Min Aspergers

Hvis du har mødt et menneske med Aspergers Syndrom – så har du mødt ét menneske med Aspergers Syndrom! Det kan virke omsonst at skrive, men folk med Aspergers Syndrom er lige så forskellige, som såkaldt normale mennesker – også hvad angår deres grad af udfordringer og styrker. 

Aspergers Syndrom er en udviklingsforstyrrelse på det autistiske spektrum og som sådan ikke en egentlig sygdom. Det er nærmere et livsvilkår, en særegen måde at tænke og agere på. Der har været langt større fokus på diagnosticering af børn de sidste år, men rigtig mange bliver også diagnosticeret senere i livet, fordi redskaberne til at spotte det er blevet bedre og der er kommet langt større fokus på coping mekanismer, som mange udiagnosticerede har klaret – og ikke mindst kæmpet – sig igennem livet med. Grundlæggende vurderes en autistisk diagnose ud fra en triade:

  • Kommunikation
  • Socialt samspil
  • Sociale forestillinger

Aspergers Syndrom kaldes også for “højtfungerende autisme” eller “let autisme” – betegnelser der til en vis grad kan værre ret misvisende, fordi de “overser” eller ikke adresserer de vanskeligheder, der gør sig gældende for en person med Aspergers Syndrom. For Aspergers Syndrom er ikke “bare” en særegen måde at tænke på – det er også et handicap.

Der findes masser af sider på nettet, der går i dybden med Aspergers Syndrom og har du mistanken, kan jeg anbefale at søge masser af information dér. Her vil jeg imidlertid uddybe min variant af Aspergers Syndrom med udgangspunkt i triaden, med de udfordringer og styrker, jeg har. Og der vil være ting, som du måske genkender – og der vil nok også være ting, som du ikke genkender til fulde. Sådan er det for de fleste, der diagnosticeres med Aspergers Syndrom, når de går i gang med at finde viden og inspiration. Årsagen til dette er ret enkel; vi er alle individer, med hver vores rygsæk af erfaringer, sygehistorik, udfordringer og styrker.

Kommunikation

Jeg har altid været en ret stille pige, der ikke siger ret meget. Og måske er det én af årsagerne til at jeg er blevet diagnosticeret så sent, som jeg er. Der, hvor min kommunikation halter er på områder som at tyde kropssprog og mimik, kunne fokusere på en samtale mellem mere end to personer, holde en samtale i gang, small talk – til gengæld kan jeg finde på at være overdrevent detaljeret, når jeg fortæller om noget, fordi jeg har svært ved at frasortere relevant information – fordi for mig er det hele vigtigt. Dertil kommer at jeg kan have ret svært ved at opfange ironi og sarkasme. På sin vis kan man vel sige at jeg kan virke ret naiv, fordi jeg ikke lige fanger et skævt smil eller et glimt i øjet og dermed tager det sagte for troende. Når jeg så lærer en person rigtig godt at kende, begynder jeg dog med tiden at blive bedre til det, fordi folk har en tendens til at gentage sig selv i deres nonverbale kommunikationsmønstre.

Jeg bruger vildt meget energi på samtaler! Er der flere end to til stede, har jeg en tendens til bare at trække mig og observere i stedet – der kommer simpelthen alt for mange indtryk til at jeg kan nå at dechifrere dem alle sammen. Men der går meget analyse og tankevirksomhed i gang, når jeg sidder i en samtale, i sær hvis jeg ikke kender personen indgående og det handler primært om at prøve at identificere hvad der egentlig bliver sagt. Man kan også sige at jeg er konstant på vagt overfor potentielle tegn på fx ironi, fordi jeg bare ikke opfatter dem “på rygraden”. Ligeledes har jeg også svært ved at finde ud af om det, jeg taler om, har modtagerens interesse – og i bund og grund er det vel hovedårsagen til at jeg er en såkaldt stille pige: det er simpelthen nemmere at lade være med at sige noget overhovedet! Så véd jeg at jeg ikke træder nogen over tæerne, får sagt noget, jeg ikke burde, keder folk utilsigtet osv. Den store ulempe, som jeg tror mange med Aspergers Syndrom kan nikke genkendende til, er at jeg med tavsheden til tider kan virke arrogant eller snobbet, i sær på folk, der ikke lige kender mig.

Socialt samspil

Måske det giver lidt sig selv, i forbindelse med kommunikation, men jeg har rigtig svært ved at etablere og vedligeholde venskaber – eller kontakt i det hele taget. Jeg har det rigtig svært med at ringe op til folk, bare for at høre hvordan det går, fordi når jeg så har spurgt hvordan det går, så ved jeg ikke rigtig hvordan jeg skal fortsætte. Og telefonsamtaler bliver da også ret tit lidt akavede at gennemføre. Måske du kender til de der opkald, der kommer, hvor du tager telefonen og opringeren lægger ud med “Hvad så?”… mit svar er typisk det samme: “Hvad så?”. Hvad skal man lige svare til sådan én? Eller når man bliver spurgt “hvordan går det” og man ikke lige ved om det er et reelt spørgsmål eller bare noget, der siges for høflighedens skyld. Og så har jeg endnu ikke nævnt den labyrint, jeg skal igennem, for at afslutte et opkald. Folk, der kender mig rigtig godt, er heldigvis gode til at være den afsluttende part – for jeg tror med tiden at folk finder ud af at hvis jeg skal ringes op, så skal der enten afsluttes fra deres side eller også er der lange perioder med tavshed. Nogle gange i arbejdssammenhæng er det dog lidt nemmere, fordi det er konkrete spørgsmål og der er ingen forventning om small talk – vi skal hurtigt videre i dagsordenen. Men er det offentlige myndigheder, hvor jeg oven i købet måske ikke har et ansigt at sætte på, eller ved præcis hvem jeg skal snakke med, så går jeg oftest i sort og skal forberede mig et par timer eller mere, før jeg får løftet røret – og er som regel bagefter fuldstændig smadret i hovedet.

Jeg er virkelig dårlig til at lure om der er et menneske, der har en interesse i mig, venskabeligt som romantisk. Og jeg har rigtig svært ved, hvis der er et menneske, som jeg synes kunne være interessant at kende bedre, at finde ud af, hvad jeg skal gøre. Jeg mener, jeg er muligvis udfordret på det sociale, men jeg ér trods alt klar over at man ikke laver en seddel, hvor der står “Skal vi være venner? Sæt kryds” – og ret ofte havner jeg også i en anden udfordring; nemlig at jeg har brug for ret meget alenetid til at samle energi. Så selv når et venskab er ved at blive bygget op, så har jeg en tendens til at trække mig, fordi der simpelthen er for mange ting, jeg er usikker på og fordi det bruger af mit overskud. Det er måske én af de ting, jeg er allermest misundelig på, når jeg ser på hvordan andre mennesker agere og “samspiller” – den lethed, de gør det med. Man beskriver ofte Aspergere som asociale og med mangel på empati, men det gælder egentlig ikke mig. Jeg kan godt lide at drikke en kop kaffe med én, jeg kender. Jeg kan også godt glæde mig til en stor begivenhed. Og jeg kan også godt blive dybt berørt af andres glæde eller ulykke – måske endda for meget. Jeg kommer bare til kort, når det drejer sig om at give udtryk for det. Og hvad angår begivenheder, så bliver glæden nogle gange overskygget af, at jeg på forhånd ved hvor meget energi, det kommer til at kræve af mig. En juleaften kan påvirke mig langt ind i januar måned, bare for at tage et eksempel.

Endelig, lidt mere konkret, så har jeg det svært med øjenkontakt, primært ved mennesker jeg ikke er tryg ved, eller ikke kender. Jeg har dog nogle tricks, som jeg bruger når jeg har lidt ekstra overskud; nemlig at se midt i mellem øjnene, eller på panden eller som da jeg holdt foredrag på universitetet, flygtigt lade blikket feje hen over alle med indstuderede periodiske mellemrum, så alle følte sig talt til.

Sociale forestillinger

Det mest udslagsgivende punkt her er min manglende evne til at tackle forandringer. Hvis jeg har et skema inde i hovedet (hvad jeg i øvrigt stort set altid har) om hvordan noget skal foregå, så kan jeg ikke bare skifte spor. Det kan være en bus, der er for sent på den. Det kan være at det er en anden, der tager telefonen, i forhold til hvad jeg forventer. Det kan være at have en plan for aftensmad, som pludselig skal ændres. Tidsplaner, der skrider. En arbejdsopgave på arbejde, der afbrydes – fx af en kunde.

Så kunne man sige at man kunne lade være med at fortælle mig, hvad der skal ske. Og det ville være en logisk slutning, men den holder bare ikke – ikke i mit tilfælde, i hvert fald. For jo flere usikkerheder, der er – jo mere ængstelig, nervøs og til tider regulært angst bliver jeg. For eksempel har jeg lige haft en periode, hvor jeg ikke havde overskud til at skrive madplan i de to uger frem,  jeg foretrækker at have en madplan – og jeg var træt og udkørt af at skulle tage beslutningen hver dag. Da jeg endelig fik den op og køre igen, så voksede mit overskud – til blandt andet at skrive dette. Så jo flere ting, jeg ved på forhånd, jo mindre jeg skal tænke over mulige alternative scenarier, som jeg skal være forberedt på – for hvor andre kan reagere på rygradsfornemmelse, har jeg brug for at tænke og analysere.

På den måde kan man vel sige at jeg er en smule rigid. Jeg er ikke ret fleksibel. Jeg kan lade som om, fordi jeg har en rationel erkendelse af at ændringer uundgåeligt sker, men tag ikke fejl – enhver ændring påvirker mig meget. Metoden, jeg bruger er oftest ved at sige “ja ja” eller “det er okay” eller hvis jeg lige skal sluge noget en ekstra gang “nå, for søren”. Og forinden, typisk hvis det er en aftale, så har jeg allerede forberedt mig selv på, at nu skal jeg huske på at der kan ske en ændring. Et meget tydeligt eksempel er min sidste arbejdsplads; hvis jeg havde åbnevagt, så startede jeg med at forberede mig mentalt på en sygemelding fra en kollega, fra det sekund, jeg svingede benene ud af sengen. Hvis det var den ene, der var syg, hvem kunne jeg så ringe ind i stedet og hvordan skulle opgaverne alternativt fordeles (hvilket typisk var afhængig af, hvem jeg kunne få ind) og hvis det var den anden, der var syg, hvordan skulle jeg så forholde mig? Og i den tid, jeg har håndteret sygemeldinger er jeg altid mødt tidligere end officiel mødetid, fordi så ville jeg i det mindste være foran, hvis der skulle komme en sygemelding. Det har jeg ikke altid gjort – men det har været en måde, jeg med tiden har lært mig selv at undgå de store nedbrud, når uheldet/ændringen så kom. Sagt på en anden måde; jo flere aftaler jeg har, jo mere i alarmberedskab er jeg.

Dertil kommer at jeg kan have svært ved at prioritere opgaver, samt have flere bolde i luften på én gang. Og det skyldes måske at jeg principielt synes at alt er vigtigt – ellers ville opgaverne jo ikke være der. Det har noget at gøre med måden jeg fokuserer på og ofte går langt ned i detaljen – og dermed mister tid til øvrige opgaver. Det har givet en del frustrationer og flere langvarige stresssygemeldinger fra arbejdsmarkedet, fordi jeg egentlig er uddannet og har arbejdet indenfor brancher, hvor tiden er en primær faktor. Ofte har jeg fået at vide at jeg skal huske at 80% også er okay – men det er det ikke for mig. Tværtimod, hvad der er 100% for mig, er ofte for andre svarende til 120%. Jeg har arbejdet ret meget med lige præcis dette område, så jeg kan kompensere – men jeg har også måttet sande at jo mere jeg kompenserer, jo større graver jeg min egen grav – ganske enkelt fordi jeg ikke føler at mine resultater er gode nok. Det kan gå i en periode eller med enkelte opgaver, men når man dagligt går fra sit arbejde med følelsen af ikke at have slået til eller med tanker om alt det der kunne være gjort bedre, hvis tiden havde været der – så ender man med en alvorlig omgang stress.

Derudover har jeg en meget visuel tankegang og lærer bedst ved at se og røre. Man siger nogle gange at Aspergere mangler forestillingsevne, men den gruppe hører jeg ikke under – jeg har en ret god fantasi og har små alternative verdener inde i mit hoved. Hvis jeg går og hygger mig alene med planterne, kan jeg føre lange samtaler med en (fiktiv) professionel gartner, hvis selskab jeg kan nyde mere, end reelle ikke fiktive selskaber (måske fordi jeg har mere styr og kontrol over samtalen). Da jeg var lille og skulle ned i byen, var der denne her jordsti og så var jeg som regel på opdagelsesrejse i Afrika. Det betyder også at jeg som regel er ret god til at tænke ud af boksen, hvis der er et konkret problem, der skal løses, hvor de gængse metoder kommer til kort.

Stimming og særinteresser

I forhold til stimming, gentagne bevægelser, så er det noget, jeg nok har mere kontrol over end andre. De ér der, men jeg forsøger så vidt muligt at undgå dem, når jeg er sammen med andre mennesker, fordi jeg så får nogle blikke eller kommentarer. Hvis jeg er rigtig ked af det, så kan jeg berolige mig selv ved at vugge frem og tilbage. Jeg får “uro” i hænderne, hvis jeg kommer under en smule pres. Og jeg har rigtig svært ved at håndtere ventetid, for eksempel ved busstoppesteder, så jeg går frem og tilbage eller skifter vægten mellem benene. Jeg kan “hoppe” med benet. Klikke med en kuglepen. Men den slags har det med at irritere folk. Så hvad gør jeg så? Jeg fordyber mig i puslespil eller spil på Ipad, fordi så er min hjerne aktiveret og fokuseret på noget andet. Jeg går, i stedet for at vente på bussen. Jeg vipper med tæerne, i stedet for hele benet. Jeg nynner, enten højlydt eller inde i mit hoved, fordi toner er beroligende. Og så har jeg mine tangles, som jeg kan tage frem og lege med, hvis fingrene absolut ikke kan holdes i ro. Men jeg har en ret høj grad af selvkontrol på det punkt, det har jeg i hvert fald ladet mig fortælle af en tidligere psykolog, jeg gik hos. Det var mange år før min diagnose. Dengang kunne jeg kontrollere mig selv så meget at jeg kunne stortude uden en lyd. Hvilket i øvrigt skræmte en daværende kæreste fra vid og sans, da hun opdagede det.

Særinteresser… du vil typisk læse at vi Aspergere har én altopslugende særinteresse, som vi ved alt om. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. For mit vedkommende, skifter interesserne. De gennemgående er dog musik, skrivning og dyr. Jeg brugte det meste af mine teenageår på at nedskrive de hitlister, jeg hørte i radioen og førte regnskab uge til uge. Jeg elsker at udforske musik og på mange måder taler musik bedre til mig, end en film eller bog. Dyr gør mig tryg, de er nemme at forholde sig til og der er ingen skjulte hentydninger. Og skrivning fungerer på mange måder som en slags ventil, hvor jeg kan få lukket nogle af mine tanker ud og dermed på en eller anden måde gøre hovedet mindre overfyldt.
Men der er en række andre interesser, der har kommet og gået gennem tiden – og nogle gange vender de tilbage; håndarbejde (strikke, sy), tegne, male, løb, politik, planter, bøger, spil (såsom SimCity og SimTower), astronomi, biologi, neurologi, geografi og meget meget andet. Det, der måske er forskellen, er at jeg kan fordybe mig så meget i det, at alt andet – groft sagt – bliver ligegyldigt. Jeg kan overhøre telefonopkald. Hvis jeg bliver væk i en god sci fi eller andet nørderi, så kan jeg overhøre at der bliver talt til mig (det kan jeg dog også, hvis mine tanker bare generelt er optaget af en eller anden problemstilling). Jeg ved ikke alt om mine interesser – heller de gennemgående. Men de kan fylde så meget for mig at jeg kan tilsidesætte rigtig mange ting, som “normale” mennesker ville prioritere højere. Jeg kan oven i købet blive særdeles irritabel, hvis jeg skal afbryde det, jeg har gang i. Igen spiller min mangel på fleksibilitet ind.

Og endelig er der sensoriske følsomheder. Nogle har svært ved bestemte teksturer, lyde, konsistens af maden og andet – for mit vedkommende er det dog primært lyde/støj, jeg reagerer på. Mine gymnasiale skriftlige afgangsprøver blev foretaget i en sal for mig selv, hvor de andre sad i den store gymnastiksal, simpelthen fordi jeg ikke har det der filter, som så mange andre åbenbart har. Jeg kan ikke lukke det ude. Min hørelse er ikke specielt bedre end andres – tror jeg – men er der for meget støj, kan jeg ganske enkelt ikke sortere i relevant støj og irrelevant støj. Knitre- og raslelyde går lige i nervebanerne, som fx hvis man står nede i et supermarked og en eller anden skal stå og gramse på en chips- eller slikpose i 10 sekunder, før den enten ryger tilbage på hylden eller ned i kurven. Jeg hader at åbne den slags poser. I gamle dage, da der var kassetteafspillere, kunne lyden af at komme et bånd ned i optageren give mig “tics” – lidt på samme måde, som de fleste har det med negle ned af en gammeldags grøn tavle eller en gaffel, der skriger over tallerknen. Og så har jeg endnu ikke nævnt den almindelige støj fra trafikken. Jeg hader regnvejr, for alle trafiklyde bliver forstærket til noget nær ulidelighed. Jeg elsker ny sne, fordi det dæmper de samme lyde til et tåleligt niveau – ulempen er så bare at sne oftest bliver til sjap og så vokser lydene igen.

En anden større sensorisk vanskelighed er andres folks humør. Jeg er ikke særlig god til at pinpointe hvilken type humør, der er tale om, men jeg kan ret hurtigt mærke om den er negativ eller positiv – og det smitter voldsomt af på mig. Særligt hvis den er negativ, for jeg vender det ret hurtigt indad og begynder at føle mig personligt ansvarlig for at noget er galt – også selvom jeg rationelt kan argumentere for at jeg ikke er “medskyldig”.

Mindre sensoriske udfordringer er klæbrige ting, såsom creme, lim eller slet og ret en varm sommerdag, hvor man sveder. Jeg kan ikke fordrage følelsen af creme på huden – og min hud er af natur ret tør, så nogle gange må jeg igennem det alligevel.
Lys kan også være en faktor, der spiller ind på mit stressniveau – jeg elsker solskin og bliver påvirket humørmæssigt af vejret, som mange andre. Men om vinteren, når solen står lavt og er mere skærende, bliver det en faktor jeg er nødt til at medregne i mit daglige overskudsskema.

Styrker – for de ér der!

Man taler ofte om særlige Asperger-trades; særlige “evner” som menes at være en del af at være Asperger. I lang tid efter min diagnose, kunne jeg slet ikke få øje på dem. Jeg så derimod ret klart alt det jeg ikke kunne.
Men selvfølgelig er der – for mange men ikke alle – styrker forbundet med at have Asperger. Nogle er så heldige at kunne arbejde indenfor deres interessefelt, som de ved mere om end de fleste andre. Andre bruger deres trades i deres job eller uddannelse på andre måder. Men det er også vigtigt igen at understrege at alle Aspergere er dybt forskellige – og nogle er så udfordrede at det ikke vil give mening at tale om at udfylde ordinære stillinger på arbejdsmarkedet.
Jeg hører til den gruppe, der ikke vil acceptere at jeg skal være på offentlig forsørgelse resten af livet. Derfor har det været ret vigtigt for mig at få fundet frem til mine styrker – fordi det jo i  sidste ende er dem, jeg skal sælge mig selv på – men også dem, der skal bygge min selvtillid og selvværdfølelse op.

Det sikre kort: Jeg er ekstremt loyal overfor nære såvel som arbejdsgiver. Der er ikke nogen, der skal sige noget ondt om nogen, der betyder noget for mig – og jeg er ofte villig til at strække mig langt. Jeg er pligtopfyldende til fingerspidserne, kommer til tiden og gerne før, og løser de opgaver, jeg får stillet. Jeg har en høj ansvarsfølelse overfor mine opgaver og tildelte områder, men også for den større helhed, som for eksempel en butikkædes samlede succes.
Ulempen er, som måske allerede er indikeret, at jeg har svært ved at sige stop. I forbindelse med arbejde har jeg altid nedprioriteret mit eget overskud og velbefindende. Det vil sige at jeg ofte kan sige ja til opgaver, som jeg egentlig på dét tidspunkt ikke har overskud til. Jeg tror at det har lidt at gøre med en manglende evne til at mærke efter i mig selv – noget, jeg i øvrigt er blevet væsentlig mere opmærksom på efter min diagnose.

Den særegne tankegang: Som nævnt, har jeg en evne til at tænke ud af boksen og se nye muligheder på problemstillinger, hvor gængse metoder ikke virker. Jeg forholder mig ofte meget analytisk til tingene, en evne der nok er optrænet af adskillige års forsøg på at dechifrere og afkode sociale omgangsformer. Jeg tænker rigtig meget i “gråzoner”, forstået på den måde at når jeg stilles overfor en problemstilling eller et givent debatemne, så har jeg det med at se alle mellemregningerne, alt det, jeg kalder gråzoner. Det betyder at jeg ikke er særlig god i verbale diskussioner, fordi der simpelthen er for mange ting, jeg lige skal have igennem min hjerne. Og det betyder også at hvis jeg afkræves en holdning til et specifikt dilemma, så kan jeg ikke komme med et klart svar. Min verden er ikke enten-eller, men snarere både-og.
Jeg er videnshungrende; noget så simpelt som at svare forkert på et Trivial Pursuit spørgsmål, betyder at jeg kan begynde at undersøge, og til tider udvikle en interesse for, det korrekte svar. Hvis jeg læser en engelsk bog og støder på et ord jeg ikke kender, skal det slås op. Min hjerne kan simpelthen ikke lade det være – det betyder ikke at jeg på sigt kan huske, det jeg undersøgte, sådan fungerer min hukommelse åbenbart ikke. Men i situationen giver det mig ro – og endelig så er der en vis sandhed i ordsproget “Gentagelse fremmer forståelsen” – hvis jeg ikke skal bruge informationen eller den ikke siger mig noget personligt, så lagres den ikke i systemet.
Endelig har jeg ret gode planlægningsevner, på trods af at jeg nogle gange kan kæmpe med at bevare overblik over komplekse situationer. Jeg er – ja, undskyld min manglende jantelovsfornemmelse – en ørn til at bygge skemaer op og strukturere et givent forløb. Jeg elskede som leder at lave arbejdsplaner, fordi det måske talte til min interesse for puslespil. Dertil kommer også at det trækker på en anden evne jeg har; fordybelse i detaljerne. Og det er lidt det samme der gør sig gældende, når jeg sidder med et budget eller et regnskab, hvor jeg går ret meget op i at nærstudere de enkelte poster og forstå de forskellige sammenhænge.

Så styrkerne ér der. Den store udfordring for mig som Asperger er at finde ud af hvor de præcis passer ind, sammenholdt med de udfordringer, jeg ikke kommer udenom. Udfordringen, for mig som for andre, er at finde ud af hvordan jeg skaber det gode liv med den kombination, jeg udgør, på godt og ondt.

Dette er i hovedtræk essensen af min Asperger og hvordan ASF (autistisk spektrum forstyrrelse) påvirker mig. Jeg kommer til at grave dybere ned til blogindlæggene på de enkelte emner, men måske er der allerede nu nogle ting, du kan genkende. Der vil også være “normale” mennesker, der kan genkende nogle af disse ting, men her – på vegne af alle Aspergere – er det vigtigt for mig at understrege at der alligevel ér en forskel i gradbøjningen. Som stressramt og depressionsramt møder jeg ret ofte folk, der beklager sig over at være stressede eller deprimeret – men hvor de nærmere burde tale om at være pressede eller sørgmodige. For går man dem lidt på klingen, bliver det ret åbenlyst at de ikke har begreb om hvad det egentlig vil sige at have stress eller depression. Og det er lidt det samme med Asperger; nogle kender måske – bare for at tage et eksempel – til at blive irriterede over at blive afbrudt i en opgave – og det er netop hvad det er. En irritation. Og der er væsentlig forskel på en forbigående irritation og en regulær nedsmeltning, uanset hvordan den nedsmeltning så kommer til udtryk. Det er noget, der sætter spor i flere dage efter. Som jeg skrev tidligere; juleaften kan påvirke mig langt ind i januar måned. Alt hvad der bryder min daglige struktur er en udfordring, der tærer voldsomt på kræfterne. Ikke bare i den pågældende time, eller på den pågældende dag, men til tider også dagevis eller ugevis.

Jeg kommer som sagt langt dybere ind i de forskellige emner på min blog. Hvis du er stødt på ord eller sætninger i det skrevne, der er mere lysegrå, så er det fordi der dér ligger et direkte link til et blogindlæg, der handler om dette. Ellers kan du bruge søgefeltet i menuen, eller tagskyen som inspiration.