Mellem planter og kolbøtter på sociale medier

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

Jeg er ikke særlig teknisk anlagt. Derfor har det krævet en hel del tålmodighed, hvad jeg heller ikke har ret meget af, at få koblet min blog til profiler på Instagram, Twitter og Facebook. Skal jeg krybe til korset, så er jeg sgu ikke engang sikker på, hvordan det endelig lykkedes.

Hvorfor vil jeg brede mig på sociale medier? Er det ikke nok at have min blog? Hvis det bare handlede om at jeg selv havde et sted at afreagere, jo, så ville min blog være ganske fin, måske endda bare min Facebookprofil kunne gøre det. Men det handler om at få psykisk sårbarhed og sygdom i tale. Det handler om at vise at der trods sygdom stadig er smukke ting i livet og ikke mindst at man stadig kan noget, trods sin sygdom.

Min nye Twitter, @mellemplanter, er en rigtig god måde at komme i kontakt med beslutningstagere, samt at følge politiske diskussioner (selvom jeg stadig er ved at lære, hvordan jeg skal få mening ud af folks meget haikuagtige tweets).

Min nye Instagram, lindlind1978, er blevet til for at vise alle de smukke ting jeg ser, det bliver et quick peek, hvorimod min blog ret åbenlyst kræver lidt mere tekst.

 

 

Min Facebookprofil arbejder jeg stadig lidt på, fordi den for mig er den mest private del af mit liv på sociale medier, forstået på den måde at min vennegruppe er begrænset til familie og folk, der inspirerer mig, mine nærmeste bekendte mv.

Jeg er fortaler for at få vores historier derud, hvor de kan arbejde for større åbenhed og mindre stigmatisering. Men det er ikke alle sårbare, der har overskuddet til det. Jeg tror da også at det kræver noget eftertanke, for ved at gøre hvad jeg gør, eliminerer du en del af dit privatliv – og det gav da også hånden på hjertet yours truly en smule hjertebanken og åndenød, da jeg satte det i gang. Så hvorfor gøre det?

Det er ret simpelt; hvis man brænder for awarenessprojektet, som jeg gør, så er du nødt til at være dér, hvor folk er. Og “folk” er på de sociale medier. Det er derfor sociale medier også vrimler med virksomheder og professionsbloggere, fordi det er dér, deres kunder er. Jeg har selv brugt oceaner af tid på at søge information og andres erfaringer med udredning, sårbarhed og psykisk sygdom på nettet og også i Facebookgrupper. Og der er rigtig mange sørgelige historier om folk, der fanges i systemet, rigtig meget, der kan tage pippet fra folk, der måske står i starten af deres proces. Og tag ikke fejl, det kræver til tider Wolverineskelet at være psykisk sårbar eller psykisk syg – men jeg vil rigtig gerne sende et budskab ud om at der også er gode dage, at der ér muligheder, selv når alle døre synes ikke bare lukket, men forsvundet.

Derudover har jeg læst forskellige debatter omkring årsager til at psykisk sygdom træder i baggrunden i politik og kommunale budgetter og én af dem er, at som psykisk sårbar eller syg er det svært at have overskud til at råbe højt nok. Men hvem siger at vi skal råbe? Hvis vi er mange nok, hvad vi ér, så burde det række bare at tale. Faktisk er jeg overbevist om at der er så mange, der råber om alle mulige emner, at mange er begyndt at lede efter den rolige samtale, et lille frirum.

Og dét ville jeg rigtig gerne give fra mig; et sted hvor du som psykisk sårbar eller psykisk syg kan spejle dig og måske få lidt inspiration til at finde dine døre igen. For de ér der, de gode døre. Dem, der trækker dig væk fra de mørke tanker og lukker en smule lys ind. Men de kan være rigtig svære at finde.

Tilbage er der blot at sige; følg mit blogunivers på Twitter og Instagram.

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.