Så træt af ordet “cutter”!

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS
Så træt af ordet “cutter”!

Der er sikkert mange historier om hvordan selvskaden begyndte og hvad selvskade betyder for den enkelte.

For mig personligt betyder det et frirum fra en hjerne, der næsten uafbrudt gør mig bange, ked af det og på anden måde overbelastet. Den fysiske smerte tager mig tilbage til livet, til det faktum at jeg er i live og ikke i min hjernes vold. En halvtragisk illusion, men sådan er det. Andre gange er jeg følelsesløs. Jeg står i en situation hvor jeg ved at jeg burde føle noget, men der er intet. Jeg står ligesom i en usynlig bobbel og iagttager verden, som om jeg ikke er en del af den. Nogle vil synes at det kunne være rart at være fri for de der følelser. I mine øjne er det dog det diametralt modsatte; det er skræmmende, jeg er fanget og kan ikke komme ud af det vakuum, der omgiver mig.

Den fysiske smerte tager mig tilbage.                          

Selvskade handler ikke om at ville dø. Tværtimod, hvor paradoksalt det end er, handler selvskade i langt højere grad om at ville leve. Som selvskader er jeg i krig med mig selv, ikke mod selvskaden, men mod al det andet – pardon my French – fucking pis min hjerne får overbevist mig om. Man får krigsskader af at være i krig, men man drager ikke i krig for at dø. Man drager i krig for at kæmpe for det man tror på – og jeg tror på livet. Det er derfor jeg knuselsker mine planter i min anden sals urtehave. Det er derfor jeg kan blive væk i en solopgang eller lyden af træernes brusen. Det er derfor jeg påfører mig selv smerte for at komme tilbage til virkeligheden, for at mærke mig selv igen.

Uhensigtsmæssigt? No shit Sherlock. Men det er den eneste måde, jeg kender. Det er det eneste våben jeg har at kæmpe med.

Så hvad er det lige med det der ord “cutter”? Prøv at smage lidt på det, hvis du kan:

Cutter

Det lyder popsmart. Det lyder som en identitet. Det lyder som noget hentet fra en amatørbrevkasse. I mine ører har det en negativ, nærmest nedladende klang. Men mest af alt giver det resten af verden illusionen om at selvskaden kun er at skære i sig selv. Make no mistake, jeg har mange lange ar på stort set alle kropsdele. Men jeg har lige så ofte store og/eller mange blå mærker, rifter efter mine negle, brændmærker og til tider lidt for synlige ribben. Mine redskaber er mangfoldige. En psykiater sagde på et tidspunkt at jeg skulle få kæresten til at låse eller gemme knivene væk. Og der mistede jeg respekten for hende. Jeg kunne simpelthen ikke kapere at en fagperson kunne være så – ja undskyld mig – uintelligent. I mine øjne burde hun vide at selvskade ikke kun handler om knive. I mine øjne burde hun vide at selvskade er en overlevelsesmekanksme. I mine øjne burde hun vide bedre. For hvis du skal stoppe selvskaden med magt, skal du fjerne mig fra mig selv.

Jeg ved godt at der findes dem, der udelukkende sætter rækker af snitsår op langs armene. Men hvis vi virkelig skal gøre noget ved selvskade på et større plan, så er vi nødt til at forstå at selvskade er meget mere end tinsoldatstreger på huden – og måske vigtigere endnu: det kunne være tinsoldaterne bare var det eneste synlige tegn.

Det er ikke et spørgsmål om “du kan da bare lade være”. Hvis det var så simpelt, så skadede vi ikke os selv længere.

At have selvskadende adfærd må aldrig blive et menneskes primære identitet. Men det er det, jeg mener der sker ved brugen af ordet cutter. Og hvad der gør mig yderligere ked af det er at selvsamme ord blive slasket ind i læserens ansigt i det nyeste nyhedsblad fra LMS, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. Ganske vist via en boganmeldelse, men det gør det blot endnu værre i mine øjne. At opkalde en bog “cutter” skaber bare endnu mere rodfæste til det forfejlede billede at selvskade kun handler om at skære. Intentionen med bogen er blandt andet at bruge den som undervisningsmateriale i folkeskolen, hvilket bare lægger vægt til min træthed. For – ja undskyld min bidske tone – lad os da endelig opdrage en ny generation til at tro at selvskade kun handler om knive. Lad os da endelig sprede et budskab til de pårørende – der af gode og heldigvis lyksalige grunde ikke ved bedre – om at selvskade betyder ar på arme og ben, så utallige individer fremover stadig flyver under radaren, fordi deres selvskade er mere usynlig end blodige, røde rifter. Mindre synlig, men ikke mindre alvorlig.

– og nej, jeg har i skrivende stund ikke læst Cutter, eftersom den endnu ikke er udgivet. Men det handler ikke om bogen Cutter. Bogen fik ganske vist mit bæger til at flyde over, fordi jeg støder på det ord og tonsvis af misforståelser, oceaner af uvidenhed på daglig basis. Det handler om at hvis vi som samfund, nærmiljø, ja selv pårørende, reducerer et ekstremt komplekst handlingsmønster til et ord, som har den nedsættende tone, så bidrager vi blot til yderligere stigmatisering og desværre også til at det ikke for de, der er ramt af selvskadende adfærd, bliver nemmere at åbne op – hvilket jo er det allerførste skridt til at komme den skadelige coping mekanisme til livs.

Det er ikke popsmart og burde ikke være skamfuldt at have selvskadende adfærd. Det handler ikke – kun – om knive og skalpeller. Det er ikke en sygdom i sig selv, men derimod et alvorligt reaktionsmønster, der ofte er direkte linket til en eller flere psykiatriske diagnoser.

I skrivende stund er der skrig i mit hoved, der får det til at føles som om min hjerne er ved at blive revet fra hinanden. I skrivende stund bumper jeg hovedet på armlænet på den sofa, jeg ligger henslængt på, mens fingrene dupper på Ipad’en (aka Padme efter Padme Amidala). Det gør jeg for at aflede mine tanker fra de billeder af afrevne lemmer og flået hud, som bliver ved med at flashe i glimt for mine øjne. Det gør ikke rigtigt ondt, det giver ingen synlige mærker. Men bumpene gør at jeg holder fast i mig selv. De gør at jeg ikke giver efter i aften for den egentlig trang til at gøre smerten indeni til noget håndgribeligt. De gør at jeg ikke sidder med en hammer, en svensknøgle, min husnøgle, mit bælte, mit elastik, en nål, en kniv, et barberblad. De gør at jeg ikke står ved døren og hamrer mine arme ind i kanten af dørkarmen, så det føles som om mine knogler lammes, mens jeg hører pudset i væggen risle bag det hvidlakerede træ. Sommetider bliver jeg i tvivl om hvorvidt jeg har slået en flig af en knogle.

Pointen er at det ikke er meget af dette, der kan dækkes af begrebet “cutter”. Det er ikke tilfældigt at jeg valgte en krigstermonilogi tidligere, for selvskadende adfærd er en krig. En enmandskrig, der kæmper på begge fronter. Det er ikke en romantisk krig. Den er ikke heroisk. Den er beskidt. Den er grim. Den er hensynsløs. Som alle andre krige trækker den et spor af ødelæggelse med sig. Afmagt. Fortabelse. Frustration. Vrede. Had.

Og med al respekt for den der brugte ordet først, så dækker cutter bare ikke i nærheden af, hvad der reelt foregår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.