Vil du gerne tabe dig?

Facebook
Facebook
Twitter
LINKEDIN
EMAIL
RSS

Nix, dette er ikke et blogindlæg med sunde opskrifter og “du kan, hvad du vil” punchlines! Det ville også være en anelse dobbeltmoralsk, da jeg har en aversion mod diverse promoverede quickfixes.

Jeg blev via min Instagram kontaktet af en måske amerikansk fyr, med 11 billeder af sin imponerende sixpack. Havde jeg nu været hetero, ville jeg måske have værdsat dét, men det er jeg ikke, så det blev egentlig bare et lidt kikset display af hud på kød. Billederne var spildt på mig, men det var ikke den eneste, eller værste, fadæse.

Intet “hi” eller noget, men gutten gik direkte til spørgsmålet “You want to lose wight?” (stavefejl er hans, jeg citerer kun)! Øh, hva’ skrev du?!

Først blev jeg lidt ramt, men derefter blev jeg sgu heldigvis godt og grundigt grumpy. Nu er fyren åbenbart en form for selfmade fitness guru, så ingen tvivl om at han – på en meget umoden og uprofessionel måde, men han ér også et lille kid i min verden (kunne formodentlig være min søn) – har forsøgt at skabe kunder.

Problemet er at det røg direkte ind i min latente spiseforstyrrelse, en kombination af BED og anoreksi og triggede nogle tanker, der ikke har været aktive et stykke tid. Dét synes jeg er problematisk, når der er tusind andre måder at hverve kunder på.

Jeg havde lyst til at skrive til ham at han burde sætte sig ind i sin potentielle kunde først. At man altid skal vurdere sin kunde og tilpasse sig som sælger. Og så måske lidt moragtig “trying to wear some shirts on your selfies might benefit your credibility as a salesman”. Men jeg ved også at jeg måske bare er en generation for gammel til at forstå metoden med at kroppe skal sælge produkter. Enhver spade kan hyre en model for at shine et produkt op. Ikke alle kan producere et produkt, der kan stå for sig selv.

Jeg har læst rigtig mange artikler fra The Mighty, amerikansk site, der er skrevet til og ofte af folk, der har en usynlig sygdom inde på livet. Og her er rigtig mange udgaver af “what you should know, when you…” og “next time you might think before you speak”- artikler. Skribenter, der er blevet stødt af simple kommentarer, fra folk der ikke ved bedre. De har faktisk fået mig til at tænke at amerikanere må være særligt nærtagende. Jeg har været dér, været såret over kommentarer, sagt i sjov eller uden bedre vidende, så jeg kan godt følge tanken i artiklerne. Men vi kan som mennesker ikke rende på listetæer omkring alt og alle. Så kommer stress- og angstdiagnoser da først på himmelflugt.

Og det bliver vi, der render rundt med usynlige sygdomme, også nødt til at forstå. Alle mennesker kan ikke være supertuned på samtlige usynlige sygdomme i verden. Det kan bare ikke lade sig gøre. Så nogle gange bliver vi trådt over tæerne og føler os gået for nær. Nogle gange i livet vil vi selv, med eller uden vores efterfølgende viden, komme til at træde et andet menneske over tæerne. Det kan ikke undgås. Vi er nødt til at lære os selv, bare en gang i mellem, at trække på skuldrene.

Det er hovedårsagen til at jeg ikke skrev til ham. Jeg mener, så ung en gut ville formodentlig få et mindre chok, præsenteret for livets barske virkelighed. Men jeg mener alligevel at det må være god takt og tone at spørgsmål, der er ret personlige (som f.eks vægt), altså… man må gerne liiige stikke en finger i jorden inden. Eller er det bare mig? Jeg ville nok have valgt en strategi med at tjekke billederne ud og bruge dem til min fordel: “jeg kan se på din profil at du går op i sund mad, vil du også være interesseret i noget fitness coaching online?”

Kan du høre forskellen på de to måder at forsøge at sælge et produkt på?

Men er jeg blevet for gammel, eller er det ikke bare en meget mærkelig metode at forsøge at skabe kunder på? Og er jeg snerpet når jeg, for at tage ham seriøst, synes han burde hive ned i sin trøje bare på nogen af billederne? Måske et mere professionelt billede i et casual jakkesæt. Jeg ved det ikke, der er bare så mange ting, der undrede mig ved ham og hans måde at forsøge at skabe kontakt på.

Men nej, jeg tænker ikke pt på at tabe mig, trods vægtforøgelse efter medicinering. Jeg tænker meget over hvad jeg spiser, men giver lov til trøstespisning, når behovet er der. Og det er der desværre tit. Lige nu handler det for mig om at finde den rette medicin og dosis, og når dén ligger fast, kan der blive plads til at tænke på noget andet.

Der er mange kampe at kæmpe som psykisk syg og det er efterhånden gået op for mig at jeg intet vinder ved at tage alle kampe på én gang. Det er kun Captain America, Iron Man, Hulk og Black Widow og de andre i slænget, der kan det.

Lige nu hedder min kamp som sagt “medicin vs. bivirkninger”. En eller anden dag kommer det til at hedde vægttab, oprydning, fremtidsudsigter mv. Bare ikke lige nu.

Har du en underfundig, sjov eller tankevækkende oplevelse på de sociale medier, der kan trække smilebåndet på rette kurs? Så del gerne i kommentarfeltet😊

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *