Psykisk sårbarhed og livsstilsændring

Alle, der har været indlagt med psykisk sygdom eller sårbarhed kender til KRAM, oplysning om kost, rygning, alkohol og motion. For mit vedkommende, har det i sær været kosten, der har været på tale, fordi man ikke ville gå ind og “punke” nogen, der havde det svært, med eksempelvis at stoppe med at ryge. Alkohol var ikke tilladt på afdelingen og motion, ja, det var så som så med muligheder dér, hvis man ikke havde udgang uden følge.

Ikke desto mindre kan jeg mærke min psykiske sårbarhed på min egen krop. Jeg kan se virkningen hver dag, jeg kigger i spejlet. Og jeg kan mærke hvor svag, min modstandskraft er når jeg nærmer mig vinafdelingen – så jeg prøver at undgå den.

Jeg er ikke uddannet indenfor disse emner overhovedet, så jeg vil så vidt muligt forsøge at tale om de ting, jeg ved noget om fra min egen krop. Så er det op til dig som læser at lægge til og fra med henblik på din egen situation.

Når jeg ser tilbage, dér hvor jeg først burde have set et faresignal, var da jeg begyndte at drikke – for meget. Det blev en impulshandling at købe vinen og det blev senere impuls at tømme hele flasken på én aften. Indtil jeg stoppede op et øjeblik og så på mit alkoholforbrug. Det, alkohol gjorde for mig, var at den dulmede alle de mørke og skrækkelige tanker jeg havde. Den tog mig lidt væk fra en virkelighed, jeg ikke helt kunne håndtere. Man ved at den er gal, når man bliver vant til at have tømmermænd på arbejdet. Så jeg stoppede som sagt op et øjeblik, men desværre ikke to. Jeg indså at jeg havde behov for at dulme noget og jeg stod med trang til både alkohol og rygning. Så jeg droppede alkohol i en periode og startede op på smøgerne – efter 2 års stop! Set i bakspejlet, så skrabede jeg kun overfladen, da det skete. Jeg vidste at jeg havde brug for at dulme noget, men jeg glemte at spørge “hvorfor”.

Så rygning var det andet skridt nedad vejen og det har kunnet mærkes, når jeg går, når jeg trækker vejret – jeg kan ikke længere løbe 5 km uden stop. Og mine fingre er blevet gullige.

Sideløbende med alt det her, får jeg medicin. Medicin, der direkte går ind og påvirker sultcenteret. Så mit madforbrug øges også støt og roligt, og der kommer flere og flere søde sager ind i billedet og mindre og mindre frugt og grønt. Samtidig med det, døjede jeg også rigtig meget med bivirkninger på det antipsykotiske medicin, som gav smerter og spændinger i musklerne i arme og ben. Så langsomt faldt motionen også fra. Til at starte med gjorde det ikke så meget på kroppen, fordi jeg var meget fysisk aktiv på arbejde, men da jeg blev sygemeldt og virkelig ramlede ned igennem kældergulvet, så røg mit aktivitetsniveau også helt væk fra skalaen.

Og det kan både ses og mærkes. Og jeg prøver dagligt at fortælle mig selv at det er okay, det skal nok blive anderledes, jeg får styr på det igen.

Men alle der har prøvet at stoppe med at ryge, ved hvor meget viljestyrke dét kræver. Og det er altså kun en fjerdedel af den samlede problematik. Så har vi slet ikke snakket om alkohol, kost og motion endnu.

Og så er det jeg tænker… hvad ville en god coach sige?

Formodentlig at alle rejser starter med det første skridt. At livsstilsændringer ikke skal være én stor omvæltning, fordi man dermed overbelaster sit eget system med nye vaner, som næsten er dømt til at mislykkes. Men skylder vi, der slås med KRAM, netop ikke os selv at opleve nogle successer. Helt ærligt, det trænger vi sgu til. Og med alt det, vi kæmper med hver i sær, hver dag, så fortjener vi det også.

Psykisk sårbarhed og uhensigtsmæssigt livsstil hænger desværre, fra hvad jeg har erfaret af diverse indlæggelser og grupper, rigtig tæt sammen. Vi passer simpelthen ikke på os selv.

Hvorfor passer vi ikke på os selv? Der vil sikkert være terapeuter, der kan komme med gode, kvalificerede bud, men hvis jeg kigger indad vil svaret være ret simpelt: jeg har ikke overskuddet.

Jeg mistede overskuddet til at stå i mod alkohol og røgtrang, jeg mistede overskuddet til løbeturen, jeg mistede overskuddet til at skrælle og rive en gulerod, når jeg bare kunne åbne en pose slik. Bananer var et alternativ en overgang, men der er grænser for hvor mange bananer, man kan blive ved med at spise. Æbler kunne også være et bud, men jeg kan ikke klare hvis der er stødmærker i det – som i “virkelig ikke klare” – og så spiser jeg simpelthen ikke æblet.

Nu står jeg så på den anden side af min nedtur, jeg er nået tilbage op til hullet i kældergulvet, hvor jeg hænger i med neglene. Jeg kan se hele vejen op til taget, hvor der er huller på hver etage, hvor jeg er faldet igennem. Jeg kan se cirka hvor jeg skal hen, men jeg ved endnu ikke hvordan jeg skal komme derop. Men jeg ved at på vejen, vil jeg skulle kigge på både kost, rygning, alkohol og motion. Og det er ikke det eneste jeg skal kigge på.

Jeg skal have opbygget mit selvværd og min selvtillid, jeg skal overvinde angsten og jeg skal lære at leve – godt – med en Aspergers diagnose.

Jeg har ikke besluttet endnu, hvad jeg ændrer først, men det er nok for mig lige nu at tanken om det ligger på lur i mit baghoved. For det betyder at jeg stille og roligt går og forbereder mig selv mentalt. Det tror jeg er det første vigtige skridt. Det næste skridt må være at acceptere at tingene nogle gange bliver værre før de bliver bedre.

Alle blogindlæg omkring denne livsstilsændring vil være tagget med netop ordet “livsstilsændring”, så forhåbentlig kan jeg inspirere nogle derude til at tage kampen op med sig selv på et eller flere områder – når de er klar.

Hav en rigtig dejlig weekend.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.