Min notesbog fra Politikens Forlag

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

Jeg er egentlig i gang med at forberede et mere alvorligt indlæg til jer om livets elevatorture som psykisk sårbar og psykisk syg, men der er noget andet og mere let tilgængeligt, jeg simpelthen må dele med jer.

Jeg fik en gave af min kæreste for noget tid siden, Min notesbog af Politikens Forlag, og jeg går og tripper lidt for at det nye år kommer, så jeg kan tage den i brug.

Som Asperger og psykisk sårbar tror jeg nemlig at bogen kan blive et supergodt redskab til at genvinde mig selv og vende tilbage til det gode liv. Hvorfor? Jamen, lad mig tage jer igennem notesbogen, der også er en kalender og en motivator.

Bogen kommer med en indledning – en beskrivelse af de forskellige redskaber i bogen og hvordan man kan bruge dem. Men samtidig er det også klart at man selv kan forme den som man vil, alt efter hvad man gerne vil bruge den til.

Bogen rummer for det første en halvårsoversigt og grundlæggende for hele kalenderdelen i bogen er der ikke koblet ugedage på datoer, så læser du først dette i 2018, kan du faktisk stadig nå at drage nytte af den. Jeg kunne i princippet have startet op allerede nu, men jeg er en ret stor fan af Ordnung muss sein, og har altid set nytåret som et nyt kapitel. Derfor har jeg valgt at gemme denne godbid af en notesbog.

Hver måned starter med et eller flere fokuspunkter, for januar er det f.eks. meget oplagt kost og motion. Men ellers er der også fokuspunkter som bøger, film og serier, personlig udvikling, planlægning af ferie, musik og andre gode ting. Men man kan vælge at ændre et fokuspunkt. Det kræver bare at man streger lidt ud i nogle overskrifter og bruger de lækre bulletlister, som man selv ønsker det. Så hvis man ikke er til bøger, men mere til Playstation, så er det rimelig nemt at forme det til det, man har brug for.

Og de medfølgende lister er for en Asperger, som jeg, noget, der kan give julelys i øjnene. Jeg har en meget klar forventning om at jeg kommer til at bruge mange, hvis ikke alle, i løbet af året.

Men hvis vi lige vender tilbage til kalenderdelen, udover årsoversigt i starten af bogen, starter hver måned med en månedsoversigt, hvor der er plads til at skrive månedens fokus, opgaver, noter og månedens citat. Igen, ønsker man at ændre en overskrift eller to, lader det sig sagtens gøre. Herefter kommer der en ugeoversigt, igen med plads til noter, der er et felt til skridttæller og hvor mange glas vand man drikker om dagen. Men man kunne også lave den om til hvor mange styk frugt og grønt man får om dagen, hvor mange gange man bander eller hvad man nu har lyst til at holde styr på.

Fælles for fokuspunkterne er at de alle starter med en indledning,  med gode råd og vejledning til hvordan man kan bruge listerne i måneden.

Til slut i hver måned er der plads til ekstra noter, en højdepunktsside (som er genial, hvis man er psykisk syg eller sårbar og har en tendens til at glemme de gode ting der også sker) og så er der det redskab jeg nok glæder mig allermest til at bruge; månedens blomst.

Månedens blomst farvelægges dag for dag med en farve, der bedst rammer dagens humør. Man kan selvfølgelig også vælge at afslutte hver måned med noget farvetid, hvor man maler blomsten efter de overordnede linier og følelser. Igen, det er op til den enkelte. Personligt tror jeg at jeg kommer til at starte med den første intention om at male dag for dag, men velvidende at blomsten kan blive noget usymmetrisk at se på i forhold til farvebalance, så ved jeg også at jeg nok på et tidspunkt måske tager det uge for uge, eller som sagt, sætter noget mindfullness tid af sidst i hver måned.

Overordnet set, som Asperger og som psykisk sårbar, mener jeg at det har potentialet til at blive et rigtigt godt redskab for mig i det nye år. Jeg står overfor at skulle genvinde min oprindelige krop efter en BED periode og vægtforøgende medicin. Jeg står overfor at skulle genfinde mig selv med min diagnose og finde ud af hvor jeg står i mit eget liv og hvad der er vigtigt for mig.

Og det mener jeg at Min notesbog fra Politikens Forlag kan bidrage med. Om den kan stå alene, det må tiden vise – men det er helt sikkert en rigtig god start.

Hvis du har fået lyst til selv at købe den, eller måske se den an, kan du besøge din lokale boghandler med titel, forlag og følgende ISBN nummer: 978-87-400-4066-1. Den står i skrivende stund til 150 kroner, hvilket faktisk ikke er galt, når man tænker på at det er kalender og notesbog samlet i én lækker udgave.

Det var dagens lille anbefaling og fif. Hav en rigtig skøn decemberdag derude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *