Udviklingsforstyrrelse eller bare anderledes?

Hvordan vi taler om diagnoser som ADHD og autisme.

 

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

Musisk inspiration fra Ella Hendersen “Glow” – linket fører til den officielle video på Youtube


 

(English translation in progress. You can subscribe in the sidebar to be notified on upcoming releases)

Forleden på Facebook stødte jeg på et ret interessant opslag fra Psykiatrifonden, hvor de spørger om vi tør at anskue diagnoser som ADHD og autisme på en anden måde, henvisende til en video fra NowThis Opinions, der netop plæderer for at vi bør se disse diagnoser mere for deres styrke og hvad de giver verden, fremfor at tale om handicap, udviklingsforstyrrelse og udfordringer.

Det er måske ikke svært at tænke sig at det skabte en del debat, både på Psykiatrifondens opslag, men også på det originale opslag fra NowThis, hvor der oven i købet blev debatteret til bunds at “vacciner forårsager autisme og ADHD og ikke har noget med genetik at gøre”(!!-oversat frit efter hukommelse), hvilket jo så blev en diskussion i diskussionen (som jeg ikke vil uddybe nærmere her, grundet omfanget af emnet).
Debatpunkterne, relateret til videoens agenda, består groft sagt i at nogle er så ramte i hverdagen af deres diagnose, at de slet ikke kan identificere sig med at det “bare” skulle være en diversitet, på lige fod med racediversitet og seksuel diversitet. Andre er lykkelige, fordi de føler sig set, respekteret og accepteret, ikke fordi deres hverdag er let, i neurotypisk forstand, men fordi hverdagen trods alt hænger mere sammen end for andre med samme diagnose.

Det kan som udenforstående måske være svært lige at sætte sig ind i hvorfor det forholder sig sådan og jeg vil prøve at give mit besyv med på en forklaring.

Jeg vil dog allerførst understrege at jeg ikke personligt har erfaring med ADHD (og jeg nægter at udtale mig om diagnoser udenfor egen erfaring), så resten af dette indlæg vil være med udgangspunkt i autismen – eller rettere autismespektrummet.

Det autistiske spektrum

Når du enten som nydiagnosticeret, pårørende eller studerende dykker ned i begrebet autisme, vil du højst sandsynligt støde på begreber som højtfungerende, lavtfungerende, mild og svær autisme. Jeg har haft en lille tvekamp med begrebet mild, hvilket blandt andet kom til udtryk i blogindlægget The Alien Life – A Life With Aspergers’ Syndrome – så tidligere læsere kender sikkert min holdning. Men for en god ordens skyld, så vender vi lige begreberne igen, simpelthen fordi de er vigtige for denne diskussion.

De fire førnævnte beskrivelser lægger op til en meget lineær opfattelse af autisme: det er noget man har i mere eller mindre målbar grad, noget, der kan sættes ind i en skala fra 0-10 eller testes på procenter.

Allerede nu har vi to problematikker; nemlig 1) at man de senere år udpræget taler om et spektrum fremfor en lineær, todimensionel forståelse, samt 2) at begrebet autisme faktisk dækker over en meget bred vifte af mennesker, selv hvis vi holder fast i den todimensionelle model. Alene indenfor Aspergers’ (som todimensionelt betragtes som mild eller højtfungerende autisme) varierer de diagnosticerede fra at fungere nogenlunde i hverdagen, til dem, der har brug for omfattende hjælp, som følge af udfordringer på eksempelvis de eksekutive funktioner.

Lad os starte med spektrummet, så vender jeg tilbage til den brede vifte senere.

Farveskala fra WordPress kontrolpanel

Når vi taler om det autistiske spektrum, er det nærliggende at sammenligne det med en vilkårlig farveskala, her illustreret med farveskalaen fra mit WordPress kontrolpanel. Det kunne også være Pantone farvekort eller bare et kig ned i skuffen med tusser eller lignende. Alene indenfor den markerede cirkel er der ret mange farvevarianter, når man zoomer ind. Men hvis vi kigger på den grønne farve, så spørg dig selv: “hvilken af de grønne varianter er mest grøn”? Selv, hvis vi forsøger at definere, hvad der gør en grøn farve til grøn, vil det blive umådeligt svært at stille de forskellige varianter op på række i “mest grøn” til “mindst grøn”. Og nogle steder kan vi diskutere om det er grøn eller blå, vi ser. Eller grøn eller gul.

Autismespektrummet fungerer på samme måde. Der er nogle overordnede karakteristika, udtænkt og valideret af kloge mennesker gennem tiden, som vi alle kan skrive under på, ligesom vi kan blive enige om de forskellige hovedfarver i farveskalaen (rød, gul, grøn, blå, lilla osv.). Det er blandt andet det, den autistiske triade tager udgangspunkt i, hvilket jeg beskriver på siden Min Aspergers: kommunikation, socialt samspil og sociale forestillinger. Indenfor disse tre, som i sig selv kan variere i størrelse, ligger yderligere underpunkter, som er til stede i mere eller mindre grad hos den enkelte. I den kommende ICD-11 virker det til at triaden afløses af to hovedpunkter, der skal opfyldes for at få diagnosen autisme: en social-kommunikativ del og en stereotypisk del (i flg. www.forskning.no – se link i bunden af indlægget).

Et klassisk eksempel er øjenkontakt og den misforståelse at hvis man er autist, så er der ingen øjenkontakt. Jo, det kan der faktisk godt være! For nogle er det ikke noget problem, mens andre slet ikke, end ikke overfor den nære familie, kan holde det ud. Og så er der alle os midt i mellem.

Et andet eksempel, der er meget konkret er IQ, som jo kan måles, hvor man typisk siger at Aspergere har gennemsnitlig til høj IQ, hvor mere klassiske autister har gennemsnitlig til lav IQ. Men igen glemmer man at der er tale om et spektrum, hvor du ikke kan placere folk på en lige linie. Der findes Aspergere, der ikke scorer højt på en IQ-test, ligesom der findes klassiske autister, der gør. Kategoriseringer har det med at afføde undtagelser.

Det leder mig til et lille sidespor: i Jurassic Park filmen, den første, diskuterer Dr. Ian Malcom med Henry Wu omkring muligheden for at dinosaurerne i parken kan yngle, på baggrund af at alle er hunner: “If there is one thing the history of evolution has taught us it’s that life will not be contained. Life breaks free, it expands to new territories and crashes through barriers…”. Måske det er lidt nørdemode her, men pointen er: vi forsøger – også i forhold til autismespektrummet –  med ord, mærkater og kasser at kontrollere og organisere noget, der ikke lader sig kontrollere eller organisere.

Den fulde essens af spektrummet betyder altså at den, der er god til øjenkontakt ikke nødvendigvis er den der har en høj IQ, for nu at blive i de eksempler. Den, der er god til øjenkontakt, er måske også god til small talk, men bliver voldsomt udfordret i større grupper (“større” kan være alt fra 2-100 eller mere). Den nonverbale kan måske formulere sig smukt på skrift – og den meget verbale kan være udfordret med skriften.

Og så er der en anden ting, vi også er nødt til at regne med ind i spektrummet, fordi det påvirker den enkelte: nogle/mange af os har foruden vores hoveddiagnose en eller flere såkaldt komorbide diagnoser (se definition på sundhedslex.dk) – dem, nogle indenfor faget også kalder for vores “co-stars”(eksempelvis depression, OCD, angst). Læg så dertil at hver enkelt af disse co-stars også har sit eget individuelle udtryk, så begynder der at tegne sig et billede af, hvor vidt forskellige ting, vi egentlig slås med, på trods af fællestræk – indenfor den samme hoveddiagnose.

Dette leder os til problematikken omkring den brede vifte indenfor autismespektrummet.

Det er derfor at der er én bestemt sætning, der går igen, når du dykker ned i begrebet autisme: “Hvis du har lært en autist at kende, så har du lært én autist at kende”, underforstået at det vidensgrundlag du har, kan allerhøjest sige noget meget overordnet om autister. Via egen diagnose har jeg tilmeldt mig Facebookgrupper og autister på Twitter, læst, tænkt, læst lidt mere, set Youtube videoer (blandt andet er jeg ret vild med The Aspie World, lavet af Daniel M. Jones) – og stadigvæk må jeg, hver gang jeg skriver om Aspergers, minde mig selv om at huske at understrege at det, jeg skriver er fra mit synspunkt og at der vil være andre, i samme diagnostiske kasse, som oplever verden anderledes end jeg gør det.
Bredden indenfor det autistiske spektrum er simpelthen for stor og omfattende til at man kan skære alle over én kam. Jeg er f.eks. diagnostiseret med Aspergers Syndrom og pt. i et jobafklaringsforløb, hvor jeg håber at jeg en dag kan vende tilbage til ordinær stilling på arbejdsmarkedet – hvilket jeg med visse parametre som skånehensyn og grad af interesse i selve opgaverne anser for at være en mulighed – i hvert fald indtil det modsatte er bevist. Men for andre, med nøjagtig samme diagnose, bliver en ordinær fuldtidsstilling, eller bare 30 timer, aldrig en realitet.

Og det er derfor at debatten godt kan blive lidt ophedet, fordi der reelt er nogle, der føler sig negligeret og set ned på. Dem, for hvem ADHD og autisme ikke føles som en styrke, men derimod rettere som en lang række af endeløse udfordringer, nedsmeltninger og renden panden mod muren. I debatten, hvad enten det er den danske eller den engelske på NowThis Opinion, finder du både for og imod i forhold til at betragte disse diagnoser som noget, der er givende til verden og menneskeheden. Og ingen af siderne har principielt ret – og ingen tager fejl.

Om at finde succes fra eget udgangspunkt

Lad os lige dvæle lidt ved selve videoen, som du kan finde via linket i indledningen. For hvad bliver der egentlig sagt, hvis man sådan skærer det lidt ud i pap?
Hovedpointen er et opgør med de engelske betegnelser “disorder” og “disability”, jævnt oversat til “udviklingsforstyrrelse” og “handicap”, med afsæt i at der for længe har været for meget fokus på udfordringerne og “svaghederne” ved at have disse diagnoser. Videoen fortæller om evolutionen, der for over 10.000 år siden skabte disse gener, som et led i at vi udviklede os som mennesker; ADHD’erens kreativitet og impulsivitet, autistens sans for orden, detaljer og sensitivitet. Der antydes at disse gener fortsat er i vores genmateriale, fordi vi stadig har gavn af dem som art ift. vores videre udvikling. Videoen binder sig op på tanken om diversitet indenfor race og seksualitet (og for den sags skyld også køn, red.) og plæderer for at vi begynder at accceptere neurodiversitet (en paraplybetegnelse, hvorunder der eksempelvis ligger ADHD og autisme) som en del af det, at være menneske. Den foreslår at vi i stedet for at “ændre barnet til at passe til omgivelserne” at vi “ændrer omgivelserne, så de passer til barnet” (løst oversat) og hjælper den enkelte med at finde succes udfra dennes udgangspunkt, med fokus på de styrker, der ligger hos den enkelte. Dette vender jeg tilbage til under Sammenfatning.
MEN – og det er vigtigt – videoen slår også fast og understreger ret tydeligt, at der ikke er tale om en generel negligering af de diagnosticerede. At de ikke ønsker at nedspille de reelle udfordringer og lidelser, disse diagnoser også medfører. At det at have en eller flere af disse diagnoser ikke er let. I forhold til tidsperspektivet i videoen, så fylder dette dog måske kun 30-40 sekunder i en video på lidt over 3 minutter, så det kan være ret nemt at se, hvorfor nogle, der har ret store udfordringer på daglig basis, kan føle sig lidt “kørt over”. Eller som en bruger kaldte det: “den slags socialkonstruktionistisk ævl”. Og jeg genkender følelsen, fra da jeg selv så programrækken “De skjulte talenter” på DR1, hvor jeg sad med en forventning om at komme til at føle mig set, måske lære noget om mig selv – men i stedet følte mig endnu mere alene efterfølgende – for som der fortælles meget ultrakort i programmet, så er det kun 10% indenfor autismespektrummet, der har disse særegne evner (og jeg er ikke én af dem), men programmet handlede udelukkende om de 10%. Et par dage var jeg endda helt i tvivl om, hvorvidt jeg så var blevet fejldiagnosticeret. Det afkræftede en anden terapeut så efterfølgende ret klart og tydeligt. Men fordi det lille vigtige faktum med de 10% fyldte så lidt i forhold til alt det andet, så blev min opfattelse farvet derefter. Den proces er ikke specifikt autistisk – læs eller lyt til en hvilken som helst debat og du vil opleve at modtageren af en kommunikations(handling) kan overse eller fejlfortolke ret ofte på det kommunikerede.

Igen – ingen i debatten har ret – og ingen tager fejl. Fordi vi fylder hele spektrummet ud, kan det aldrig blive et spørgsmål om enten-eller, men nærmere et spørgsmål om både-og.

Kunststykket at forene et spektrum

Hvis vi vender tilbage til farveskalaen et øjeblik, så tag et godt kig på den. Og fortæl mig så – hvis du kun måtte bruge én farve til at beskrive billedet, hvilken farve skulle det så være?

Bare tag dig god tid….

Jeg vil komme med et gæt – jeg er tilbøjelig til at tro at du vil vælge grøn. Måske du snyder lidt og siger blågrøn. Måske jeg tager fejl, men eftersom den grønne farve visuelt synes at fylde mere på skalaen, så er det nærliggende at vælge “grøn”. Men jeg er også sikker på at vi ret hurtigt kan blive enige om at “grøn” bare ikke dækker visse andre steder på skalaen. Som i overhovedet – udover at begge kan kaldes for “farve”, som et overordnet begreb.

Der er dog et andet alternativ. Og hvis dét var din indskydelse, så er jeg lidt vild med den måde du tænker på. For der er jo også den mulighed at

From Wikipedia, picture links to Autism Rights Movement/Wikipedia

sige regnbuefarvet. Regnbuen er jo om noget, det mest globale symbol på inklusion, primært og mest kendt i forbindelse med LGBTQIA, men bruges også indenfor andre subkulturer, såsom det autistiske uendelighedssymbol, som blandt andet bruges af Autism Rights Movement.

Og det giver rigtig god mening at bruge regnbuen som symbol på neurodiversitet, fordi som nævnt tidligere – spektrummet er simpelthen for bredt og dybt til at kunne beskrives med ét eller ganske få ord.

Men med dette brede og dybe spektrum kommer også en udfordring; nemlig at forene noget, der principielt ikke kan forenes. Og nogle eksperter vil formodentlig også argumentere for at spektret for én diagnose er for bredt. Det skriver jeg lidt om til sidst.
Noget jeg blev meget overrasket lige i starten, da jeg søgte information om autisme og Asperger, var hvor meget ophedet debat, der var inden for “egne rækker”. Nogle ville kaldes autist, andre mente at det burde hedde “en person med autisme“, nogle fik givet lidt skæve råd til hinanden, fordi egne styrker og udfordringer blev projiceret over i den anden. Indenfor den autistiske verden findes der nogle, der snakker om “hvor tolerante vi er, hvor åbne og ærlige vi er” – men selvom direktehed og forståelse for forskellighed nærmest hører til autisme som en ske til suppe, så ér der altså også masser af eksempler på det modsatte. Rigiditet og manglende empati eksisterer som autistiske underbegreber af en årsag – selvom det langt fra er alle, der kan beskrives som sådan.
I mit tilfælde kan jeg f.eks. godt være lidt rigid mht planlægning og ændringer i hverdagen – okay, lidt meget – og jeg er meget faktuel i kriser, så nogle opfatter mig som værende kølig og afstandstagende, mens igen andre kender mig som et meget følsomt menneske – måske endda lidt for følsom.
Denne interne heftige debat er ikke unik for autisme og/eller ADHD. Den eksisterer faktisk i samtlige af de grupper og på alle de sider og fora, jeg har været igennem, både i forbindelse med den oprindelige mistanke om skizofreni, med stress, depression, spiseforstyrrelse, angst mv. Det kan virke lidt voldsomt i første omgang, når man forventer at finde et rørende enigt fællesskab (for er det ikke dét, vi har brug for ved disse ret stigmatiserede sygdomme og lidelser?), men rationelt giver det jo ret god mening at sygdomme og lidelser henlagt til hjernen – udgangspunktet for vores individualitet og personlighed – opfattes forskelligt.
Udleves forskelligt.
Føles forskelligt.
Håndteres forskelligt.
Og da vi trækker på denne individualitet i f.eks. debatter, så bliver det som alle andre debatter, fra politiske diskussioner til hvem der har den bedste musiksmag, nogle gange til noget fnidder, hvor man fokuserer ret meget på sit eget synspunkt og har svært ved at se, hvordan andre kan se tingene anderledes. Ligesom jeg f.eks. har ret svært ved at se og forstå at der kan være nogle, der synes at vores nuværende udlændingepolitik under Lars Løkke og Inger Støjberg er helt fin! At blive grebet af en diskussion eller føle sig provokeret af en andens holdning man selv er fjern fra er ikke autistisk – det er menneskeligt!

Men hvordan bliver der så plads til os alle? For vi skal både have et autistisk udgangspunkt, der møder den, der er udfordret og invalideret, den, der finder tryghed i at bruge betegnelsen “udviklingsforstyrrelse” eller “handicappet”, den, som føler at hver dag er en kamp – men samtidig skal vi have et udgangspunkt, der møder dem, der har muligheden for at bruge deres styrker i praksis, så disse ikke næsten automatisk skrives ud til førtidspension, hvis de nu rent faktisk gerne vil være selvforsørgende – OG har muligheden for det. For der findes meget invaliderede autister derude, der gerne VIL, men bare ikke KAN (husk forskellen, kære politikkere).
Jeg antager at det samme gør sig gældende for folk med ADHD.
Det er vigtigt at dem, der kan, får et ståsted, hvorfra de netop kan skabe succes ud fra deres udgangspunkt. For nogle af os er det endda ikke ret omfattende ændringer, der egentlig skal til; fleksibel arbejdstid, fokus på støj og belysning og struktureret hverdag, bare for at nævne nogle få eksempler. Nogle af os har brug for mange skånehensyn og andre kan fungere ved bare at få opfyldt f.eks. to af dem.

Og rent ud sagt, så er det pissefrustrerende hvis man gerne vil prøve kræfter med noget, man tror man kan lykkes med – og så på forhånd dømmes ude på baggrund af en antaget mening om et specifikt diagnostisk begreb – med andre ord: stigmatisering.

Psykiatriske diagnoser forekommer mig at være lidt af en rodebunke, autismespektrummet ingen undtagelse. Det gør det absolut heller ikke nemmere at diagnosesystemet for autisme er under næsten konstant forandring, hvor blandt andet Aspergers Syndrom ser ud til at udgå i ICD-11 og der bliver én autisme diagnose og så oprettes nogle andre, nye diagnoser til at opsamle de “lettere” neurodiversive (du ved, alle de andre farver end grøn i farveskalaen). Det er en anelse frustrerende at dét, jeg selv er diagnosticeret med måske ikke beholder det navn, jeg har lært – måske er det min rigiditet og trang til det kendte, der spiller ind. Jeg læste et sted uden at huske hvor, at man mente man kun havde kortlagt og forstået 5% af hjernen (hvilket undrede mig, for hvis man ikke kender slutsummen, hvordan kan man så vide det er 5%?) – men faktum er at vi ved ganske enkelt ikke nok om hverken hjernen eller autisme eller neurodiversitet generelt. Og selvom det er frustrerende for halvrigide mennesker som mig at der ændres på overskrifter og deslige, så må man også nødvendigvis se det som en naturlig udvikling i takt med at vi forstår mere og mere. Titlerne bliver nok ændret mange gange endnu. Det positive ved ICD-11 er dog at selve diagnosen autisme skærpes, så forskellene autister imellem bliver mindre – men det vil dog stadig være et ret stort spektrum. Ændringen – hvad end den ender med at blive – menes i skrivende stund at kunne træde rigtig i kraft i 2022 – for nogle lande vil der gå endnu længere tid. Du kan læses yderligere via linket i bunden til Spectrumnews.org.

Den store ulempe er at når vi ikke ved ret meget, så er det også svært at ændre på stigmatiseringerne, i sær fordi autismebegrebet er så stort som det er og det, der filmatiseres er ofte savant eller infantil autisme – eller Aspergere med særlige evner. I den henseende er det ikke så mærkeligt at folk kan have en ret forudfattet holdning til, hvad det vil sige at være autist. Det er jo derfor vi forsøger at sætte mærkater på ting; for at forenkle og skabe overblik. Kunsten består i at holde sig for øje at overblik ikke er det samme som realitet eller den fulde sandhed.

Så lad os vende tilbage til spørgsmålet: hvordan kan vi forene det uforenelige? Hvordan kan vi beskrive farveskalaen med kun ét ord?

Og efter min opfattelse ligger svaret i regnbuen: i inklusion og gensidig accept af hinanden som mennesker.

NowThis Opinion kunne – ligesom DR1 med “De skjulte talenter” – ret let have løst problematikken omkring eksklusionsfølelse. Videoen taler om ADHD og autisme generelt – og det er her, fejlen ligger efter min mening. Fordi, som sagt, noget så bredt og dybt, kan ikke beskrives generelt. De kunne have brugt vendinger som “nogle med ADHD og autisme”, “nogle grene af [indsæt diagnose] kan anses for at være en styrke for menneskets udvikling” og “nogle [indsæt patientgruppe] besidder evner eller styrker, der er til almen gavn” – nu hiver jeg bare lige nogle eksempler op af hatten uden at kunne huske den egentlige ordlyd i videoen, men forhåbentlig giver det mening. Pointen er at man vedvarende eksplicit italesætter forskellighederne inden for samme diagnose og ikke skære alle over én kam. For vi kan ikke skæres over én kam – og det er faktisk de færreste grupperinger, der kan det.

Vi er som gruppe både udviklingsforstyrrede/handicappede og “bare” anderledes tænkende!

Sammenfatning
  • Vi er altså gået væk fra en lineær autismebeskrivelse til en spektrumbeskrivelse, der gør det noget nær umuligt at kvantificere og gradbøje autistiske individer op mod hinanden.
  • Grundet bredden og dybden af spektrummet, samt eventuelle komorbide lidelser, er det omsonst at forsøge at lave generaliseringer, der går dybere end de overordnede diagnosegivende kriterier.
  • Da vores fulde viden om både hjernen og autisme i bedste fald er mangelfuld kan konklusioner i undersøgelser, eksperimenter mv. oftest kun kunne klassificeres som midlertidige.
  • De tre ovenstående punkter leder tilbage til nødvendigheden i at spørge individet, hvordan denne definerer og anskuer sig selv, for eksempel i forhold til hvorvidt man er handicappet eller neurodiversiv – og i at respektere dennes udgangspunkt. Dette kan der tages højde for gennem vedvarende italesættelse af vores forskelligheder.

Mit eget personlige syn på sagen og videoen er at jeg fortsat er dyb modstander af de lineære begreber som høj- og lavfungerende og mild og svær. Jeg er fuldt ud med på hvorfor de eksisterer, men som jeg også gjorde opmærksom på i The Alien Life – A Life With Aspergers’ Syndrome, så har jeg en historik med adskillige depressioner, stresssygemeldinger, brud i CV, selvmordstanker mv. der kan ledes ret tydeligt hen mod velkendte asperger-trades og følelsen af ikke at være “rigtig” – så med al respekt og pardon my French: mild my ass!
Når det er sagt, så er jeg nået til et sted i min egen proces, hvor jeg fokuserer ret meget på ligheder mellem neurotypiske og neurodiversive, fordi jeg tror fuldt og fast på at det er her, vi finder grobunden for gensidig forståelse for hinanden. Det betyder også at jeg langt mindre, end da jeg lige havde fået min diagnose, anser den måde, jeg er Asperger på for en lidelse – men snarere en større udfordring der ikke gør mig hverken ringere eller bedre end andre. Nøjagtig ligesom der i mine øjne ikke er noget mere eller mindre rigtigt, når vi taler racediversitet eller seksuel diversitet.
For mig personligt, er det de famøse co-stars, der er det store problem, for jeg er blevet lidt ligeglad med om folk synes, jeg er sær. For jeg ér lidt sær! Hvis du synes noget ligner en skovl, så ér det sgu nok en skovl – eller en spade!
Jeg ved nu at jeg har nogle skånebehov, jeg er nødt til at tage højde for – og jo bedre jeg er blevet til det, jo bedre har jeg sjovt nok også fået det.
Det store arbejde for mig i forhold til Aspergers ligger lige nu i mange års maskering og forsøg på at passe ind, som har gjort at jeg i dag bruger rigtig meget tid på at pille lagene af løget, for at finde ud af, hvem der egentlig gemmer sig inde bag maskerne. Eller som min sagsbehandler sagde til mig på et møde: “du skal faktisk til at lære at gå igen”.
Når jeg sammenligner mig med andre, så er det i sær min evne til at se gråzonerne i det sort-hvide, der adskiller mig, samt evnen til at tænke lidt ud af boksen og nogle gange gå mod det ukonventionelle.
Så for mig, var det en af de bedre videoer, jeg har set om autisme og ADHD – fordi jeg tror på – ret indædt og ærekært, faktisk – at en del af os faktisk har noget at byde ind med i forhold til eksempelvis arbejdsmarkedet……wait for it….waaaaaiiiiitttt….

hvis altså man vil bruge noget tid på at ændre lidt på omgivelserne og nærmiljøet, fremfor at prøve at ændre på mennesket (hvilket Aspergers From The Inside på Facebook har en rigtig fin video om her – hvad der kan ske, når man irettesætter og korrigerer på en for barnet naturlig adfærd).

Men det er fra mit synspunkt – og andre vil mene noget andet.

Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt vi tør at se anderledes på diagnoser som ADHD og autisme – for at vende tilbage til Psykiatrifondens opslag. Jeg synes ikke det handler om at turde eller ikke at turde, når vi taler om folks meget håndgribelige hverdagsrealiteter. Det skal da også understreges at Psykiatrifonden flere gange i selve tråden for understreget pointen, at vi alle er forskellige og oplever vores diagnose forskelligt. Det er, for mig at se, et spørgsmål om hvordan vi i vores retorik synliggør diversitet og får bevæget os mod inklusion af det, der falder udenfor det socialt konstruerede normalitetsbegreb.

Vi er ganske vist autister – men vi er mennesker FØRST.

 

For yderligere information får du lige lidt linke-lir 😉

ICD-10 autismebeskrivelser

ICD-11 autismespektrum

Aspergers syndrom forsvinner (norsk)

Om autisme hos Psykiatrifonden

Autistic Women and Nonbinary Network

Proposed revisions to global diagnostic manual for autism raise concern – Spectrumnews.org

Note:
Grundet stigning i sær indenfor psykiske lidelser har der været fremlagt artikler og debatter om, hvorvidt der er tale om “overdiagnosticering” i forhold til visse diagnoser, herunder autisme og ADHD. Der foreligger, til min viden, endnu ikke nogen endelige konklusioner eller fakta, men det hører også med til debatten at der de senere år er kommet et udpræget fokus på udiagnosticerede kvindelige autister, hvorfor mange af os kvinder faktisk først diagnosticeres sent efter mange års følgesygdomme. Jeg siger ikke at overdiagnosticering ikke finder sted, men det vil alt andet lige være besynderligt hvis der ikke i disse år forekom et kraftigt udsving på den baggrund, som så vil flade ud senere. Dertil kommer at vi det seneste årti eller to er blevet væsentlig bedre til at tale om psykiske problemer, hvilket også gør det mere acceptabelt at opsøge hjælp.
Finder overdiagnosticering sted? Måske.
For mig er der et vigtigere spørgsmål: hvad er det i samfundet, der gør, at det for mange kan være nødvendigt at få sat et begreb på?  

Men hvad mener DU? Hvis du er autist/har autisme, hvordan foretrækker du at blive omtalt i medierne? Har du nogle bud på hvordan vi kan bruge sproget inklusivt i vores store bredde spektrum?
Del gerne dine input, tanker og hey, måske endda flere fede links, i kommentartråden.

Husk at du kan skrive dig op ude i sidebaren til at modtage en mail, hver gang jeg smider noget nyt op på mit digital tapet.

Tak fordi du fulgte med så langt.
Hav en skøn og dejlig dag:)

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.