Hvem er Linda V Lind/RtS

Baggrund

Nogle gange laver jeg lidt grin med at mit liv started da jeg var 39 år.

Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt. Men det var det punkt (2017) hvor det hele endelig begyndte at give lidt mere mening. Jeg begyndte at nære håb og hvad vigtigere er tro på at livet havde mere at byde på.

Før min Aspergers diagnose havde jeg brugt størstedelen af mit liv på forskellige psykiske problemstillinger. De fylder stadig, men ikke i det omfang de gjorde førhen.

Jeg voksede op i en sammenbragt familie; min mor og far kom begge fra tidligere ægteskaber, med hver deres sæt børn, så da jeg blev født, havde jeg 4 halvsøskende. Livet startede ud i København, men vi flyttede en del rundt, hovedsagligt grundet min fars arbejdsskift og de seperationer, mine forældre var igennem.

Som jeg voksede op stod jeg ansigt til ansigt med alkoholmisbrug, mobning og seksuelt misbrug i skolen og hjemmet var præget af tårer, frustrationer og udmattelse. Med andre ord, jeg blev en lille voksen, lang tid før, jeg burde.

Som du kan læse i Min Asperger eller The Alien Life havde jeg i tillæg til de førnævnte ting altid en følelse af at være forkert. Det ville være nemt at bebrejde mobberne, men fremmedfølelsen startede en rum tid før det. Det var lidt som om at alle andre var bekendte med nogle regler og manualer, som jeg var uvidende om eller ikke delagtiggjort i. Da jeg var omkring 4-5 år var jeg overbevist om at jeg var englænder og fra “Sutton Sea” (det viste sig da jeg mange år senere slog dette op, at der fandtes en by der hedder Sutton on Sea, hvilket var dybt fascinerende, omend en spøjs tilfældighed) – og jeg blev enormt ked af det, da jeg fandt ud af at det ikke forholdt sig sådan. Det fik mig til at overveje om jeg var blevet byttet efter fødslen. Da dét også faldt til jorden, var jeg sikker på at jeg var blevet dumpet på jorden af nogle rumvæsner eller de havde skiftet hjerne på det hylster, der udgjorde min krop. Da jeg blev ældre, var jeg selvfølgelig godt klar over at dette var umuligt, hvilket man skulle tro ville berolige mig, men i stedet gjorde det mig blot endnu mere frustreret over min “forkerthed”. Jeg fortalte, så vidt jeg husker, intet om dette til mine forældre. Jeg kan dog huske mange nætter og dage, hvor jeg spekulerede på om de ville blive meget kede af det, hvis jeg spurgte ind til om jeg måske var blevet adopteret. 

Fra en psykologisk vinkel var livet før diagnosen defineret af depressioner, angst, spiseforstyrrelser, selvskade, selvmordstanker og selvmordsforsøg. Følelsesmæssigt var komponenterne ensomhed, fremmedfølelse, vrede, frygt og nedtrykthed. Da jeg som voksen skulle mestre arbejde, karriere og familie, kunne jeg tilføje adskillige stresssygemeldinger til dét forløb. 

I 2015 ramte jeg bunden igen, denne gang besluttede jeg dog at nok måtte være nok. Jeg lukkede af for en stor kreds af fjerne følgere på Facebook, begyndte at åbne op om psykisk sygdom og sårbarhed og lidt senere blev denne hjemmeside skabt for at støtte op om det at åbne op. Jeg havde brug for svar og var fast besluttet på at finde ud af hvorfor jeg blev ved med at få sammenbrud og hvorfor verden syntes at være så afskåret fra mig. I 2017 var jeg ved at blive udredt for skizofreni, havde endnu et sammenbrud, blev indlagt på psykiatrisk hospital – og i oktober 2017 fik jeg endelig min diagnose Aspergers – hvorefter jeg pludselig, efter det indledende chok og forvirring, oplevede at ting begyndte at give mening. Især det at læse Tania Marshalls “AspienWoman” gjorde underværker for mig. 

Siden da har det været en langsommelig men støt proces frem og opad. Jeg har mine lavpunkter, men det virker til at for hver gang jeg ryger ned med flaget, så er lavpunktet lidt højere en det forrige. Jeg har accepteret at der er ting, jeg bare ikke kan – men også ting, som jeg gør bedre end de fleste (ikke på geniniveau, men dog bedre) – modstandsdygtighed og udholdenhed er et par eksempler på dette. 

Jeg skal nok nå målet – jeg moonwalker ikke hen til målet, for det kan jeg ikke finde ud af – men jeg kan rocke hele vejen til slutstregen. Dette kan du se som enten en reference til musikgenren eller autismen – eller begge dele.

Hvis du er dansk, hvorfor så ikke skrive på dansk?

Det er et spørgsmål jeg får i ny og næ og selvom det egentlig irriterer mig lidt, så forstår jeg også udemærket, hvorfor folk undrer sig. 

Vi danskere er et stolt folkefærd, vi går meget op i vores nations værdier, vores historie og vores adfærd. Dette må ikke blive forvekslet med nationalisme og populisme, selvom vi også har den slags typer (det har alle) – vi går bare rigtig meget op i vores kulturarv, omdømme og værdier. Det gælder selvfølgelig også vores danske sprog. Der er folk, der er mener at det er skrækkeligt at det danske sprog bliver angloficeret (hvilket er lidt sjovt taget i betragtning af at mange engelske ord faktisk stammer fra Danmark fra den tid vi som vikinger, på de første togter i ca år 800 og 100 år frem, begyndte at erobre England). Så jeg får et par bemærkninger i ny og næ omkring hvorfor jeg ikke skriver på dansk, i sær når jeg nu selv er ret stolt over mit danske ophav.

Der er to meget simple grunde til dette:

For det første, som tidligere nævnt, så troede jeg som barn at jeg var engelsk – det betød at jeg fra tidlig færd rodede lidt med engelske biblioteksbøger og begyndte at lære mig selv de basale ting, før skolegangen tilbød engelsk. Jeg tænker på engelsk i dag ligesom jeg drømmer på engelsk. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan – men det er det bare!

For det andet så lagde jeg ud med at skrive mest på dansk, men opdagede snart at de emner, jeg berørte og skrev om ikke var “danske” emner, men nærmere golable emner. Psykisk sygdom, sårbarhed og autisme lader sig ikke inddæmme eller begrænse af landegrænser. Da hovedpointen med denne blog er at række ud, skabe opmærksomhed om emnerne og vise hverdagen for en psykisk syg og/eller autist til så mange som muligt, virkede det temmeligt ulogisk ikke at vælge at skrive på engelsk (da det er det sprog, som de ubestredent fleste mennesker på jordens overflade forstår).

Det betyder ikke at jeg ikke elsker mit sprog eller mit land. Faktisk er der mange rigtig sjove og skæve vendinger i det danske sprog, som ikke lader sig oversætte så nemt til engelsk. De metaforer, vi nogle gange benytter til at tydeliggøre noget er til tider hamrende morsomme. Du kan tjekke min Pinterest ud, hvor jeg har pinnet nogle opslag om danske vendinger, lagt ud af andre brugere – det er opslag, der prøver at forklare hvad de siger reelt og hvad det så egentlig betyder. Dansk er også efter sigende et af verdens sværeste sprog at lære, ikke så meget grundet antal ord, men grundet grammatik, stumme bogstaver og måde vi til tider bøjer et ord, som så ændrer vokaler eller helt skiftet udseende. Tag bare “to lay” som eksempel:

to lay – at lægge
he/she/it lays – lægger (det er ikke så svært)
laid – lagde (og du kan egentlig ikke høre hverken g eller d – men snarere en under j-lyd)
have laid – har lagt (og her kan du hører et g – hvorfor skal det være simpelt?)

Nok om sprogsnakken – lad mig nøjes med at sige at jeg studerede dansk på Aarhus Universitet, så jeg har skam en ret stor interesse i det danske sprog.

Filosofien for Rocking the Spectrum

Rocking the Spectrum – eller RtS – er min lille baby!

Udover det er det også det sted, jeg fordyber mig i mine autistiske interesser, skriver om psykisk sygdom og autisme i et forsøg på at skabe lidt ekstra mod hos mine læsere, en smule lys og håb – mens jeg samtidig forsøger at vise andre med psykiske problemer eller autisme at det ikke behøver at være et tabu, eller svært at tale om. 

Det er mit håb at det lykkes mig at tydeliggøre at stigma og stereotyper er hvad de er: forenklede mærkater, der kan kategorisere mennesker, men som er ret ubrugelige når det kommer til at definere det enkelte individ. 

Hvis du er har mødt en med [indsæt selv psykisk lidelse eller diagnose], så har du mødt én! Hvad du har lært fra denne ene person, er ikke nødvendigvis gældende for alle eller betyder at du ved alt om diagnosen eller de, der har dioagnosen.

Vi er ligeså forskellige som alle mulige andre.

Min vision med Rocking the Spectrum er at vise én version, til inspiration, supplerende viden (nøgleordet er her “supplerende”) og forståelse. 

Jeg er ikke professionel behandler – og bliver det aldrig – derfor vil jeg understrege at de tips, tanker og ideer jeg kommer med på mine sider er funderet i mine personlige erfaringer og holdninger. Enhver medicinsk beslutning eller ændring bør tages i samråd med professionel behandler.

Jeg vil til enhver tid og i hvilken som helst situation altid anbefale dig at søge professionel hjælp, hvis du har brug for dette. Det virker måske som en uoverskuelig opgave og jeg er enig, men min erfaring er at det at bede om hjælp typisk er lidt lettere end man først regner med eller forventer.

Min hovedbudskab til dig, der læser dette: uanset din situation, tilstand eller helbred – så er du ikke alene.

Det er nogen derude, der forstår dig! Der er nogen derude, der elsker dig! Ikke for den du prøver at være, men for den, du rent faktisk er.

Det må du aldrig nogensinde glemme.

Af hele mit hjerte…pas godt på jer selv.