du ikke skal købe og have vin i aften og du alligevel ender med at pakke en eller to flasker ved kassen i supermarkedet, så har du et problem. Det er et faktum at hvis du arbejder i detail og begynder at købe vin hos konkurrenten fordi “de må da snart tænke deres, mine kolleger”, så har du et problem. Og det er et faktum at hvis du fortsætter med at fylde glasset, selvom det begynder at gå ned ad bakke, fordi det næste glas måske er anderledes – så har du et fucking problem!

Og det havde jeg. Alkoholisme ligger til familien, så derfor blev jeg enormt skamfuld over at jeg ikke kunne kontrollere det.

Det viste sig heldigvis at det kunne lade sig gøre. Jeg erstattede ganske enkelt alkohol med smøger. Det var et valg mellem to onder, men faktisk ikke ret svært. Jeg har set hvad alkoholmisbrug gør ved en familie, ved et menneske. Jeg har set ensomheden, fortabelsen, afmagten, vreden og mærket svigtet og afsavnet. Og ja, rygning indebærer risiko for mange ulykker, men i min verden er der forskel på risiko og sikkerhed. Og indtil jeg kan håndtere min indre smerte uden smøgerne, så er det sådan, det er. Og ligesom for et par år siden, hvor jeg sidst røg, finder jeg mig igen talt ned til på samtlige cigaretpakker – og bliver ret så harm over at der er folk, der åbenbart tror at rygere ikke ved at røg er skidt. Men det er en anden historie.

Budskabet fra mig er, at det ikke er ualmindeligt at der med psykisk sygdom følger én eller anden form for misbrug med. For nogle er det endda misbruget der har skabt psykosen og ikke omvendt.

Jeg har dog fortalt det til udredningssamtaler og det vækker eftertanke i mig at ingen, hverken psykiater, læge eller psykiatrisk skadestuepersonale gjorde ret meget andet end at løfte en forsigtig pegefinger. Jeg har ikke nogen endelige bud på, hvad løsningen skulle være, for at blive kastet ud i et afvænningsforløb oveni turbulent udredning, kan også meget nemt få bøtten til at tippe helt.

Men hvad ér det, det der med psykisk sygdom og misbrug. Jeg kan af gode grunde kun tale for mig selv:

Jeg drak af afmægtighed. Jeg drak af ensomhed. Jeg drak af dyb frustration over et sind, der var og er ude af min kontrol. Jeg drak fordi uanset hvor mange ord jeg sætter på, vil jeg ikke møde egentlig forståelse hos mine nærmeste, for dette her kan ikke forstås, kun leves og udholdes. Det maksimale jeg kan forvente er empati. Empati er godt, misforstå mig ikke, men jeg tror ikke jeg er ene om at brændende ønske at blive forstået. Samtidig med at ønske dét, så ønsker jeg ikke at blive forstået, fordi det vil betyde at den anden går i samme sko. Det vil jeg ikke ønske for nogen og da slet ikke mine nærmeste, som jeg elsker og holder af.

Så mit spørgsmål jeg stiller til debat er: hvordan forhindrer eller dæmper vi afmægtighed og ensomhed i forbindelse med psykisk sygdom? For jeg tror faktisk, uden at vide det med sikkerhed, at jeg langt fra er ene om at have de følelser, som baggrund for et misbrug.

Og by the way; jeg har stort set ikke drukket alkohol siden jeg startede med at ryge. Og de to gange det er sket, har jeg ikke haft problemer med at begrænse mig til ét glas.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *