Det vi ikke taler om ved depression

October 30, 2017 0 By Linda V. Lind

Det er faktisk en ganske smuk mandag morgen udenfor. Solen skinner og kalder egentlig på en lille gåtur, fremfor at sidde med kaffen og skrive dette blogindlæg.

Jeg har imidlertid andre planer i dag, fordi der er noget, jeg længe har tænkt over at ville skrive, men som jeg ikke har turdet at skrive. Nemlig om alt det man ikke taler om ved depression.

Hvis man spørger én, der ikke kender til depression som sådan, vil svaret nok være at “man er ked af det” og “mangler overskud”. Spørger man én, der kender til depression, vil man oftest få langt flere ting sat på begrebet.

Nemlig at det at have en depression godt kan betyde at man er ked af det – noget af tiden. Men det er mere en afmatning af følelser som glæde, optimisme, overskud – til tider grænsende til eller på linie med følelsesløshed. At have en depression kan også betyde tanker om selvmord og selvskade, eller blot tanker om at ønske sig væk fra alting. Ikke som væk på ferie, for vi ved udemærket godt at man ikke kan tage ferie fra en depression. Uanset hvor du er, følger hovedet med.

Men det vi ikke taler om så tit er følgerne af depression. Egentlig giver det sig selv, hvis man ved at depression kan betyde at man ikke kan overskue at stå ud af sengen – men alligevel taler vi ikke om det. Og jeg kan faktisk godt forstå hvorfor, for bare det at skrive dette blogindlæg er grænseoverskridende, selvom jeg i princippet kan slette det hele når jeg er færdig.

Men det gør jeg ikke.

Jeg har en plan for i dag, der ikke har noget med en gåtur at gøre. En plan om at komme i bad. Jeg har ikke været i bad i over en uge, fordi jeg har manglet overskuddet og sidst jeg var i bad, blev jeg fuldstændig udmattet af bare at vaske shampooen ud af håret, så jeg var tæt på at græde af ren og skær træthed, da jeg nåede til at skulle tørre mig. Så det at gå i bad er en tilløbsproces, jeg skal igennem. Men man taler ikke om det. Måske fordi der er ulækkert, lidt privat, jeg ved det ikke. Jeg ved at jeg personligt skammer mig over at noget så simpelt kan være sådan en stor opgave. Og jeg føler skyld over ikke “bare at tage mig sammen”. Jeg har gået i det samme nattøj i tre dage. Jeg kan ovenikøbet lugte mig selv og ved at jeg ikke kan udskyde det længere.

Den onde cirkel er at et bad tager længere tid, jo længere man venter. Derfor sagde jeg også til mig selv sidst, at nu var det slut og nu skulle jeg holde det ved lige. Alligevel faldt det til jorden, fordi jeg ikke magter at tage hånd om mig selv lige nu. Og det er depressionens grimme ansigt i praksis, bag alle begreberne om følelsesafmatning og manglende overskud til selv de ting, man normalt finder glæde ved.

En anden grim side vi ikke taler om er det huslige. Til møde ved kommunen, hvor jeg skulle aftale tid med min udskrivningsmentor, måtte jeg fortælle at mit hjem ligner noget der er løgn. Min mentor sagde at hun var vant til det, så for hende, var det ikke nogen overraskelse. Men jeg tror de færreste tænker på at det manglende overskud sætter spor i hjemmet. Lige for tiden går mit overskud på at tage en opvask og lave noget mad til når min kæreste kommer sent hjem fra arbejde. Meget af det, jeg spiser er slik eller kage. Dels fordi jeg trøstespiser og er inde i en BED periode (binge eating disorder), men oftest handler det også og mere om at jeg ikke kan overskue at skulle smøre en rugbrød eller skrælle en gulerod. Sommetider tager jeg bare rugbrødsskiven og spiser den, som den er. Men når ting som bad og måltider, helt basale ting, begynder at skride, så betyder det typisk at de øvrige ting i hjemmet har været i skred i endnu længere tid.

Derfor ligner mit hjem noget, der er løgn. Og det er ikke bare en falsk undskyldning, som når man kommer ud til nogen, der undskylder rodet, som er et par blade eller en tallerken på et bord. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst havde fat i støvsugeren (og vi har tre katte). Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst gjorde køkkenet rent. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst støvede af. Gjorde toilettet rent.

Og ligesom med badet, jo længere det står til, jo større en opgave. Og opgaven er vokset mig over hovedet. For jeg er ekstremt detaljefokuseret og dét jeg ser når jeg kigger rundt, er ikke f.eks. tre områder, der skal ordnes, men derimod hundredvis af ting, der skal gøres. Det er formodentlig min Asperger, der driller mig lidt her. Og det er også en kombination af Asperger og depression, der gør at de forsøg jeg har lavet på at komme i gang, har fejlet. For jeg kan ikke overskue alle delene. Alle sanseindtrykkene. Alle de ting, der ligger forkert. Det ironiske her er at rod stresser mig helt vildt. Jeg har enormt svært ved at slappe af, fordi der er for mange ting omkring mig. Og det uheldige er at jeg har en depression oven i, der gør at jeg mangler overskud til selv de mest basale ting.

I morgen kommer min mentor for første gang i hjemmet. Og selv om hun siger at hun er vant til det, har jeg allerede nu lyst til at aflyse, fordi jeg ganske enkelt skammer mig. Nu siger du måske: “du er syg, du har ikke noget at skamme dig over!”. Og jeg vil sige tak for tanken, men jeg skammer mig alligevel. For mig er det enormt pinligt og skamfuldt ikke at kunne passe på mig selv og mit hjem. Og jeg har læst nok personlige beretninger om depression på nettet til at vide, at jeg langt fra er den eneste, der lider at næsten total mangel på overskud og overblik. Men vi taler ikke ret meget om, hvad denne mangel konkret betyder i vores hverdag, hvordan det kommer til udtryk.

Min mentor kan ikke som en bostøtte gå ind og hjælpe med opvask, støvsugning og generel oprydning. Men hun kan hjælpe med at prøve at sætte lidt struktur i hverdagen. Og dét er jeg lidt spændt på, hvad det kan give af udslag. Men lige nu drømmer jeg om både at have en udskrivningsmentor og en bostøtte, der kan hjælpe med det praktiske, for jeg har virkelig brug for hjælp på den praktiske front.

Så hvordan kan vi hjælpe os selv? Ja, jeg ved det faktisk ikke. Men som tidligere nævnt har jeg en plan i dag. Om at komme i bad. Og faktisk ikke kun at komme i bad, men at give mig selv en make-over. Det har jeg gjort før, med positivt udbytte. Jeg vil sætte mit håret pænt, tage noget pænt tøj på og måske lidt makeup, lidt lækker duftende creme og lidt parfume.

Det er planen i hvert fald. Jeg ved ikke hvor langt overskuddet strækker i dag, for lige pludselig kan bøtten vende og det er som regel på et splitsekund, det sker. Jeg ville egentlig have gjort det i går, men jeg var plaget af støj i hovedet i går, som tog på kræfterne.

Ligesom det at komme sig over psykisk sygdom, er en næsten uendelig række af små skridt, er det at få passet sig selv og sit hjem også en række af små skridt. For mit vedkommende betyder det at jeg burde klappe mig selv på skulderen fordi jeg rent faktisk får taget opvasken og lavet et måltid mad. Og netop ikke slå mig selv oven i hovedet over alle de ting, jeg ikke når og ikke har overskud til. Over alt det jeg endnu ganske enkelt ikke kan.

Men det er svært at stå midt i og acceptere at tingene ser ud som de gør. Da jeg var indlagt, var det både godt og skidt dels at komme hjem og komme ind på afdelingen igen. Dét, der primært var en lettelse ved at komme ind på afdelingen, var at der ikke var ret mange ting på mit værelse. Jeg kunne trække vejret roligere, når der ikke var så meget at fokusere på. Dét har givet mig noget at tænke på i forhold til hjemmet. At få minimeret sanseindtryk så meget som muligt, altså engang med tiden, når jeg kommer mere ovenpå.

Men nok snak… jeg skal i gang med min make-over og gøre lidt godt for mig selv.

Hvis du skulle gøre noget godt for dig selv i dag, noget som rent faktisk er muligt… hvad skulle det så være?

God fornøjelse med det. Hav en dejlig dag.

Join my social media sunshine families