Sidste års urban gardening

Facebook
Facebook
Twitter
Visit Us
LINKEDIN
Google+
http://lindavlind.dk/blog-post/sidste-aars-urban-gardening
EMAIL
RSS
INSTAGRAM

Sidste år, 2016, var mit første år med grønne fingre. Det startede med små urtekopper fra IKEA og ret hurtigt gik der sport i hvad jeg kunne få til at gro uden altankasser eller have. Jeg har haft plantet alt fra æbletræer, ferskenbuske og naturligvis løg, kartofler, de gængse og knap så gængse krydderurter. Det stod ret hurtigt klart at jeg var blevet bidt af begrebet urban gardening.

Min måske japanske agurk

Dansk Supermarked kørte kampagne hvor man fik et frø i en lille kop, som passede til en spirekasse, der kunne købes seperat (smart PR og salgsstrategi, i øvrigt). Her var min første lille kop en agurk som jeg plantede. Og det blev også en af mine successer, som virkelig gav mig blod på tanden. For det første fordi, da agurken kom over spirefasen

Min første store urban gardening succes.

og blev en ung plante, var den utrolig smuk. Jeg har altid været vild med farven grøn, men der er bare noget med friske planters grønne farve, der for mig er helt vidunderligt. Bladene var endnu mere fascinerende. De var store som håndflader, groede med stor fart og så var de dunede og bløde. Jo større de blev, blev den bløde dun til en vis kradsbørstighed, som jeg tiltænker naturens måde at beskytte selve planten på. Rigtige gartnere kan formentlig komme med en mere videnskabelig forklaring. Men jeg var pavestolt over min agurkeplante og billedet her røg da også direkte på Facebook til familie, venner og bekendte.

En dag da jeg gik og vandede min “have” og på det tidspunkt var det rigtig mange forskellige planter, opdagede jeg pludselig en gevækst på min agurkeplante. Jeg studerede den lidt nærmere og googlede en del, mens gevæksten voksede. Til sidst kunne jeg med endnu større

Agurkebaby

stolthed proklamere at agurkeplanten var med agurk. Agurkeplanten er faktisk ret fascinerende, med sine knaldgule blomster, viltre fangarme og hyppige skud. Der sker noget nyt næsten hver dag.

Jeg havde faktisk tre agurkeplanter på det tidspunkt, hvor af de to kom til at bære en agurk.

Så hvordan smager agurk, dyrket på 2. sal så?

Det logiske svar vil være at det kommer an på hvilken sort, man dyrker. Jeg er ikke klar over hvilken sort, der blev benyttet i de små beholdere fra Dansk Supermarked, men jeg forsøgte at google mig frem til et svar, for mine agurker havde et lidt karakteristisk udseende. De var korte og lidt tykke i det og så var hele overfladen dækket af små spidser – igen formoder jeg at det er en overlevelsesstrategi. De kunne imidlertid let børstes af og så stod man med en rigtig fin lille agurk. Det nærmeste jeg kom, som på ingen måde var konkluderende, var at det kunne ligne en japansk agurk på grund af spidserne.

Selve smagen var frisk med et lille hint af bitterhed fra den meget tykke skræl. Den var meget rustik i udtrykket og havde jeg haft flere af slagsen, ville den have været god i en grov salat.

Jeg kom bare til at spise dem inden jeg nåede så langt! Inden jeg helt fortærede min plantesucces, pillede jeg nogle kerner fra. Jeg havde nemlig fået en bog om at avle frø og tanken om en anden generation måtte jeg bare udforske. Tænk hvis jeg kunne gro plantens frø i 2017?!

Snack-peber frøet, der gav frugt

Jeg handlede en dag på mit arbejde i ALDI og tog en pakke snackpebre med hjem til aftensmadens salatindslag. Som jeg stod om aftenen og skar frugten i tern kom jeg til at kigge på alle kernerne, der lå i vasken og det slog mig at jeg her havde gratis frø. Det skulle jo prøves, så jeg glemte alt om mad og begyndte møjsommeligt at pille kernerne op og lagde dem til tørre i vindueskarmen. Så vidt jeg husker, så kom jeg vist til at springe tørreleddet over. De blev plantet samme aften.

Urban gardening sæsonen startede meget sent for mig, så da mange af planterne ramte frugtsætning, var vi ude på sensommeren med en fod inde i efteråret. Det betød at agurk såvel som snackpebre var ret lang tid om at udvikles.

Snackpeberbladene er store og glatte. Jeg husker at jeg havde et voldsomt hyr med hvide mider på undersiden af bladene, så jeg flere gange havde planterne under lup ved vasken, for minituøst at fjerne hver eneste lille kryb. Det var et rent tilfælde at jeg opdagede frugten, for den var gemt lidt under et blad og samme grønne farve og blankhed som bladene. Jeg blev jublende glad, da det gik op for mig at det lille træ bar frugt. Men derfra og så til høsten gik der meget længe, før den første rød farve dukkede op. Og sikke en farve! Det tog lang tid fra den første rød farve til hele frugten var rød, men jeg fulgte trofast med fra sidelinien. Tålmodighed er jo som sagt en dyd – min belønning var at kunne hedvin sætte tænderne i en lille, men saftig peberfrugt.

Faktisk var jeg tæt på at trække den for længe. Dels fordi jeg nød synet at det frugtbærende lille træ og dels fordi jeg var i tvivl om hvor stor frugten skulle være. Så den nåede at få nogle små, fine rynker helt oppe ved stilken, inden jeg tog urtesaksen frem. Du kan på billedet også få en fornemmelse af de medtagne blade fra mideangrebet.

Jeg gentog processen fra agurken og sorterede frøene fra og puttede dem i en sølvpapirslomme med mærkat på. Og det er med slet skjult stolthed at jeg kan sige at anden generation i skrivende stund har været gavmild med spirer. Det kan du læse mere om her.

Tomater – fra pligtdyrkning til passion

Jeg har ikke været den store tomatfan tidligere. Jeg syntes de smagte af vand eller i bedste fald stærkt fortyndet ketchup. Derfor var min første tomatsåsætning egentlig lidt pligtbetonet. Alle villadrivhuse med respekt for sig selv havde en tomatplante og eftersom jeg var godt i gang med at finde ud af hvad der kunne lade sig gøre på anden sal uden altan, så måtte tomater være et must. Så jeg købte nogle frø og plantede dem. Sommerhældet var gavmildt med sol og varme, så spirerne dukkede ret hurtigt op. Og som det ses, der var mange af dem. Så jeg besluttede mig at eksperimentere. Jeg endte ud med 14 forskellige omplantninger, hvor jeg plantede stiklinger enkeltvis, i par eller tripple, hvor potten endte havde eller ikke havde en bund af lecakugler til dræn, udover pottens naturlige huller. En af versionerne var et syltetøjsglas fyldt med leca hvor der kun lige var jord i toppen. Dette var for at kunne studere rødderne på planten som den voksede. Den holdt faktisk længere end jeg troede.

Sådan groede de for sig selv et stykke tid, indtil jeg kom til at sammenligne med startbilleder, hvor det pludselig slog mig hvor meget de var vokset. Det ville enhver tomatdyrker sikkert fortælle dig, hvis du overvejer at gå i gang selv: tomater er vilde med at vokse og producerer nye skud, du knap kan nå at pille af, inden det næste dukker op. Udover at tomatplanter er smukke, så dufter de også fantastisk. I den sidste fase var jeg omkring dem flere gange dagligt for at snuse til dem. Billedet her til venstre er mellemstatiet og mit første råd vil nok være hurtigst muligt at få en pind i jorden til at støtte planterne. Da det gik op for mig at de bare blev ved, tror jeg at jeg med plantepindene faktisk kom til at ødelægge nogle at rødderne. Til sidst var planterne halvanden meter høje, fyldige med blade – men frugterne udeblev trods masser af smukke hvide blomster. Igen, vi var ret sent på sæsonen, så de begrænsede mængde solstråler til sidst har nok haft en finger med i spillet. Derudover havde der været ret mange omplantninger, fordi jeg hele tiden troede at “nu måtte krukken da være stor nok!”. Jeg fik et lille glimt at selve tomaterne… der kom et par grupperinger med bittesmå, grønne ærtelignende frugter, som jo selvfølgelig er den spæde tomat. Vi nåede i midlertid ikke længere end det, oktober var startet og selve planten begyndte at falme trods ihærdige forsøg på at pleje jorden, den stod i. Sæsonen var slut.

Det gjorde mig faktisk ked af det. Jeg har altid haft det psykisk svært om vinteren og jeg havde da håbet at kunne sikre vækst indenfor vinteren over, så jeg havde noget at glæde mig over dagligt. Men selv jeg måtte erkende at vinteren i Danmark simpelthen ikke giver sollys nok. Jeg undersøgte lysarmaturer som alternativ, men måtte udskyde projektet til næste vinter eller vinteren efter, da plantelys hverken er billig eller enkel, hvis man lytter til de gode råd på forskellige sites. Det er muligt at det var den begyndende vinterdepression, der tog den beslutning – men jeg kunne ganske enkelt ikke overskue det. Slutsignalet blev en dag, jeg sad og læste i et planteforum, netop omkring lyskilder, hvor to brugere røg i skriftlig flæsk på hinanden over deres teorier. Jeg har det rigtig svært med skænderier på diverse fora, for jeg bliver påvirket af det øjeblikkeligt og har svært ved at slippe det. Den dag tænkte jeg at jeg gik i dvale og ventede på den nye sæson, lysere dage og mere varme. I 2017 skulle det i hvert fald ikke hedde sig at jeg startede for sent.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *