Saltvandsindsprøjtning skal sikre hånd om langtidssygemeldte

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

Som jeg nævnte i går i min nedtur, så ville jeg egentlig dér have skrevet om en kronik i Jyllands-Posten, skrevet af Marianne Stein, om lovede bedringer i et sagsbehandlingssystem, der til tider går til grænsen for borgeren, eller over. Du kan læse kronikken her.

Kort fortalt handler kronikken om at der tilføres en kvart mia kr til sagsbehandlingssystemet, for at få 27.000 langtidssygemeldte borgere reevalueret, hvis de har været på kontanthjælp i over 5 år, og væk fra kontanthjælpen, samt at forenkle den 30.000 sider lange beskæftigelseslovgivning. Stein argumenterer dog imod at penge altid er den eneste løsning og efterlyser at der tages et ansvar for borgerne, fremfor at se dem som numre i en lang række. Hun ser socialrådgiverne ude i kommunerne som marionetdukker, der parerer ordre uden at skele til etik og moral. Hun mener desuden at disse ansatte bør have høj faglighed, menneskeligt overskud, helhedssyn, empati og en kulturændring i kommunerne, for at være der for borgerne.

Nu skal det siges at den ene sagsbehandler jeg havde under min sidste sygemelding faktisk var rigtig rar. Min beef ligger, som Stein også indikerer, med systemet. At gå fra fuld sygedagpenge, ned til en revalideringsydelse, som var næste skridt, en ydelse, der ikke engang dækkede de faste udgifter (og ja, man kan flytte – men det koster altså også i form at indskud, istandsættelse mv.) – jeg blev ganske enkelt nødt til at raskmelde mig, på et tidspunkt, hvor min udredning ikke engang var gået i gang! Om det er årsagen til at jeg pt er deltidssygemeldt, om det kunne være undgået, er lidt håbløst at spå om. Men det er tankevækkende. Jeg blev ramt rigtig hårdt på de kognitive færdigheder og de nåede ikke op igen, og siden er det gået ned af bakke med dem igen. Igen, det er svært at sige om det skyldes medicin eller noget andet. Der er imidlertid ingen tvivl om at jeg følte mig svigtet af systemet dengang i 2015. Begrundelsen for at jeg ikke kunne fortsætte på sygedagpenge, var at min læge ikke kunne sætte tid på hvornår jeg var rask. Derimod skrev han at han frarådede al arbejde på ubestemt tid. Det burde jo være et ret tydeligt tegn på at her har vi en borger, der skal have maksimal ro. Men ikke i følge lovgivningen, åbenbart. Min sagsbehandler var faktisk rigtig ked af det, at hun ikke kunne forlænge perioden.

Så jeg kan godt forstå at sagsbehandlere knækker. For jeg ville ikke selv kunne holde til at aflevere den slags beskeder til folk, at fortælle dem indirekte at det er raskmelding eller miste tag over hovedet. Eller hvad der nu ellers er af eksempler derude. Jeg har faktisk en ret dyb respekt for sagsbehandlere, fordi de ved Gud ikke at særlig gode arbejdsvilkår. Med 30.000 siders lovstof, hvoraf nogle regler er lavet fordi nogle få har ødelagt det for andre, skal man have mere end almindeligt overblik – og indtil videre er den lovsamling ikke blevet mindre.

Jeg kan ikke forestille mig det mod.det kræver for Marianne Stein at kalde sin egen profession for marionetdukker. Hun åbner op for en del repressalier fra egen række, men samtidig tror jeg også at der sidder en del socialrådgivere derude og nikker og er glad for at der er én, der tør at råbe op.

Grundlæggende vil jeg sige at jeg deler Steins holdninger og hilser en forenkling af materialet velkommen. Men jeg tror nu heller ikke at man skal afvise den ekstra sum penge til at skabe forandringer på gulvet og hjælpe en forenkling på vej.

Hvad mener du?

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.