Politisk lede eller politisk ledelse?

 

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

 

Jeg afholder mig normalt fra at diskutere politik på SoMe og min blog. Ikke fordi jeg ikke har holdninger til dette og hint, men ganske enkelt på grund af den tone og sprogbrug i kommentarfelter, der snarere virker som reglen frem for undtagelsen.

Jeg har også beskæftiget mig relativt begrænset med politiske dagsordener i hverdagen, fordi jeg har en meget indgroet tillid til at de folk, vi vælger på valgdagen, naturligvis er interesserede i at gøre et godt stykke arbejde og må formodes at kunne tage det ansvar, det er, at styre et land.

Når det er sagt, så har jeg nogle forventninger til en folkevalgt politiker, hvad end jeg har stemt på vedkommende eller ej:

  • en politiker bør kunne være rollemodel i forhold til politiske debatter
  • en politiker bør som minimum kunne forholde sig til og drage nytte af ekspertviden
  • en politiker bør afholde sig fra at udelade væsentlige dele af undersøgelser i debatoplæg og skulle det ske ved en fejl, så som minimum korrigere derefter
  • en politiker bør kunne tage ansvaret for at lede et land på sig, alle borgere, og ikke kun den vælgerskare, vedkommende repræsenterer.
  • en politiker bør være i stand til at kunne indrømme fejl og misforståelser
  • en politiker bør kunne tage ansvaret på sig, når det går galt
  • og en politisk leder bør kunne drage den nødvendige konsekvens, når en ansat gentagne gange ikke lever op til sit ansvar (ingen navne nævnes, men er næppe heller nødvendigt)

Stiller jeg for høje krav? Nej, det mener jeg faktisk ikke. I princippet er der ikke den store forskel på, hvad man forventer af ledere generelt ude i virksomhederne og Folketinget, der består af en række folkevalgte ledere, anført af én overleder, nemlig statsministeren. Og med al respekt, så er lønningerne høje nok til at man kan forvente ovenstående OG kvalitetsarbejde.

SÅ:

Jeg afholder mig normalt fra at diskutere politik på SoMe. Ikke fordi jeg ikke har holdninger til dette og hint, men ganske enkelt på grund af den tone og sprogbrug i kommentarfelter, der snarere virker som reglen frem for undtagelsen. 

Men jeg må erkende at den tid er forbi.
Jeg finder mig selv på diverse partiers hjemmesider, for at kortlægge deres værdisæt og meninger om dette og hint. Ikke fordi jeg vil melde mig ind i et specifikt parti, men fordi jeg i den grad er på bar bund i forhold til den næste folkeafstemning. Og skal jeg være helt ærlig, så virker det ikke til at vi lige nu står med en statsministerkandidat, hverken nuværende eller i opposition, der magter at løfte opgaven og samle vores lille land. Dét synes jeg er ret bekymrende.

På en måde kan man vel sige at min politikerlede er blevet til politisk interesse. Og selvom jeg egentlig aldrig havde troet at jeg ville komme til at interessere mig så meget for det, som jeg gør nu, så kan jeg faktisk godt lide min nyfundne aspergerske særinteresse, der synes at vokse dag for dag. I princippet startede den vel egentlig med min egen kontakt til det psykiatriske system, hvor jeg så sygeplejersker, sosu’er og læger, der virkelig gjorde deres bedste, men konstant havde tiden imod sig.

Jeg mindes mit første valg som stemmeberettiget. Jeg var pavestolt og havde det været en tid med smart phones, er det lige før at jeg vil tro, at jeg havde taget en selfie i stemmeboksen (yeah, I’m that old!). Mit kryds havnede dér, hvor jeg vidste at min mor satte sit kryds. Men de seneste valg har været mere og mere præget af at jeg har hoppet lidt rundt. Jeg er én af den slags vælgere, der kan flyttes. Også på tværs af farverne. Og måske er det netop derfor, jeg er ret søgende på partiernes hjemmesider – fordi jeg leder efter et ståsted. Det, jeg vægter højt er handling bag hjemmesidernes fine ord. Jeg forventer at se værdierne fra de enkelte partier udlevet hos de højtstående politikere, der repræsenterer det enkelte parti. Og her i indgangsfasen er jeg faktisk usikker på om et sådant parti eksisterer – vel at mærke, et parti som jeg i øvrigt i det store billede deler holdninger med. Men det må tiden og vidensindsamlingen vise.

Vi kan ikke være enige om alt. Der vil altid være nuancer, prioriteringer og kompromisser som stryger nogen mod hårene – også indenfor et partis egne rækker. Tag perioden med Helle Thorning-Schmidt, hvor folk var ret oppe og køre over at det ikke var udelukkende socialdemokratisk politik og at der forekom løftebrud i forhold til valgkampen; faktum var – og ér – bare at for at danne regering, så må man have andre partier med sig og det kræver at man kan forhandle og i nogle tilfælde – begge veje – evner at kunne kill your darlings. Den nuværende regering er ingen undtagelse. Venstre har statsministerposten, men er dybt afhængig af de øvrige regeringspartier for at få et samarbejde til at køre. Derfor vil der være forslag, som ikke synes at høre hjemme i Venstre-regi. Og det er okay – det er politikkens verden og faktisk også essensen af et demokratisk styre.

MEN – som jeg nævnte før, så har jeg som menig borger nogle minimums forventninger til de mennesker, der vælger at bruge deres arbejdsdag på Christiansborg. Forventninger, som jeg ikke oplever bliver mødt. Min retfærdighedssans bliver næsten dagligt udfordret for tiden.  Min fædrelandsstolthed bliver udfordret. Det handler egentlig ikke så meget om selve de politiske meninger bag, men mere om de løsningsmetoder, man vælger at bruge. Som fx at hænge en meget specifik målgruppe ud på sociale medier som en byrde. Nu er jeg ikke en del af lige præcis dén målgruppe, men i realiteten er det jo bare at skifte titlen på målgruppen ud med “aspergere” eller “autister” eller “psykisk syge” – for mit vedkommende – før retorikken pludselig står lysende klart (hvis den ikke gjorde det i forvejen). Indsæt selv din målgruppe. I disse tider med overenskomstsforhandlinger og sammenbrud kan vi jo indsætte “sygeplejersker”, “lærere” mm. da det vel også kan opfattes som en byrde, at de fx kræver mere i løn, som skal tages fra den offentlige statskasse – bare for at sætte tingene lidt på spidsen. (Og bare for at undgå misforståelser – jeg har den største respekt for de offentlige ansatte, der dagligt knokler for at få enderne til at mødes på deres arbejdspladser og jeg synes faktisk ikke at de stiller urimelige krav i forhandlingerne. Der ér trods alt tale om samfundsmæssige nøglemedarbejdere, der sikrer vores sundhed, pleje, uddannelse, børnepasning (så vi andre kan passe vores arbejde) og meget andet.)

Jeg har været på tre forskellige lederkurser på tre forskellige arbejdspladser – og ikke én af disse kurser og på intet tidspunkt i den praktiske lederhverdag har sanktioner og straf været brugbare løsningsmodeller i forhold til at skabe en harmonisk og sammenhængskraftig arbejdsplads. Det er nemme løsninger, men er absolut ikke noget, der øger hverken arbejdsglæde og arbejdslyst hos den enkelte medarbejder – og vil desværre næsten altid medføre en forværring af situationen eller udvikling af andre problematikker (som den ukloge leder så fortsætter med at sanktionere og straffe på). Intentioner og målsætninger bliver ligegyldige, hvis værktøjskassen ikke er udrustet tilstrækkeligt. Og som leder kan du ikke udvikle din værktøjskasse, hvis du ikke evner at evaluere på dig selv og tage ejerskab på de ting, du kunne have gjort bedre.

Måske er der nogle, der vil mene at jeg ikke kan sammenligne Folketinget med en ledelse i en virksomhed. Jeg er da også med på, at vi taler om en markant anden skala og at der ér nogle afvigelser. I et demokrati er det for eksempel os som borgere, der ansætter vores egen ledelse med vores krydser. Og det er jo en ret speciel dobbeltrolle, vi har i den forbindelse, som medarbejdere i en almindelig virksomhed ikke har. Det er dog også en rolle som gør, at vi faktisk selv har indflydelse på resultatet. Og samtidig en situation, som en mere kynisk ledelse kan vende til et budskab om at “I har selv valgt os, så vi gør som det passer os”.

Men tiden tikker. De fire år kan gå ret stærkt. Jeg ved ikke personligt, hvor min stemme ender til den tid, men jeg ved én ting med sikkerhed: jeg vil sætte mit kryds dér, hvor jeg føler at jeg bliver respekteret og talt til som en demokratisk vælger. Jeg vil have en ledelse, der lytter. En ledelse, der sætter en ære i at opføre sig ordentlig overfor befolkningen og hinanden – også på sociale medier. En ledelse, der kommer ud fra kontoret og ned på min arbejdsstation og måske endda selv prøver forholdene af på egen krop – og gerne FØR der træffes store, gennemgribende beslutninger (det er som regel det mest effektive i længden, fordi man derfor undgår efterfølgende oprydning). En ledelse, der kan samle et land via motivation fremfor tvang og straf.

Og det mener jeg faktisk ikke er for meget forlangt.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.